Begravelse

Ja.. ved ikke lige hvordan den skal beskrives, læs den!
Ved godt der er stave fejl ;)

5Likes
7Kommentarer
944Visninger

1. 1

Skoene var så blanke, at jeg kunne spejle mig i dem, det var underligt. Mine øjne så så friske ud, ikke et eneste spor af de tusinder, nej nærmere millioner af tåre, der var løbet ned over mine kinder de sidste dage. Hun var væk nu, jeg tror ikke det var gået op for mor og far, de gjorde som de plejede, opførte sig som de plejede og var helt dem selv. Jeg blev trist når jeg tænkte på, at de bare lukkede hende ude, hun var en del af mig, en del af dem, en del af os og det ville hun altid være!

 

 

Hun kom kravlende ind på værelset. ”Hej Minna, kommer du der!” Minna var hendes navn, jeg elskede og misundte det, jeg havde selv valgt det. Jeg havde været så stolt, da de sagde at jeg måtte navngive hende. Jeg tog hende op i mine arme, hun havde det største smil på læberne, det var et lidt frækt smil, som om hun havde lavet ballade. ”Hvad har du nu lavet din bandit!” Grinede jeg højt. Men svar det fik man aldrig, bare en masse baby pludren, det var svært at være sur på hende, hun var så, så…

 

”Line, Line, Line!” Jeg kiggede op, far stod der og så så bekymret ud. ” er du okay lille skat?” Spurgte han, ”ja, jeg har det fint far.” Han nikkede som svar og gik ud ad hoveddøren, min mor var allerede gået, hun ville plukke en buket roser i haven, til at ligge på hendes kiste. Jeg kiggede på mig selv i spejlet en sidste gang. Den sorte kjole, det sorte hår, de sorte sko. Det var så dystert, jeg var normalt et meget farverigt menneske, der elskede at gå i det underligste tøj, men siden hun døde. Havde de eneste farver jeg kunne drømme om at gå i, været sort, grå og hvid. ”Se mig nu! Se mig, jeg er så trist at det nu kan afspejles i mit tøj. Hvorfor skal livet være så uretfærdigt? Jeg forstår det ikke. Jeg elskede hende så højt! Og nu er hun her ikke mere.” En høj skinger dytten rev mig ud af mine tanker. En enkelt tåre løb ned af min kind, sikkert den sidste jeg havde tilbage, den landede midt på hendes ynglings bamses bryst. Jeg samlede den op, knugede den ind mit bryst og gik ud.

 

 

Jeg tog hende med ud til mor i køkkenet, ”nu har hun lavet ballade igen mor!” Sagde jeg, jeg prøvede at lyde alvorlig, men det lykkedes ikke rigtig. Mor vente sig om, ”ja, det tør siges!” Grinede hun høj måske lidt for højt. For der kom far, og så var jeg også færdig af grin. Den lille bandit havde smurt mors røde læbestift i hele fars hoved, han så uforstående på os. Gik ud i gangen hvor vi havde et stort spejl, lidt efter kom han tilbage. Han så meget alvorlig ud, ”hvem har gjort det?” Spurgte han. Minna begyndte at grine højlydt, på hendes egen charmerende måde. Så far ikke kunne holde masken og brød ud i en høj, dyb latter.

 

”Line, Line, Line hallo!” Nu var det mor der kiggede undrende på mig. ”Hvad tænker du på lille skat?” Spurgte hun, ”ingenting mor, det er ikke noget,” svarede jeg, men kunne dog ikke skjule det lille smil, jeg havde på læben. Jeg kiggede ud af vinduet, med et var jeg trist og dyster igen, foran os kørte rustvognen med hende i. Hendes død var kommet som et chok for os, måske især mig. Hun havde været frisk og livsglad til det sidste sekund hun levede. Hun havde en meget sjælden hjerte sygdom havde lægerne sagt. Der var ingen der ville have kunnet forhindre det der var sket, hendes hjerte var allerede så dårligt da hun blev født, at hun burde have været død, bare en uge efter fødslen. Men Minna var stærk, meget stærk endda. Hun blev to år og en uge. Det var først da hun døde at lægerne opdagede det med hendes hjerte. I princippet burde jeg vel egentlig være vred på dem, måske endda hade dem, for ikke at have opdaget, at Minna havde et så dårligt hjerte. Men det var mig selv jeg var sur på, vred på, faktisk hadede jeg nærmere mig selv, det havde jeg gjort siden den dag vi fik af vide hvad der var dødsårsagen. Jeg følte at jeg burde have set nogle tegn, eller bare et eller andet der kunne have redet hendes liv. Inderst inde ved jeg jo godt, at det ikke var min skyld, men det hjælper ikke på hvad jeg føler. Nu pressede tårerne sig på igen, jeg kunne ikke holde dem tilbage længere, jeg var alt for svag. Jeg brød sammen. Mor og far kiggede på mig, sagde ikke noget kiggede bare.

 

 

Jeg stod ekstra tidligt op, fandt mit mest farverige tøj frem og tog det på. Jeg stak hånden ind under sengen, fik fat i en lyserød bamse. Neden under var mor i gang med at lave morgenmad. Jeg fandt gave papir og bånd frem, ti minutter senere var jeg tilfreds med indpakningen. Det var lyserødt gave papir og et lyseblåt bånd. Jeg gik ud til mor i køkkenet, far var også kommet op nu. ”Er i klar?” Spurgte jeg, de nikkede sammenstemmende, vi gik ind på Minnas værelse. ”I dag er det Minnas fødselsdag, hurra, hurra, hurra. Hun sikre sig en gave, som hun har ønsket sig i år med dejlig chokolade og kager til,” sang vi i kor. Den lille charmetrold vågnede med et smil, der gik fra det ene øre til det andet. Jeg satte mig sammen med hende i hendes seng, inden jeg overhovedet havde nået at sige eller gøre noget, havde Minna taget gaven fra mig og var i fuld gang med at pakke den op. ”Hov, hov Minna sådan gør man ikke når man er to år,” sagde mor med et smil på læben. Minna kiggede bare på hende med et blik der sagde: ”Men den er jo til mig.” Hun var hurtigt tilbage i pakke gaven op tanken. ”iiiiiiiiiiih!” Kom det fra Minna, da hun havde fået bamsen ud. ”Kan du lide den?” Spurgte jeg. Hun svarede med endnu et ”iiiiiiiiiiih!” ”Det tager jeg som et ja” sagde jeg.

 

Jeg kom tilbage til virkeligheden, da jeg hørte lyden af grus under bilen. ”Minnas to års fødselsdag er en dag vi aldrig må glemme” sagde jeg, mor og far kiggede overrasket på mig. ”Ups sagde jeg det højt?” Sagde jeg lidt forlegen. ”Du har ret min skat, den dag må vi aldrig glemme,” sagde min mor. Vi steg ud af bilen og gik hen mod kirken. Det var den smukkeste kirke, jeg havde set i mit liv, den passede til Minna, som var den smukkeste lille pige, jeg havde set i mit liv. Alle dem der skulle med til begravelsen var ankommet. Mor og far gik forrest op ad kirkegulvet, jeg kom lige bagefter. Vi stoppede ved kisten, mor lagde blomsterne på kisten og satte sig, far hviskede et eller andet ingen kunne høre, og satte sig derefter. ”Så er det slut lillesøster, vi skal ikke ses igen,” hviskede jeg lagde bamsen på kisten, over hendes hjerte. Da jeg havde sat mig begyndte ceremonien. Da præsten var færdig, kaldte han mig op. Jeg havde ønsket at sige et par ord om Minna. Jeg rejste mig og gik op til Minnas kiste.

 

 

Mor var taget ud for at handle og far var på arbejde, så jeg skulle passe Minna i en times tid. Det gjorde mig ikke noget, jeg elskede at være alene sammen med Minna. Vi sad på stuegulvet og legede med legoklodser. Da telefonen ringede, jeg gik ud i køkkenet for tage den, Minna legede videre inde i stuen. Det var mormor, vi snakkede i fem minutter eller noget i den dur. Lige som jeg lagde røret på, lyder der et ordentligt bump inde fra stuen. Jeg løber der ind, Minna ligger livløst oven i klodserne. Inden jeg overhovedet var noget hen til hende, vidste jeg det. Minna var død! Jeg sad med hende i skødet indtil mor kom hjem. Jeg græd ikke, nej, jeg vuggede hende frem og tilbage, mens jeg sang for hende.

 

Det gav et sæt i mig, mor havde lagt sin hånd på min skulder. ”Er du sikker på du kan klare det?” spurgte hun bekymret. Jeg nikkede, og hun satte sig ned igen. ”Vi er her for at sige farvel, men jeg vil ikke sige farvel, jeg vil sige på gensyn. Minna var min søster, jeg elskede hende højere end noget andet! Jeg vil aldrig glemme hende. Jeg vil tænke på hende hverdag, mindes hende hverdag, elske hende hverdag og sidst men ikke mindst ære hende hverdag. Hun gjorde mig til den jeg er i dag, gjorde vores familie til den, den er i dag. Det skal hun takkes og mindes for. Hendes liv var alt for kort og hendes død kom som et chok. Men lige meget hvad vil vi altid elske hende, vi vil altid elske dig lillesøster, jeg vil altid elske dig Minna!” Jeg bøjede mig ind over hendes kiste og begyndte at græde, nu var det hele slut, hendes liv var slut.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...