Blodet fra rosen 2. (JDB)

Det her er 2'eren af På dybt vand, siden den var så nem at skrive. Hvor regnbuen ender er for svær at skrive på, så jeg har valgt at slette den og skrive på denne i stedet.

9Likes
90Kommentarer
3914Visninger
AA

9. 9.

"Hej, Grace," sagde han med en overrasket stemme. "Hvorfor har du pludselig valgt at kontakte mig?"

"Må jeg ikke det?" spurgte jeg med en hæs stemme.

"Jo, selvfølgelig." Hans stemme var beroligende og blød. Allermest varm. Det stoppede mine tårer.

"Jeg troede, du hadede mig." Jeg tørrede mascaren af mine kinder med toiletpapir.

"Grace, jeg hader dig ikke. Siden jeg har vidst sandheden har jeg bare mistet mine følelser for dig, men intet andet. Jeg elsker dig stadig."

Jeg sukkede lettet, selvom det ikke betød, at han ville komme tilbage til mig.

"Jeg har ændret mig."

"Det ved jeg."

"Hvordan ændrede jeg mig så?" spurgte jeg og slog strakt mig hoved med min hånd. Jeg vidste ikke engang, om jeg havde ændret mig. Om jeg bare var ramt af smerte og sorg og alt ville blive det gamle igen.

"Du får mig stadig til at smile, selvom du er en idiot." Jeg kunne høre hans smil i stemmen og jeg kunne heller ikke stoppe med at smile.

"Er der en chanc ..."

"Nej," afbrød han mig. "Jeg er ked af det."

"Bor du sammen med ... Selena?" Jeg lokkede hendes navn ud og måtte kæmpe med ikke at overflade toilettet og brække mig.

"Nej."

"Må jeg ikke nok bo hos dig? Jeg er i seriøst problemer." Jeg har nemlig lige dræbt min mor.

"Det skal jeg tænke over," sagde han tøvende. Håbet bankede i mig. Det var en voldsom følelse, men jeg elskede den. Håbet. Det var det, livet handlede om. Håb.

Desværre skulle jeg ødelægge det hele. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg sagde det, men jeg vidste, at jeg ikke ville gøre mig fortjent til Justin. "Jeg er også ensom, så jeg tænkte på, om vi kunne ..." Bib. "Lort," mumlede jeg og jeg havde med det samme mit gamle-jeg tilbage. Jeg savnede det. Virkelig. Det var ikke bare sådan pling og så var jeg den onde kælling. Det var bare sådan pling og så var mit håb væk og nu kunne alt sammen være lige meget.

"Grace?" lød en stemme ude fra døren. "Er du der inde?"

"Lad mig være, Rachel," mumlede jeg.

"Jeg vil bare hjælpe," mumlede hun og så blev der lagt en tavshed over os.

"Du synes, jeg er sindssyg. Jeg har dræbt min mor. Det er okay. Det gør ikke noget. Jeg burde ikke leve, men det burde jeg åbentbart for en eller anden," mumlede jeg lavt. "Du er ikke sindssyg. Jeg har prøvet folk, der havde det værre. Du er bare ... ensom, træt af livet." Hun havde ret, men jeg ville ikke lige indrømme foran hende. Jeg hadede virkelig, når andre havde ret. "Du kunne bo hos Chad og jeg. Bare i et stykke tid," sagde hun stille.

"Hvad?" spurgte jeg og var ikke helt sikker på, om jeg nu hørte rigtigt.

"Chad og jeg har brug for nogle venner og der er ret tomt i vores lejlighed ... Vil du ikke nok bo hos os?"

Jeg hoppede op fra gulve, låste op, åbnede og sprang hen til hende. "Mener du det?" spurgte jeg.

"Hvorfor skulle jeg ellers sige det?" spurgte hun og jeg slog armene om hende. Jeg krammede hende meget kort og trak mig hurtigt væk fra hende.

"Okay, ad. Din parfume er altså alt for sød." Jeg rynkede næsen og følte mig lidt uhøflig, men hun grinede bare af mig; hun respekterede mig.

"Lad os tage hjem til os. Du har siddet her inde hele skoletiden at du ved det, så vi har fri nu." Hun hev blidt i min arm. Hun virkede for sød til at tage i mod mig, men hun var min eneste chance. Hun ville hjælpe mig.

"Hvem er Chad?" spurgte jeg, da vi stoppede op foran en halvstor sølvgrå bil. Det var ikke en af de dyrer biler, men heller ikke de billige.

"Øh ..." mumlede hun. "Vil du ikke nok være sød i mod ham? Han har haft et hårdt liv." Hun åbnede døren for mig. Der duftede af frisk luft og vingummier inde i bilen. Ret mærkeligt.

"Hvem er han?" spurgte jeg utålmodigt.

"Ham der der "stirrede" på dig," sukkede hun og lavede gåseøjne med fingrene.

"Ham den frække?" spurgte jeg og hev hætten ned, mens jeg samlede mit lange, lyse hår i en knold.

"Ham den frække?" grinede hun og rystede på hovedet. "Det ved jeg ikke helt. Han styrketræner hver dag, så måske."

"Chad den frække," mumlede jeg og i det samme blev bildøren bag i åbnet. "Du ved, ham der fra England," skyndte jeg mig at sige, da jeg lagde mærke til, hvem der satte sig ind.

"Det må være mig, du snakke om," lød en fin, nuttet stemme bag i.

"Har jeg fortalt, at Chad kommer fra England?" spurgte Rachel med et stort smil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...