Kærlighed ved første blik♥JDB 4

Ramona og Justin er efter to ulykker sammen igen - eller det tror de. Det hele går galt for dem - igen, og spørgsmålet om det virkelig er de to kommer igen og igen. For ikke nok med det går galt for dem, sker der også en virkelig slem katastrofe som næsten for Ramona til at dræbe sig selv. Og endnu dårligere er, at Ramona måske finder følelserne fra en anden person frem igen? Hvem ved. Altså kan ske, når Ramona skal overleve i telt med sin søster, samt Justin som skal holde styr på sin elskede karriere.

57Likes
628Kommentarer
12630Visninger
AA

19. Sedlen, som kun bringer tårer frem

Et bank på døren – som blev til flere – afbrød mig i min sangskrivning. Jeg manglede kun at skrive få ord ned, og så ville jeg endelig være færdig. Jeg var meget glad, for jeg var virkelig tilfreds med den, og det beskrev bare rigtig meget lige nu. Uden at sige noget, ventede jeg på personen som havde banket – sikkert min mor – ville åbne døren, og fortælle det personen skulle. Ingen overraskelse var det, at min mor åbnede døren og stak hovedet ind. Remmen som sad på min guitar, tog jeg overhovedet og lagde blidt guitaren ved min højre side, og smilede så til min mor. Derefter kom hun ind, og lukkede døren, satte sig ned ved siden af mig, og smilede så også. ”Jeg har skaffet dig et interview” sagde hun smilende og tog en hårlok bag øret, da den sikkert irriterende hende. At sidde og snakke med min mor – selv om vores samtale ikke rigtigt var begyndt – var noget jeg elskede rigtig meget. Bare at bruge kvalitets tid med en af de personer jeg elsker mest. ”Hvornår” spurgte jeg automatisk, mens mit smil stadig var på mine læber. ”I morgen, faktisk” sagde hun forsigtigt. Mit smil blegnede ikke, tvært i mod. Nu hvor jeg vidste hvad de sidste linjer på sangen skulle være, glædede jeg mig kun til at synge den for et publikum, og ikke mindst Ramona.

”Lyder super” sagde jeg, mens jeg beundrede min mor. Hun var en fantastisk kvinde, som man ikke kunne andet end at elske. Hendes let krøllede brune hår, hang let ned over hendes skuldre, mens hendes mascara sad perfekt på hendes lange vipper.  

”Jeg må gå igen, har en masse ting at skulle” sagde hun hurtigt, kyssede mig på panden og rejste sig så op. Jeg smilede til hende, mens hun forlod mit værelse. Hun var virkelig en fantastisk person, og jeg ville ikke miste hende. Uden der var gået to sekunder, efter hun havde forladt mit værelse, tog jeg min guitar og hørte om strengene stemmede. Det gjorde de selvfølgelig, men jeg havde også stemt dem for godt og vel en time siden. Min venstre hånd formede sig til en a-akkord, og videre til en g-akkord. Lyden i sig selv lød godt, ville jeg selv mene. Jeg fik sunget ned til der, hvor der ikke stod mere tekst, men det stoppede mig ikke. De linjer jeg manglede og udfylde, vidste jeg præcis hvilke ord jeg ville skrive, så jeg sang bare videre. Lod ordene komme ud af min mund, som var det en normal samtale. Da jeg blev færdig smilede jeg af mig selv, og skrev de sidste linjer. – Min sang var færdig, og allerede nu, kunne jeg den udenad.

Klokken var efterhånden blevet halv elleve, så jeg lagde mig med det samme tid at sove. Med et bump hoppede jeg i sengen, hvor madrassen gav nogle efterbump. Jeg smilede af mig selv, da jeg trak dynen over min krop, og forsigtigt lagde mig på siden. I morgen ville jeg synge sangen til Ramona, og det kunne kun blive godt. Men som min hånd gled ind under puden, mærkede jeg noget. Ikke bare noget, men Ramonas billede og seddel. Af ren refleks tændte jeg min lampe som stod på natbordet og læste sedlen igen. Det var uger siden sidst, at jeg havde læst den her sedl, og at læse den nu, gav mig bare flere tårer i øjnene end første gang;

’Kære Justin.

Justin du er en fantastisk dreng. En dreng som alle kun kan holde af. Din latter, dine øjne, dine læber, dit hår, din personlighed, jeg kunne blive ved. Justin du skal vide, at du er den person i hele denne her verden, som betyder mest for mig. Lige meget om jeg for kærester senere hen, som ikke er dig, så vil du altid være den jeg har elsket mest. Jeg ved ikke hvad der er med dig, men din udstråling har bare ramt mig. Jeg tror jeg er forelsket Justin, men jeg kan ikke selv få mig til at sige det.

Jeg skriver især dette brev, hvis det skulle ske en dag, at vi bliver adskilt. Lige meget hvilken måde vi bliver adskilt på, så har du dette brev fra mig til dig, som altid vil være sandt.’

Det som Helena havde sagt, var virkelig sandt? Ramona elsker mig virkelig, og det mente hun. Som hun havde skrevet, ville den her sedl altid være sang, som jeg håbede inderligt på. Igen kiggede jeg på det smukke billede af hende. Hendes rødbrune hår, som passede perfekt til hendes smukke ansigt. Jeg elskede simpelthen alt ved hende, og det vil jeg altid gøre. Nu var det om at sove, så jeg i morgen kunne fremføre den her sang for hende. Min sang til hende, som forhåbentlig ville føre gode ting med sig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...