E123

Historien om en pige og hendes uhyggelige skæbne til intethed.

One-shot.

4Likes
3Kommentarer
1385Visninger

1. E123

 Den monotome dryppen er den eneste lyd, som kan høres. Her er der intet sollys, som kan reflekteres i de grumsede vanddråber. Jeg ser ned på mine handskebeklædte hænder, men jeg kan kun skimte omridset af dem i det tunge mørke. Hvordan havnede jeg her? Jeg tager mig med krampeagtige bevægelser til hovedet. Jeg har stillet et spørgsmål, som kun vækker smertefulde minder.

 

 Jeg levede på gaden. Mit hjem var i gyderne imellem alt metalskrottet og ting, som videnskaben havde smidt væk. Når mennesker kom her, var det mest for at droppe 'fejl' af. Teknologi som ikke var vellykket.

Det havde været en dag som alle andre. Jeg sad under skyggen af en gammel blikplade, da jeg havde hørt fodskridt. Nysgerrigt stak jeg mit hoved ud for at se, hvem lydene tilhørte. To mænd klædt i jakkesæt kom gående, og jeg kunne høre dæmpet tale. ”Er det her der var blevet set en efterladt pige?” mumlede den ene. ”Hold nu bare kæft og lad vær' med stille så mange spørgsmål” snerrede den anden tilbage.

Jeg krøb tilbage i skyggen af mit skjul og trak knæene op under hagen. Mit hjerte bankede så højt, at jeg var bange for at de kunne høre det. Var de kommet efter mig? Jeg lukkede øjnene hårdt i.

”Buh” hørte jeg en mørk stemme sige, og jeg åbnede øjnene for blot at se en høj skikkelse stirre ind i min lille hule. Den ene mand greb hårdt fat i min arm, og skrigende blev jeg trukket ud af mit skjul.

”Pigen har energi” brummede manden, hvis fingre borede sig ind i min overarm, imens jeg vred mig som en ål.

”Så kan det være hun overlever lidt tid” mumlede den anden, og jeg hvæsede af ham. ”Hold kæft lille pige” svarrede han igen, og jeg mærkede en hård næve mod min kind.

 

 Vi var blevet ført væk som dyr. Transporteret til et sted vi ikke kendte og ikke vidste hvor var. Jeg kan stadig huske den knugende sult og frygt, der altid hang over mig samt alle de andre børn. Vi var alle sammen flok, som ingen ville savne. Forældreløse, kriminelle, efterladte... noget af broget folk, som alle var fra bunden af samfundet.

 Jeg havde ikke styr på, hvor mange dage der gik, men på et tidspunkt var vi ved vores destination. Vi blev smidt på gulvet, og svimmelheden fra sult og træthed var overvældende.

”Rejs jer!!” en stemme buldrede ud over os, og jeg løftede hovedet og så på en kraftigtbygget mand med et hårdt udtryk mejslet ind i hans allerede grove træk. Med en anstrengende bevægelse kom jeg op at stå og kunne se ud af øjenkrogen, at de fleste andre gjorde det samme.

”På række!” den store mand kom med endnu en ordre, og vi makkede hurtigt ret. Han gik forbi os, imens han tydeligvis bedømte os.

”Fra nu af er hvem I var før ligegyldigt! Her er I intet andet en jeres kode” han talte langsomt for at være sikker på, at alle var med. Der gik et ryk igennem min krop, da der blev presset en maskine mod min hud. Jeg fik store øjne, da jeg så, at den kom ned oppe fra loftet, men overraskelsen blev hurtigt udskiftet med smerte. Lugten af brændt hud fyldte luften, og rundt omkring kunne jeg høre råb. Kun en klagende lyd passerede mine egne læber, da maskinen slap sit tag fra min skulder. Jeg kastede et blik ned på min skulder, hvor der nu var en kode svedet ind.

”Dig der, hvad hedder du?” den kraftige mands stemme vendte min koncentration mod ham igen. Han havde rettet en sværd lignende genstand mod en spinkel dreng, som stod to pladser fra mig.

”M-martin” stammede han. Jeg så ikke selve bevægelsen, men på under et sekund piblede der blod frem fra drengen fingerspidser. Hele rummet synes at holde vejret, da Martins afskårne fingerspidser ramte gulvet. Rystende bevægede han sin hånd op, hvor han kunne se den, og han mund åbnede sig lydløst. Så fandt et højt skrig sig frem fra hans hals, og jeg havde lyst til at holde mig for ørene, da den hjerteskærende lyd fyldte rummet.

”Dig, hvad hedder du?” manden spurgte den næste i linjen, og pigen så rædselsslagent på ham. ”...Mina” hendes ord var blot en hvisken. Så fyldte også hendes skrig rummet, og jeg så som forstenet til, da hendes hænder ramte jorden med en klam lyd, imens rent rød blod badede gulvet. Jeg holdte vejret, da den metalliske lugt hang kvalmende i luften.

”Og dig?” han gik videre til den person, som stod lige ved siden af mig. Jeg kunne se hvordan den stakkels dreng rystede kraftigt, og i langt tid sagde han intet. ”Dave” svarede han til sidst, og jeg skulle tage mig sammen for ikke at kaste op, da hans blod ramte mig. Han faldt sammen på knæ, imens hans underarme manglede. Endnu et skrig fyldte rummet, og jeg kunne mærke frygten i hele kroppen. Som en hjort fanget i lyset af bilensforlygter, stirrede jeg fangst på den faretruende mand, som nu gik over mod mig. ”Hvad hedder du, min pige?” hans stemme sendte kuldegysninger igennem hele min krop, og jeg sænkede blikket mod gulvet. En rød flydende masse var det eneste, jeg så. Mit spejlbillede stirrede tilbage på mig i pølen af blod, og mit blik faldt på min skulder. E123. Jeg vendte blikket op mod manden igen.

”E123” svarede jeg med en stemme, som ikke reflekterede nogen følelse. Et kort smil gled over mandens hårde ansigt, og han nikkede blot som svar. Da vi fik lov til at gå hen til de små celler, vi havde fået udleveret, faldt jeg blot på knæ. Der gik en krampetrækning igennem mig, og min mavesæks indhold blev tømt ud over gulvet. De øjne jeg tidligere havde mødt i spejlbilledet var tomme. Jeg vidste på det tidspunkt, at jeg var kommet til helvede, og jeg kunne aldrig helt slippe væk.

 Vandet rammer endnu en gang gulvet og trækker mig væk fra fortiden. Hvis jeg stadig kunne græde, ville jeg nok græde lige nu. Men jeg græder ikke længere. Jeg har ikke et navn længere. Jeg er bare en, som udfører statens beskidte arbejde. Jeg er for syndfuld til at være et 'menneske'. Jeg er en dukke, som udfører min førers ønske. Jeg varsler kun død. Igen ville føle et tab, hvis jeg forsvandt. Men alligevel holder jeg fat i livet, som en igle der suger blod. ”Her er navnet på det næste 'mål'” en skikkelse overrækker mig et brev, og jeg flænser det op med min lille kniv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...