Blodet fra rosen 2. (JDB)

Det her er 2'eren af På dybt vand, siden den var så nem at skrive. Hvor regnbuen ender er for svær at skrive på, så jeg har valgt at slette den og skrive på denne i stedet.

9Likes
90Kommentarer
3916Visninger
AA

2. 2.

Jeg mumlede et eller andet. Det var en blanding mellem et lavt skrig og et hulk og kun meget lidt af min stemme kunne høres. Han tyssede på mig for at berolige mig. Et eller andet sted inden i, blev jeg helt rolig, da han hviskede mit navn igen og igen. Det lød meget bedre end min vuggevise.

Det føltes, som om vi ikke havde set hinanden i tre år. Han havde ikke besøgt mig på hospitalet, ikke ringet, ikke skrevet, ingenting. Ingen havde besøgt mig.

"Det er okay," sagde han igen og igen. Jeg vidste ikke, hvad der var okay. Mit liv? Mit udseende? Alt? Hvis han mente det, tog han fejl.

Jeg lagde mærke til, at han undgik at røre mig. Måske fordi jeg var klam og ulækker, eller fordi han ikke ville røre min skrøbelige krop. Sikkert, fordi jeg var grim. Jeg lignede et misforster. Jeg burde ikke engang leve. Jeg ville elske at se mig død på bunden af vandet. Det ville alle.

Livet var uretfærdigt, men et eller andet sagde, at det bare var hævn. Over hvad, vidste jeg ikke. Jeg ville ikke vide det.

Jeg turde ikke kigge på Justin. Måske græd han, måske smilede han. Jeg sad og hulkede så det gjorde ondt i maven. Min hals havde bundet sig til en knude og jeg kunne næsten ikke få luft.

Det gav et sæt i mig, da han kørte sin hånd forsigtigt op af min hals og undgik at røre mine ar og op til min kind, der ikke havde ar. Han drejede mit hoved og tvang mig til at kigge på ham. Jeg kunne ikke se på ham gennem tårer, men da jeg blinkede og de faldt ned af mine kinder kunne jeg se, at han græd. Om han altid havde grædt i den tid han havde været her havde han nok ikke. En tåre trillede ned af hans kind, ned af han kæbe og faldt ned som smertefuld gift på min hånd. Det var håb, der trillede ned af kinderne på ham, men på en eller anden måde var det også alt andet en håb også.

"Jeg er ked af det, Grace. Jeg ..."

"Nej ..." afbrød jeg ham. Jeg vidste godt, hvad han ville sige. Jeg ville ikke høre det. Jeg ville ikke høre, at mit håb var væk. At jeg var overladt til mit liv helt alene. Mit liv, der var smadret, knust, kastet frem og tilbage og sprøjtet blod på.

"Jeg troede, at du var død. Jeg troede, at jeg aldrig ville se dig igen ..."

"Nej ..." sagde jeg lidt højere. Jeg hulkede lavt, da han kiggede mig direkte i øjnene.

"Grace, jeg har fundet en anden."

 

 

Jeg havde vugget, grædt og nynnede mig selv i søvn. Jeg havde mareridt hele natten. Om vand, der var blodrødt. Om blodrøde bølger, der slikkede sig op ad sandet. Om roser, der var i et badekar med blod i. Om en rose i vandet, grå og grim og som forlod sin røde farve i vandet. Om mig, der faldt ned på bunden og forlod min skønhed i vandet og lå der grå og grim. Om en rose, der hang i loftet og blødte. Det lød hult og tomt, hver gang blodet drypper ned på gulvet i en fast rytme igen og igen og igen og igen ...

Jeg vågnede op til et mørkt værelse. Det var stadig nat. Klokken to, måske. Jeg vidste det ikke.

Jeg kravlede rundt på gulvet og ledte efter lys. Det eneste, jeg fandt, var min mobil. Med rystende hænder tændte jeg den. Det skarpe lys lyste direkte ind i mine øjne og jeg var nød til at vente et par minutter, før jeg kunne se ordenligt på skærmen. Jeg gik ind i kontakter og fandt helt tilfældig Mikes nummer.

"Hallo?" sagde en træt og hæs stemme i den anden ende.

"Mike," sagde jeg. Jeg tørrede en tåre væk og klemte min mobil hårdt ind til øret.

"Hvem snakker jeg med?" spurgte han og jeg hørte ham knase et eller andet.

"Grace," hulkede jeg. Jeg kiggede rundt i det mørke værelse.

"Grace?" sagde han forvirret.

"Din veninde. Kan du ikke huske mig?" En smerte bredte sig ved min arm. Jeg havde kradset i mig selv.

"Nårh ... Bare dig?" Mike var ikke det største håb, men det gjorde alligevel ondt, at han var ligeglad med mig. "Hør her, Grace. Klokken er tre om natten, og der er altså nogen, der skal i skole i morgen. Det kan godt være, at du ikke skal i skole i morgen ligesom de tre andre måneder, hvor du ikke har været i nærheden af skolen." Han vidste det ikke. Han vidste ikke, at jeg var med i ulykken. Han vidste intet.

"Jeg er blevet bidt," hulkede jeg og prøvede at stoppe mine tårer.

"Har du bidt dig selv igen?"

"Nej ... Af en haj."

"Aha."

"Justin er skredet. Eller, jeg ved ikke, hvor han er. Skredet, bag mig, død, jeg ved det ikke!" Jeg vuggede mig frem og tilbage, inden jeg blev totalt sindssyg og prøvede at berolige mig selv. 

"Du sindssyg," mumlede han.

"Hvorfor er du ligeglad med mig?" græd jeg. "Jeg bløder," skreg jeg næsten.

"Det er, hvad hård sex gør," sagde han bare.

"Lad være. Hvorfor er du ligeglad med mig?"

"Hvorfor jeg er ligeglad?! Du er ligeglad med alt og alle!"

"Jeg ..." sagde jeg, men blev afbrudt af en bib-lyd. Jeg kastede min mobil væk og gemte mit hoved bag mine hænder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...