Kærlighed ved første blik♥JDB 4

Ramona og Justin er efter to ulykker sammen igen - eller det tror de. Det hele går galt for dem - igen, og spørgsmålet om det virkelig er de to kommer igen og igen. For ikke nok med det går galt for dem, sker der også en virkelig slem katastrofe som næsten for Ramona til at dræbe sig selv. Og endnu dårligere er, at Ramona måske finder følelserne fra en anden person frem igen? Hvem ved. Altså kan ske, når Ramona skal overleve i telt med sin søster, samt Justin som skal holde styr på sin elskede karriere.

57Likes
628Kommentarer
12630Visninger
AA

8. En flugt plan - som selvfølgelig går i vasken..

”Jeg vil væk, Ramona. Væk fra det her helvede af nogle forældre” hviskede Rosalie grædende til mig. Hun lå i min seng for en gang skyld, da jeg havde været meget nede over det med Justin. Rosalie havde selvfølgelig prøvet at trøste mig, men der var intet der hjalp. Jeg ville bare have den søde, gamle, rare Justin tilbage, men fik jeg det – nej. Han havde sagt, at han ønskede mig død, og det var virkelig hårdt for mig. Ham jeg elskede, elskede åbenbart ikke mig. Men havde han overhovedet det? Hvordan kunne han bare begynde sådan et skænderi over, at jeg havde læst en af hans beskeder fordi jeg var nysgerrig. Jeg var sikker på, at jeg ikke stolede på Justin, han var et paphoved, en idiot og han kunne gøre hvad han vil.

”Jeg tager med dig, Rosalie. Efter det med Justin, kan jeg ikke leve uden dig” hulkede jeg, mens jeg kiggede hende i øjnene. De sidste dages tid, har jeg virkelig indset hvor meget jeg elsker min irriterende storesøster. Selvfølgelig kan hun være irriterende, intet vidende, snobbet og alt det det, men jeg elsker hende virkelig alligevel!

”Lad os stikke af – i nat” sagde Rosalie pludselig og rejste sig fra sengen. Jeg blev lidt nervøs, om hun virkelig mente, at vi skulle stikke af nu og her. Jeg slog dynen væk fra min krop og satte mig op i sengen, Rosalie var smuttet ind på hendes eget værelse, men hun kom hurtigt tilbage med en kuffert.

”Kig i dit skab, så tager vi af sted” sagde vi og smilede forsigtigt. Nervøst rejste jeg mig og åbnede skabet, og der stod en kuffert – min kuffert? Havde hun allerede pakket vores tøj?

”Den her kuffert er fyldt med vores tøj, din er fyldt med telt grej. Jeg har pakket det hele imens du havde travlt med at se til Justin. Jeg kan simpelthen ikke klare det her mere” sagde hun og sukkede. Jeg nikkede ret uforståeligt. Tænk at vi nu ville forlade vores forældre her, og tage væk på egen hånd. Egentlig havde jeg det fint med det, for mine forældre var blevet forfærdelige på det sidste. Ikke bare forfærdelige, men idiotiske og kunne slet ikke holde styr på noget som helst.

”Jeg elsker dig, Rosalie” sagde jeg og løb hen til hende. Hun slap kufferten og vi gav hinanden et rigtigt søsterkram. Jeg elsker hende virkelig, og det er der intet der skal ændre på. Vi er søstre og elsker hinanden.

”Jeg elsker også dig, Ramona” sagde Rosalie og kyssede mig i håret, da hun var et stykket højere end mig. Jeg slap hende og gik hen mod min sorte kuffert. Jeg sukkede stille da jeg tog i håndtaget og rullede den hen af gulvet. Det her kunne være ret risikabelt, da mine forældre sov nedenunder og nemt kunne høre os, når vi fumlede med tingene. Det vidste jeg, at Rosalie også vidste, men vi måtte ud af det her galningsted af et hus. Ned ad trapperne listede vi stille, og løftede kufferterne som virkelig var tunge, eller min var.

”Kom nu, Ramona” hviskede Rosalie, da hun stod og ventede neden for trappen og jeg kun var halvvejs. Jeg rystede på hovedet og kom det sidste stykke, men kom til at sætte kuffert med et højt bump, og straks blev Rosalies øjne store og mine med. Vi kunne vidst begge høre mumlen fra vores forældres værelse – hvad dælen gjorde vi nu? Rosalie pegede mod sofaerne og vi skyndte os begge der over i mod. Kufferterne skubbede vi i lyn hast ind under sofaerne, hvor vi selv fik klemt os ind bag dem, så vi sad klemt imellem væg og sofa. Lyset blev tændt i stuen og jeg kiggede panikslagen på Rosalie. Hvis de opdagede os nu var vi virkelig døde.

”Jeg hørte altså en lyd” kunne jeg høre min mor sige. Hun havde sin skrappe stemme på, som helst ikke måtte nævne mit navn, altså hvis hun fandt os her. Rosalie lavede panikslagne ansigter til mig, men hvad skulle vi gøre, vi kunne kun sidde helt stille. Pludselig kom jeg til at rykke sofaen lidt og man kunne høre en høj lyd, da sofaen ridsede gulvet en smule.

”Pis” hviskede jeg meget lavt, mens Rosalie lavede de mest panikslagne ansigter til mig nogen sinde.

”Okay, der var altid en lyd” sagde min mor, og jeg kunne føle at hun kom tættere på sofaerne. Selv om det her ikke ville ende godt, sad jeg helt stille og håbede på det bedste, men håb kunne ikke redde os lige nu..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...