A Heart of An Angel.

Da Elisabeths bedste veninde dør, tager det hårdt på hende. Sorgen er stor, og håbet er ved at være udslukt. for der er ingen der forstår hendes frustration, hendes store sorg. Det er længe siden nu, men alligevel er intet blevet bedre..

3Likes
6Kommentarer
1251Visninger

1. ..

Forglemmigej. Den spinkle blomst med de smukke blå blade var næsten vissen. Jeg fældede en tåre da jeg så på den kolde, triste grav. Angels grav. Min bedste venindes grav.. Jeg var den eneste på hele den store, forladte kirkegård. En ravns rustne stemme faldt i underlig harmoni med den deprimerende kulde kirkegården bragte. Næsten ligesom i de film jeg plejede at se med hende.

"Vi vil altid elske dig, ligemeget hvad." - Det var hvad der stod på hendes gravsten. Jeg lukkede øjnene og tænkte tilbage. Det var et halvt år siden hun blev begravet. Død af en 'mindre farlig' hjertefejl. Jeg husker den sidste dag med hende. Hun lå på et hospital. Hun føltes ikke syg. Snarere fortvivlet. Som om hun stadig ikke havde forstået hvad der skete. Stadig ikke forstod at hun skulle dø. Det var virkelig typisk hende. Overhovedet ikke at fatte en brik, i situationer der har betydning overfor hendes tilværelse. "Linnea?" havde hun sagt. Hendes stemme var prøvende. Jeg svarede ikke, men hun ignorerede min bedrøvede sindsstemning, som om hun ikke havde forventet et svar. "Dør jeg nu?"spurgte hun med sin klokkeklare, feagtige stemme. Heller ikke det havde jeg svaret på. Igen samme reaktion fra hendes side. "Vil du stadig holde af mig, når jeg er død?" spurgte hun. Dét spørgsmål var tilgængæld kommet som et chok for mig. "Jeg.. Hvad mener du?" havde jeg forvirret spurgt. Hun havde kigget på mig med et blik der føltes ukendt. En blanding af frustration, sorg, og forvirring. Det så forkert ud i hendes fine lille ansigt. Hun sukkede, og sagde lavt "du besvarer ikke mit spørgs.." Men nåede ikke at sige mere. Et højlydt gisp var kommet fra hende, efterfulgt af en øredøvende stilhed. Det var den sidste sætning hun nogensinde fik sagt. En masse læger var kommet styrtende ind, og havde uden held prøvet at få liv i hende igen. Jeg havde kvalt et skrig, mens jeg forgæves prøvede at huske hvordan man trak vejret. Jeg var besvimet. Det sidste minde jeg har om hende er ulykkeligt. Koldt. Det sidste minde, det eneste minde jeg har om hende er et dødt minde. Og det skal tages ret bogstavligt. Nu kan jeg kun huske hvordan hendes livløse krop. Ligbleg, og fordybet i tanker; det var nok den bedste definition på hendes ansigt. De fine træk der før havde fyldt hendes ansigt med glæde og håb, var nu fortrukket i smerte. En evig smerte. Psykisk smerte.
Jeg havde jo vidst fra begyndelsen at det ikke ville være klogt at blive tæt knyttet til en person som hende. Ikke på grund af hendes sprudlende, men stadig sære personlighed, men på grund af hendes svage helbred. Jeg vidste jo godt at des bedre jeg kendte hende, des mere ville en permanent adskillelse gøre ondt. Livets eneste virkelige adskillelse. Dødens adskillelse.

Da jeg kom tilbage til virkeligheden, kom jeg også tilbage til den kolde kirkegård, hvor alle vil ende deres dage. Mørket var for alvor begyndt at tage til, og det var uden jeg havde mærket det, begyndt at regne. De små kolde dråber faldt ned over mine kinder, og lagde sig i samme bane som mine tårer. Jeg havde stået her i flere timer, havde håbet og bedt til at der ville ske et mirakel. Jeg knælede rank for at lægge en ny buket roser, ved siden af det kort jeg havde lagt, for nogle få dage siden.

Jeg kunne allerede høre min mors bekymrede stemme for mig. Hun hadede når jeg var ude så længe. Hun sagde at jeg burde lægge fortiden bag mig, og starte på en frisk. Mente at jeg skulle glemme hende. Hun fattede ikke noget. Hun ville aldrig kunne nå ind til mig. Aldrig nogensinde...

"jeg savner dig.. Jeg savner min engel.." hviskede jeg sagte. Min stemme knækkede over, og jeg prøvede på at holde gråden tilbage. "hvil i fred.." havde jeg sagt, men min stemme var som taget af vinden, og holdt tilbage af min egen modvilje.
Tårene løb ned af mine allerede våde kinder, og lagde sig i samme baner som regnen, da jeg i stilhed vendte mig for at give hende fred.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...