Blodet fra rosen 2. (JDB)

Det her er 2'eren af På dybt vand, siden den var så nem at skrive. Hvor regnbuen ender er for svær at skrive på, så jeg har valgt at slette den og skrive på denne i stedet.

9Likes
90Kommentarer
3748Visninger
AA

1. 1.

Det store spejl var foran mig, selvom jeg ikke ville se på mig selv. Jeg burde tænke på smerten, der dunkede under de store ar som lægerne ellers sagde ville fjerne sig med tiden. Jeg vidste godt, hvad sandheden var; de ville aldrig gå væk, kun lige det tykke lag sår, der beskyttede mine ar.  

Jeg kiggede på mig selv efter to måneder, hvor jeg havde ligget i koma og tre ugers genoptræning.

Jeg var endelig kommet hjem og Justin sad i sengen bag mig og havde ikke sagt ét eneste ord til mig efter ulykken.  

Jeg var ved bryde tudende sammen, da jeg kiggede på mine ben. Mine skinneben fik kun nogle små ar, der sikkert snart ville skride væk fra mine ben. Mine lår  havde sikkert lignet kæmpe, åbne sår med blod, der flød ud som et vandfald, da jeg kom direkte ind på hospitalet.

Mine arme var der heller ikke sket noget med, kun den højre. Jeg havde et stort ar til skulderen og ned til albuen. Jeg turde ikke bøje albuen, for jeg var alt for bange for, at aret ville springe op og frisk blod ville flyde ud af mig igen.

Min hals var et godt tegn på, at min overskrop, der var gemt væk i en T-shirt, ville se dobbelt så forfærdeligt ud. Jeg kunne mærke et eller andet mærkeligt under min T-shirt, da jeg strejfede den for at rører det store ar, der gik fra øret og ned langs struben, men ikke over den og stoppede ved kravebenet. Jeg havde et ar over min venstre kind og ellers var der ikke mere galt med mit hoved, andet end at jeg så ødelagt ud.

"Hvor er jeg grim," hviskede jeg, da jeg løftede op i min trøje. Jeg troede aldrig, at jeg ville bryde sammen som en tudende baby, og så endda foran Justin. Jeg så forkert ud. Jeg lignede et misfoster, en alien fra en fremmed homo-planet. Mine ribben var gemt væk bag tusind ar og min mave så så forfærdelig ud, at jeg var nød til at trække trøjen ned igen, inden  jeg fik billeder af mig selv ind i hovedet fra for næsten tre måneder siden. Hajen havde gået direkte mod min mave. Mit bryst havde kun fået nogle få skrammer, ellers var min mave helt forkert. Og sådan ville den altid være. Jeg måtte leve anderledes.

Mit liv var allerede ødelagt. Jeg brød sammen på gulvet, og det føltes, som om jeg virkelig græd mine øjne ud, for pludselig mærkede jeg mine egne øjne i mine hænder, men det var bare en helt masse tårer.

Justin var mit eneste håb for at få et nogenlunde normalt liv. Han var som et smukt, skinnende håb der i sengen, men jeg vidste allerede, at mit eneste håb var væk. Han ville ikke have mig. Han ville slet ikke se på mig. Jeg kunne se det i hans øjne, der brændte hver gang han kiggede på mig, men han kiggede kun i to sekunder. Han vidste allerede sandheden om mig, så selvfølgelig gad han ikke hjælpe mig. Han behøvede ikke engang sige det til mig. Jeg vidste det, ligeså meget som jeg vidste, at mit liv lignede en stor omgang pis og lort.

Jeg skreg, hev mig i håret, rev i min ar, så blod dryppede ned af dem og græd som bare fanden, mens Justin så tavs til.

Mit eneste ønske var, at ham redningsmanden aldrig havde reddet mig. Han skulle ikke springe i vandet og skubbe de bøsse-hajer til side og hive mig op af vandet. Det var min egen, lille livsende som han skulle afbrøde. Mit smukke øjeblik, der skulle gøres til et mareridt.

Jeg var ligeglad med smerten i mine ar. Jeg ville bare dø. Væk fra denne verden. Der var alligevel ingen, der elskede mig, så ingen ville savne mig. Helved eller Himlen, genfødt som en regnorm, jeg var ligeglad. Bare væk.

Jeg krøllede mig sammen til en lille kugle, prøvede at berolige mig selv og vuggede mig selv frem og tilbage. Jeg sang en lille vuggevise, håbede den gjorde mig træt og at jeg så ville falde i søvn og aldrig vågne op igen. Jeg faldt aldrig i søvn eller noget i nærheden af det, men blev ved med at nynne en eller anden sørgelig melodi.

Jeg vidste ikke, om Justin var her, men jeg turde ikke kigge op. Jeg turde ikke kigge på det tomme værelse og finde ud af, at mit håb var væk. Og det værste af alt; høre hoveddøren smække i med samme lyd som mit sidste hjerteslag.

Jeg nynnede flere sange, igen og igen, sange jeg ikke kendte. Jeg kunne fortsætte sådan resten af livet, bare ligge her og vugge mig selv til døde. Jeg sang om en lille dreng, der døde i en traffik ulykke og en, der hostede hele tiden. Jeg vidste ikke, hvorfor han hostede hele tiden, men han talte aldrig. Jeg sang også om en rose, der faldt ned i noget vand og farvede vandet rødt. Blod rødt. Som om dens farver blev hevet ud af den og forlade den grå og grim.

Hvis jeg bare aldrig havde sprunget i vandet. Eller hvis ham der redningsmanden lod mig være. Jeg ville bare lade dem kigge på mig, se mig farve vandet rødt og til sidst se mig grå og grim ...

Jeg turde ikke tænke den tanke, at Justin helt sikkert var væk. Han skyndte sig sikkert væk, løb og skreg og aldrig se mig mere.

Jeg sukkede højt, et langt suk, et tungt og forgrædt suk, men også lettet, da jeg hørte Justins vejrtrækning ved siden af mig. Tæt på, som om han var inden i mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...