Frygten for at miste - Epilepsi

Min frygt for at miste min elskede far.

6Likes
20Kommentarer
2089Visninger
AA

1. Frygten for at miste.

Min far har sygdommen Epilepsi, en sygdom der gør at man får nogle anfald som man ikke selv kan styre. Der er forskellige typer på sygedommen, og min fars type er mild, og han har kun haft fire anfald i sit liv. Et før jeg blev født, et da jeg var seks, og to da jeg var tretten. Frygten for at miste min elskede far er i min hverdag, mine bekymringer er så store. Normalt ville jeg ikke tænke over det, men det ændrede sig da jeg oplevede et af hans sjældne anfald lige for næsen af mig.
Det tegnede ellers til at blive en ganske normal mandag. Min far var som han plejede, snaksaglig, smilende og positiv. Han var netop i gang med at samle puslespil med min 4 årig lillebror Filip. Min pap mor var ikke hjemme, så jeg var alene med min far og min bror. Han ville bare rejse sig for at hente et glas vand til min lillebror, og der gik det hele galt. Jeg stod i køknet og var ved at smøre min madpakke til dagen efter. Af ren og skær rutine vendte jeg mig om da jeg kunne høre han kom gående ud i køknet, men der var noget galt. Han stod og kiggede på mig, hans øjne var blanke og han stod bare og stirrede ud i luften. Jeg husker tydeligt hvordan jeg spurgte: ”Far er du okay? Har du det godt?” men han svarede mig ikke. Pludselig faldt han ind i døren og landede med et stort bump på klinkerne. Et skrig røg ud af mine læber og min lillebror kom styrtende. Han lå på gulvet, hans rystede og han blev helt bleg. Jeg gik i total panik i lige det øjeblik. Jeg var helt sikker på at han skulle dø, i det sekund tænkte jeg slet ikke over at han havde den sygdom, da det var seks år siden han sidst havde haft et anfald. Jeg husker tydelig hvordan jeg råbte og skreg med tårerne løbende ned af mine kinder. Jeg var total hjælpeløs den eneste der var i nærheden af mig var min fireårig lillebror der tudbrølede. Jeg prøvede at komme i kontakt med min far, men der kom ingen reaktion. Jeg fik lynhurtigt grebet telefonen, og uden overhovedet at tænke mig om fik jeg ringet 112. Jeg husker intet af hvad jeg sagde for jeg var totalt i panik. Samtidig med at jeg snakkede i telefon var vores nabo kommet løbende ind af døren, da hun havde hørt mig råbe. Og i det hun kom og jeg havde fået lagt på brød jeg sammen. Jeg faldt fuldstændig sammen og jeg var sikker på at min far skulle dø. Min nabo fik tilkaldt ekstra erstatning og jeg blev bedt om at forlade køknet med min lillebror. Ingen havde på det tidspunkt fortalt mig hvad der var sket, og jeg gik med min lillebror fuldstændig u vidne om hvad der forgik.
Alt dette skete i løbet af få minutter, få mintutter der føltes som en evighed. Aldrig i mit liv har jeg været så bange som dengang. Min far blev senere indlagt på sygehuset og jeg fik en god og grundig forklaring. Det begyndte langsomt at gå op for mig at man ikke kunne dø af sygdommen så længe man fik tilkaldt hjælp hurtigt. Men tankerne er stadig inde i mig. Tænk hvis han får et anfald når han køre i bil, så kan han ikke håndtere den. Tænk hvis jeg ikke havde været hjemme da anfaldet skete, for jeg skulle rent faktisk have været til håndboldtræning en halv time efter det skete. Det hele er forfærdelig, og da han fik endnu et anfald to måneder efter det første, gjorde det ikke ligefrem hele situationen nemmere. Jeg må lære at leve med det, for jeg kan intet gøre. Heldigvis får han nu noget stærkere medicin og han har intet anfald haft i et halvt år. Men frygten for at miste ham er, og vil altid være der!


Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...