Mobberens offer

Dette er vores bud til den nye konkurrence, med temaet: "Mobning". Ganske kort handler den om offeret Lavendel og mobberen Andrew, hvis forhold til hinanden er alt andet end venskabeligt. Lavendel forstår ikke hvorfor lige netop hun er blevet hans offer, men for Andrew er svaret helt tydeligt. Hun skal føle samme smerte som han selv gjorde, da rollerne i børnehaven var omvendt. - God fornøjelse :-)

55Likes
67Kommentarer
4558Visninger
AA

2. Som smuldret væk

Lavendels’ synsvinkel:

En mening med livet ville der altid være. Eller ville der? Hvad nu hvis der ikke var noget at leve for, og at man derfor lige så godt, kunne lægge sig hen i det fjerneste hjørne og svinde lige så stille ind til ingenting? Hvis ingen alligevel opdagede at man var væk, hvad kunne så være så galt i at gøre det? Ingen ville alligevel opdage at jeg var væk, hvis det var tilfældet.

”Åh er det nu dig igen? Har vi ikke sagt til dig, for hundredeogsyttende gang, at du skal blive væk fra vores syn, så vi ikke skal plages med at kigge på dig?” De hårde ord faldt ned over mig som var det pindebrænde. Ordene rørte mig til det inderste, men jeg ville ikke lade det påvirke mig, selvom det rent faktisk fik mig slået ud af kurs. De måtte bare ikke se mig græde, og skulle på ingen måde heller ikke komme til at se det. Jeg måtte forholde mig stærk og ignorere de hårde ord. Trods det var slemt, havde jeg klaret mig godt igennem mine High School år, med samme rutine hver evig eneste dag. ”Hvorfor smutter du ikke bare hjem til din mor og din lykkelige familie? Nå ja, det glemte jeg jo at nævne.. Din familie er ikke lykkelig. Du er ikke lykkelig, så hvorfor leve?” råbte en anden af de drenge, som altid var på nakken af mig. Hver eneste dag kaldte de såkaldte ”populære” drenge og piger som for grimme ord. Som om jeg havde gjort dem det mindste. Mest af alt, havde jeg bare ladet dem leve for sig selv, og prøvede så vidt muligt at blande mig udenom det hele. Blande mig udenom ting, som de absolut ville have mig blandet ind i. Men spørgsmålet var så bare, hvorfor blev de hele tiden ved med at køre på mig? De kunne måske svare på præcist dét spørgsmål, hvilket jeg ikke kunne.

Uden at svare dem, gik jeg hurtigt min vej. Ud af kantinen og ud på det store græsareal, som skolen var omringet af. Selvom jeg godt vidste, at klokken snart ville ringe igen, og at jeg så skulle til en spansktime, vidste jeg også, at jeg ikke kunne holde ud til at være inde ved dem. Jeg var en enspænder. Ingen gad mig, så hvorfor også overhovedet være i andres selvskab, hvis de alligevel ikke gad plages med mig? Med sukkende stemme, fik jeg sat mig ned på græsset, rettede kort på min knold og satte med en let bevægelse mine store sorte briller fast til næsen igen. Mange ville kalde mig; nørdet, kikset, grim og så videre, og selvom de sikkert havde ret, ville jeg ikke se det i øjnene.

Alle var specielle og helt unikke, på deres egen måde. Det kunne ingen tage fra dem. Alle havde en facilitet som ingen andre havde, da ingen jo var ens. Selv ikke enæggede tvillinger var ens. Ingen var. En regndråbe ramte min kind, trods vi var i sommerhalvåret. Mit senioryear var næsten lige begyndt, og heldigvis, var det mit sidste år på High School. Derefter ville mit liv gå videre på et af USA’s mest berømte og eftertragtede skoler. Jeg var kommet ind på Yale. Dog også sammen med en af dem sm mobbede mig; Andrew. Han var bossen over alle på skolen. Den populære og ”Goodlooking” guy, som alle ville være venner med. Ham som gjorde alle ting rigtigt, trods han var noget af en bølle. Anfører på det amerikanske fodboldhold var han også, og som prikken over i’et, var han selvfølgelig også kærester med skolens største diva. Cheerleader kaptajnen, også kendt som den mest populære pige på skolen.Uh og ih så godt et liv de måtte have. Især hvis man spurgte dem selv.

Begravet i mine tanker, afbrød skoleklokken mig, hvilket resulterede i, at jeg så måtte plages med spansk de næste femogfyrre minutter. En plads forrest i klassen var allerede reserveret, så nu manglede jeg bare selv. Mest af alt, så jeg bare frem til at endnu en skoledag var ovre, så jeg kunne komme hjem. Komme hjem til min ellers så ulykkelige familie, hvis det skulle beskrives på den måde som andre beskrev min familie. Trods rygterne, var min familie mit bedste eje. Jeg elskede dem mere end noget andet, og ville ikke bytte dem for alverdens guld og grønne skove. Men hvem ville dog også bytte sin familie?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...