Kærlighed ved første blik♥JDB 4

Ramona og Justin er efter to ulykker sammen igen - eller det tror de. Det hele går galt for dem - igen, og spørgsmålet om det virkelig er de to kommer igen og igen. For ikke nok med det går galt for dem, sker der også en virkelig slem katastrofe som næsten for Ramona til at dræbe sig selv. Og endnu dårligere er, at Ramona måske finder følelserne fra en anden person frem igen? Hvem ved. Altså kan ske, når Ramona skal overleve i telt med sin søster, samt Justin som skal holde styr på sin elskede karriere.

57Likes
628Kommentarer
12589Visninger
AA

7. En pause - det er fint med mig!

”Hvad?” stammede jeg stille, da jeg utallige gange havde gentaget det inde i mit hoved. Ville han havde en pause fra mig, hvorfor dog? Nu var vi lige blevet nogenlunde lykkelige, efter han også var kommet så lidt, men så ville han holde en pause! Det kunne han da ikke mene?

”Jeg er ked af det, Ramona. Vil du ikke bare gå” sagde han, og fik rejst sig op. Hans hånd var i få to sekunder stadig i min, men han trak den hurtigt ud af min, og lagde sig i sofaen. Jeg stod bare med åben mund, imens jeg studerede hans bevægelser. Hvorfor? Hvorfor ville han holde en pause fra mig? Jeg forstod det simpelthen ikke.  

”Kun hvis du giver mig én god grund” sagde jeg irriteret til ham, men hårdt blev det ikke, da jeg ikke havde lyst til at råbe af ham – endnu i hvert fald. Justin sukkede stille. Han lå og havde sine ben over armlænet, mens han kiggede op i loftet. Nu ville han altså heller ikke kigge på mig.

”Jeg kan ikke forklare det” sagde han irriteret. Jeg fnøs lidt af det han lige sagde, hvordan kunne det være en god grund, når han ikke kunne forklare det til mig.

”Det er også en god grund, Justin” sagde jeg sarkastisk og pludselig kiggede Justin på mig. Han så sur ud, og lige bag efter rejste han sig da også op. Han tog ikke sine krykker, men kom da hen til mig, men med smerter i ansigtet.  

”Hvorfor pludselig så spydig?” spurgte Justin mig, og jeg undrende mig lidt over hans ordvalg. Jeg blev ret vred på nul komma fem. Selvfølgelig lagde Justin al skylden over på mig, men det var ikke mig, som havde startet! Han havde sagt, han ville holde en pause, men havde ikke forklaret mig hvorfor.

”Stop dog Justin. Det er sku da dig, som startede” sagde jeg hårdt denne gang, selv om jeg ikke følte mig tilpas ved det. Denne gang var det Justins tur til at lave et fnøs, som gjorde mig endnu mere irriteret på ham!

”Vi går ikke i børnehave, Ramona” sagde han og begyndte stille at grine, men jeg kunne overhovedet ikke se det sjove i det.  

”Justin, hvorfor skal du være så irriterende?” sagde jeg meget hårdt denne gang. Justin så ud til t blive overrasket, men samtidig også vred.

”Irriterende? Det er dig som ikke stoler på din kæreste forfanden!” råbte han denne gang, så jeg blev virkelig overrasket. Pludselig råbte han bare af mig! Hvad havde jeg gjort ham? Men det han lige havde sagt, stolede jeg egentlig på ham?

”Jeg stoler på min kæreste, men det ved jeg nu ikke om du er mere!” sagde jeg hårdt og kiggede irriterende på ham. Justin blev meget frustreret over min kommentar.

”Så vi skal måske bare droppe hinanden, eller hvad?” spurgte han hårdt denne gang.

”Ja, det synes jeg ville være en strålende idé!” råbte jeg meget højt. Justins øjne viste irritation og sorg.

”Ved du hvad jeg ønsker mig lige nu?” råbte Justin hårdt og kiggede ondt på mig. Egentlig ville jeg ikke vide det, men alligevel spurgte jeg;

”Hvad?” spurgte jeg ham hårdt.

”Jeg ville ønske, at du var blevet ramt af den lastbil og var død derefter!” sagde han virkelig hårdt denne gang, men det stoppede så min trang til at sige noget. Hvordan kunne han dog sige det! Ønskede han mig død? Straks blev jeg virkelig såret og havde lyst til at græde, men jeg ville ikke vise mine tårer for ham nu. Han havde været ond overfor mig, og var slet ikke noget værd mere. Men det var så hårdt det han havde sagt, så jeg kunne ikke holde tårerne ind, så de løb ned ad mine kinder. Straks blev Justins ansigtsudtryk også ændret, til et som ville sige undskyld, men jeg ville ikke tage i mod hans undskyld lige nu.

”Undskyld. Jeg ved ikke hvad der gik af mig” sagde Justin og kløede sig i håret, men jeg ville ikke tage i mod hans undskyld og vendte bare ryggen til ham.

”Ramona, undskyld” prøvede han igen, men jeg gad ikke kigge på ham. Han havde såret mig dybt – virkelig dybt.

”Justin, jeg tager hjem nu, og du skal ikke regne med, at jeg kommer tilbage” sagde jeg og vendte mig om. ”Så kan du jo hygge dig med Mona ikke?” spurgte jeg ham ironisk og irriteret. Jeg forlod Justin, og gik nu hjem ad.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...