Mobberens offer

Dette er vores bud til den nye konkurrence, med temaet: "Mobning". Ganske kort handler den om offeret Lavendel og mobberen Andrew, hvis forhold til hinanden er alt andet end venskabeligt. Lavendel forstår ikke hvorfor lige netop hun er blevet hans offer, men for Andrew er svaret helt tydeligt. Hun skal føle samme smerte som han selv gjorde, da rollerne i børnehaven var omvendt. - God fornøjelse :-)

55Likes
67Kommentarer
4562Visninger
AA

19. Efterladt blandt resten af verdenen

Andrews' synsvinkel:

Efter at have iført mig mit fineste jakkesæt i sort samt det blålige slips og de blankpolerede sko, satte jeg mig op på min cykel og fræsede af sted til skolen. Det var egentligt ikke så meget om jeg gad at komme til det pokkers prom, for det var der vidst ingen tvivl om, at jeg ikke gad. Men jeg var nærmest tvunget til det. Hvis ikke jeg deltog i alle offentlige og fælles sammenkomster på skolen, ville jeg blive udvist. Dette var blot ét af disse ultimatums, skoleinspektøren havde stillet for at lade mig gå på skolen. Og der var mange flere. Men om cirka to og en halv måned ville jeg være student, og jeg kunne slippe ud af dette hul. Hvor jeg dog så frem til bedre tider.

Hvor par ankom i limousiner og Mercedes’er, parkerede jeg i stedet min racercykel i stativet og tog så en dyb indånding, inden jeg mængede mig med de andre elever. Jeg mærkede straks hvor utilpas jeg følte mig ved ikke at have en partner ved min side, og måske det havde noget at gøre med de andre elevers blikke og rullende med øjnene, over at jeg ankom alene. Også et strejf af undring, fyldte deres ansigter, hvorimod cheerleader-flokken så meget fattede ud. Og jeg vidste hvorfor. Selvfølgelig havde Naomi allerede været ude med riven, og svunget skaftet imod mig. Det var det hun var allerbedst til.

Alle var iklædt deres fineste selskabstøj. Drengene bar alle smoking eller habit, og pigerne bar de største og smukkeste kjoler, hvis farver alle strålede om kap med hinanden. Men det var først da jeg fik øje på en helt speciel pige som jeg havde været så ivrig efter at møde denne aften, hvis hun overhovedet ville dukke op, at jeg for alvor blev overrasket. Hun var svær at genkende! Men inde bag sminken der perfekt var lagt på hendes ansigt, der ikke længere husede briller eller bøjle, genkendte jeg hende alligevel. Det var Lavendel! Hun bar den smukkeste, lysegrønne kjole, der på én og samme tid var elegant og imponerende sexet. Selvom jeg ikke havde den mindste forstand i kjoler, lignede stoffet at være satin og derudover var det en tydelig versace-sag. Brystskæringens asymmetriske effekt var ligeledes anderledes, og dermed lagde man også hurtigt mærke til, hvordan kjolens høje snit, corsagens placering og de høje stiletter, lignede at gøre hendes brune og tæt barberede ben, længere.

Selvom folk masede og skubbede til mig, fastholdte jeg mit blik på Lavendel, hvis forandring var enorm. Musikken hamrede ud af højtalerne, dansende par havde indtaget dansegulvet, og netop som jeg fornemmede at jeg og Lavendel var de eneste her til festen uden partnere, så jeg Mike komme valsende over til hende, hvorefter hun udstødte et grin og svang sine arme om hans nakke.

”Mike!” kaldte jeg hårdt, men han hørte intet. Jeg prøvede igen. Stadig intet. I stedet satte jeg gang i bentøjet, og jeg var ikke længe om at være fremme ved ham og Lavendel. Jeg mærkede straks hvor nervøs Lavendel blev, og det fik smilet frem på mine læber at se, hvordan Mike trodsigt lagde sin arm om hendes barre skulder og trak hende ind til sig, for ligesom at signalere at hun ikke havde noget at være bange for.

”Hvad vil du, Andrew?” spyttede han arrigt efter mig. Det var som at få et slag i hovedet. Først Dennis. Så Naomi. Hvorfor nu også Mike? Hvad gik der af folk nu til dags?

”Hvad laver du sammen med hende?” Jeg skar en grimasse, da jeg nævnte ordet ”hende”. Han vidste, hvad jeg mente. Eller, det burde han i det mindste. Han svarede mig ikke.

”Kom, smukke,” hørte jeg ham hviske Lavendel i det nærstående øre, og så vendte de mig ryggen og bevægede sig op i baren. Igen følte jeg, at folk hviskede bag min ryg. Jeg var lige blevet droppet. Hvad skete der, mand?!

Som aftenen skred frem, var det ligefrem til at brække sig over at se hvordan kærligheden spirede i luften. Jeg sad ude på sidelinjen, solidt plantet i en hård stol og med en øl i hånden. Jeg havde frit udsyn til både Dennis og Naomi der ikke var bange for at vise deres følelser for hinanden, og ligeledes også til Mike og Lavendel, der også lignede at være nyforelskede. Jeg forstod det ikke. Det gjorde jeg simpelthen ikke. For alt hvad jeg havde gjort for dem, var dette hvad de gav mig! Jeg havde kraftedeme gjort dem til dem de var!

Jeg gik udenfor for at trække lidt luft, da klokken rundede midnat. Jeg tændte mig en smøg og inhalerede, netop som ringetonen fra min telefon lød. Jeg var ikke længe om at få den fikset op af min bukselomme, og dernæst trykke på den grønne knap. Der stod, at det var min mor der ringede.

”Det’ Andrew,” sagde jeg cool, uden en eneste følelse i stemmen. Der lød intet svar. I stedet hørtes snøften i den anden ende af røret, og jeg blev straks mere urolig. ”Mor… Mor, hvad er der galt?” Jeg satte mig ordentligt tilrette, for at forberede mig på det værste. Når min mor ringede, var det for det første aldrig om natten. Og for det andet ringede hun også kun, når hun havde noget vigtigt at fortælle mig.

”Andrew, din bror… Michael har været involveret i en færdselsulykke,” snøftede hun. ”Han ligger i koma, og de ved ikke om han vil overleve.” Pludseligt blev alting stille for min øregang, grinene og musikken hørtes nu kun svagt, som bobler når man råber og hører under vandets overflade.

Jeg lod min mobil falde til jords, uden at svare min mor. Michael? I koma? Det kunne ikke passe. Netop som jeg sad og genspillede nogle af vores minder fra barndommens tider af, blev en hånd lagt på min skulder og jeg var ikke længe om at vende mig om. Et par kulsorte øjne stirrede direkte ind i mine, og jeg sank en klump af frygt. Jeg kiggede ned på min tændte smøg som lå mellem to af mine fingre, og kiggede dernæst op på vedkomne igen, som var ingen anden end skoleinspektøren.

”Jeg er ked af det Mr. Johnson, men det var din sidste chance. Jeg bliver nødt til at bortvise dig,” sagde han kort for hovedet, og vendte mig dernæst ryggen og fortsatte ind i den store sal hvori lysene blinkede som på et helt diskotek. Dér gik alting i stå i mig. Bortvises? Nu? Der var jo kun to og en halv måned til semestret var ovre! Det kunne ikke passe!

Jeg var kommet så langt ud, at jeg ikke længere kunne bunde. Jeg havde kørt min plage ud på Lavendel i al for lang tid, og burde have stoppet mens legen var god. Men jeg fejlede. Jeg mistede både min kæreste og mine to eneste ”rigtige” venner, i mit forsøg på at mobbe Lavendel ned i helvede. Men hun var jo ikke det værd. Det resulterede i to et halvt års forgæves skolegang, og en spildt mulighed for at komme på ét af Amerikas’ mest pragtfulde universiteter, Yale. Jeg ville altid være en skygge af min storebror. Jeg ville aldrig blive god nok.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...