Et helt andet miljø - Justin Bieber

Lever i hvert sit miljø, finder de mon nogensinde sammen?

35Likes
131Kommentarer
7331Visninger
AA

19. Samtalen med Justin

”Ring efter en ambulance!” sagde min mor hurtigt og satte sig ned til min far. Jeg kiggede med blanke øjne ned på min far. Sandra greb en telefon og var i færd med at tilkalde hjælp. Jeg kiggede rundt på mennesker, som også sad i restauranten. Det hele kørte rundt og jeg vidste næppe hvordan jeg skulle reagere. Jeg rejste mig op og løb. Jeg løb væk. Hvad ville der ske? Han havde også været så mærkelig stille. Mine vejrtrækninger var uregelmæssige. Jeg måtte ud at have noget luft. Ude på gangen satte jeg farten op og mærkede i min lomme at min telefon vibrerede. Der var også lyd på. Jeg trak den op af min lomme og så at nummeret var ukendt. Jeg satte farten ned. Men da jeg fik kigget godt efter, kunne jeg sagtens se hvilket nummer der var på skærmen. Det var ham. Det var virkelig Justin. Aldrig havde jeg følt en glæde og sorg på samme tid. Jeg trykkede på besvar, da jeg kom udenfor i luften og sank ned bag en busk. En stor busk. Jeg ville være alene. ”Hallo..” sagde jeg og kunne lydløst mærke tårerne løbe ned af mine kinder. Jeg var forpustet, så jeg stønnede vidst hallo ud af munden. ”Heyo..” hørte jeg hans glade stemme sige. Det var dejligt at høre den igen. Idet jeg brød helt sammen. Denne gang var det langt fra lydløst. ”Hey Sophie. Hvad er der sket?” hørte jeg hans stemme sige. ”Jeg er lige kommet tilbage til LA. Idet vi sidder inde på en restaurant. Sandra, mig, min mor og far så falder min far på mystiskvis om,” sagde jeg beklagende og flere tårer røg ud fra mine øjne. ”Men ved du hvad der er sket? Er han okay?” prøvede han at spørge indtil. Idet jeg hørte ambulancen sirener. ”Kan du høre det?” spurgte jeg stille. ”Ja..” mumlede han stille. ”Det er den ambulance!” sagde jeg, hvorefter stemmen knækkede over. ”Jeg ville ønske, jeg kunne være hos dig!” sagde han konstaterende. ”Men det kan du ikke..” nikkede jeg efter at være faldet lidt ned. Nu sad jeg bare med tomme øjne, mens jeg hørte ambulance mændene strømme ind af skydedørene. ”Desværre..” var hans svar. ”Justin jeg savner dig!” røg det ud af min mund. ”Jeg savner også dig Sophie. Rigtig meget endda!” konstaterede han. ”Hvad nu hvis han ikke er okay Justin?” spurgte jeg ind i røret, efter at der havde været lidt stille i røret. ”Lad vær at tænk på den måde Sophie. Find din familie, jeg ved du er løbet væk, du var forpustet i starten, de har brug for dig!” sagde han stille. ”Jeg har brug for dig, Justin!” sagde jeg igen. ”Søde, jeg ringer i morgen okay? Jeg savner dig, det må du ikke tage fejl af!” sagde han stille. ”Vent Justin!” sagde jeg. ”Hvad?” spurgte han. ”Tak!” et smil dukkede sig frem på mine læber. ”Det var det mindste jeg kunne gøre!” svarede han mig. ”Vi ses!” svarede jeg og rejste mig op. Jeg bevægede mig væk fra busken. ”Vi ses!” svarede han.

”Hvad gør vi mor?” spurgte Sandra, som havde været den store i denne her situation. Noget Jacob plejede at være. Men nu var det Sandras tur. ”Jeg tager med jeres far på sygehuset, så må i køre hjem. Jeg ringer til jer så snart jeg ved noget!” sagde hun lovende og tog en lille taske, hvor hun imens lægerne havde tjekket min far, havde pakket lidt fra ferien. Det lå jo alt sammen i kufferterne. ”Selvfølgelig! Pas på ham mor!” sagde jeg og både Sandra og min mor kiggede på mig. Min mor halvløb hen til mig. Jeg slog mine arme om hende og endnu engang lod jeg tårerne løbe. ”Det skal jeg nok skat, bare husk vi holder af jer to piger! Vi ses,” sagde hun frustreret og kyssede mig i håret. ”Vi ses mor!” sagde Sandra. Jeg kiggede på hende og løb over i hendes favn. Jeg knugede mig indtil hende og det samme gjorde hun med mig. Vi stod bare og krammede hinanden i en restaurant, hvor der var andre mennesker. ”Det skal nok gå søs,” hørte jeg Sandras stemme sige. Jeg nikkede og fik fjernet nogle af mine tårer. ”Lad os komme hjem!” konstaterede min storesøster og tog bagagevognen. Vi fik hurtig betalt og undskyldt det store ”stund”.

Da vi havde fået alt vores bagage ind, smed vi os i hver vores sofa. Vores mor havde netop ikke ringet endnu. Dog var der en anden, som havde fået fat i os. Jacob. Han havde selv være helt ude af den, hvilket havde gjort både Sandra og jeg var begyndt at græde. ”Hvornår tror du hun ringer?” spurgte Sandra og kiggede på mig. ”Jeg ved det ikke Sandra!” sagde jeg. Det burde hun da kunne sige sig selv. ”Lad os se en god film? Tage dynerne ned på sofaerne og ligge os at se en god film?” sagde hun og kiggede på mig. Med et skævt smil. ”Sandra, hvordan kan du tænke på film, når vores far ligger på sygehuset og vi ved intet!” sagde jeg hårdt. ”Sophie! Det eneste vi kan gøre er at vente og jeg bruger altså min ventetid fornuftigt!” sagde hun og gik ind efter sin dyne. Hun havde jo ret. Jeg spænede ind efter min dyne og hovedpude. Jeg lod Sandra finde filmen. ”Jeg ved det her ikke er sjovt Sophie, men jeg er glad for, at Jacob blev i Spanien. Det som om jeg har lært dig at kende!” konstaterede hun. ”Du har ret Sandra, vi har tilbragt alt for lidt tid sammen som søstre!” konstaterede jeg. Hun nikkede sig enig og gav mig en skål med popcorn og satte en cola ved sofabordet, ved siden af der hvor jeg lå. Hun gik hen og satte filmen på. ”Hvilken en er det?” spurgte jeg. ”Nanny Diaries..” mumlede hun smilende. ”Okay så..” svarede jeg bare og rettede min opmærksomhed over mod fjernsynet..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...