Kærlighed ved første blik♥JDB 4

Ramona og Justin er efter to ulykker sammen igen - eller det tror de. Det hele går galt for dem - igen, og spørgsmålet om det virkelig er de to kommer igen og igen. For ikke nok med det går galt for dem, sker der også en virkelig slem katastrofe som næsten for Ramona til at dræbe sig selv. Og endnu dårligere er, at Ramona måske finder følelserne fra en anden person frem igen? Hvem ved. Altså kan ske, når Ramona skal overleve i telt med sin søster, samt Justin som skal holde styr på sin elskede karriere.

57Likes
628Kommentarer
12590Visninger
AA

12. At leve i skyggen

Stille gik jeg ned af de øde gader, men hvad havde jeg forventet? Klokken var midt om natten. Heldigvis var jeg den eneste, som skulle bruge noget frisk luft som jeg kunne se det. Der var ingen andre i nærheden, men nu var jeg heller ikke inde i det midtbyen af Seattle. Det var kun gadelygternes skær som viste sig på gaderne. Det eneste jeg ville kunne se, hvis folk løb forbi. Egentlig lidt uhyggeligt, hvis en person sneg sig om bag en og gjorde ting, jeg ikke lige ville tænke på. Egentlig forstod jeg ikke, at lille Ramona som jeg jo var, var gået fra Rosalie i det her mørke, uden at vide hvad der kunne ske. Hele mit liv havde jeg levet i skyggen, men burde jeg egentlig lave om på det? Ændre mig. Det var det eneste jeg kunne gøre, men jeg ville aldrig kunne gennemføre det. Ramona Adams liv vil altid være, at leve i skyggen og være genert. Intet ville ændre det, for jeg ville ikke ændre mig. Jeg havde det fint med at være genert, stille og forsigtigt. Vinden tog fat i mit hår, og da det ikke var sat op, fløj det ind og dækkede mine øjne. Noget der ikke irriterende mig, da jeg bare kunne tage det væk med hånden. Uforventet blev det desværre ved med det, så jeg til sidst virkelig blev irriteret, så jeg tog min hånd, og holdte mit hår stramt, så det sad som en hestehale. Jeg brød mig ikke om at have mit hår sat på, men nogle gange så det bedst ud sådan. Egentlig tror jeg aldrig, at jeg havde vist mig for andre end Rosalie, med mit hår sat op. Den følelse at det strammede, var bare ikke min kop te. Jeg holdte mig til det løse, som kunne flagre stille i vinden.

”Gå væk fra mig, forstå det dog din..” blev der råbt, før at jeg så en pige og en dreng – lidt ældre end jeg selv – stå henne ved en gyde. Lyset fra en af lygtepælene lyste dem op, så man nemt kunne se hvad de havde gang i. Det var uden tvivl pigen som havde råbt, medmindre drengen havde en umenneskelig lys stemme. Lige nu stod drengen og pressede hans læber mod pigens, på en uvirkelig måde, som fik mig til at løbe bag et træ. Først fordi jeg ikke havde lyst til at se det, og for det andet, fordi jeg ikke ville have dem til at opdage mig.

”Linnea, indrøm det. Du elsker mig og min charme” prøvede drengen at sige, men jeg vidste at Linnea ikke ligefrem brød sig om det. Egentlig burde jeg gøre noget. Gå frem fra mit skjul og hjælpe pigen med at komme væk, men på en måde ville det også være ufattelig dumt.

”Phillip. Jeg hader dig okay, du skal aldrig blande dig i mit liv igen, forstår du!” råbte Linnea hårdt til drengen, som vel hed Phillip. Egentlig havde jeg lyst til at løbe hjem til Rosalie, og bare være sammen med hende, men noget fik mig til at lade vær.

”Jeg forstår intet, Linnea. Kun at din kærlighed til mig er meget stor” sagde han på en virkelig vammel måde, som fik mig til at løbe væk. Jeg løb væk fra dem, så de heldigvis ikke kunne se mig. Jeg ville bare væk, fra den her ulækre episode. Jeg kunne høre Linnea skrige, da jeg var kommet længere væk, men jeg kunne ikke få mig selv til at vende om.

  

Jeg kom til et lille sted med græs og få buske. Det lignede starten af en skov, som jeg bestemt ikke skulle bevæge mig ind i. Hvis jeg gjorde det, ville det bare gå galt, og jeg ville ende et dumt sted. Forpustet fra min løben satte jeg mig ned på græsset og fik vejret. Aldrig havde jeg løbet så hurtigt i hele mit liv, så jeg måtte have en pause. Man kunne høre uglerne i det fjerne, noget der fik mig til at ryste af nervøsitet. Egentlig vidste jeg ikke hvor jeg var, da jeg bare havde løbet min vej. Jeg kiggede forundret rundt, for at se noget bekendt, og mit syn landede da også på noget bekendt. Desværre noget som var så bekendt, at jeg ikke havde i sinde at tale med ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...