Et helt andet miljø - Justin Bieber

Lever i hvert sit miljø, finder de mon nogensinde sammen?

35Likes
131Kommentarer
7312Visninger
AA

7. Rejsedagen

”Så det op min pige,” min mors bløde stemme lød oppe over mig. Træt var jeg og det irriterede mig at solen allerede var en smule oppe, når klokken kun var 5 om morgenen. Jeg nikkede og hun forsvandt ud af værelset. Hurtigt fik jeg gjort mig klar. Egentlig tog det mig længere tid, end jeg havde forventet. For mig var det vigtigt at se godt ud. Jeg kunne godt lide at gøre noget ud af mig selv. Jeg havde på fornemmelsen, at turen til Spanien ville blive unik. Hurtig fik jeg taget min håndbagage over skulderen. Min telefon i lommen også var jeg klar. Hurtig satte jeg mig træt ved morgenbordet. Det var let at se på Sandra og Jacob, de også var trætte. De magtede heller ikke særlig meget. ”Lad os komme derud af,” min fars stemme lød ud i bilen. Hurtig fik jeg stukket noget musik i ørene og jeg trippede lidt med til musikken. Lige nu glædede jeg mig til at komme til Spanien. Hygge mig 110 %.

Lufthavnen var ikke noget nyt. Et sted jeg fandt meget normalt. Flymaskiner havde aldrig gjort mig noget. Det ville sige nogle folk havde flyskræk, hvor der så var andre som mig, der bare kunne lide det med højder. Jeg elskede at opholde mig i lufthavnen inden ferier. ”Dem der skal med gate 3 til Spanien, Madrid. Skal gå om bord inden for de næste femten minutter,” sådan lød det ud i højtalerne, det var en mand. En mand med rusten stemme. ”Det os!” min far kørte med bagage vognen, mens Jacob også kørte med en. Min far var glad i dag. Ja, man kunne nemt kende forskel på hans utrolige humørsvingninger. Hurtig fik vi basket os igennem masserne af mennesker. Snart var vi ved gaten, bagagen var vi kommet af med, så nu havde vi kun vores håndbagage. Jeg havde et par cowboy shorts på, som gik mig til midt på lårene.  De var mørke, en slags sort farve dannede de. Mine ben var naturligvis brune, eftersom jeg ikke kunne finde på at vise mig offentligt, med kridhvide ben. Lidt gik jeg op i hvordan jeg så ud. Eller somme tider meget. Måske nogle gange for meget. På mine fødder havde jeg et par sorte ballerinaer med sløjfe ude i spidsen på skoen. På min overkrop havde jeg en hvid top, mens jeg havde en halskæde, som havde en turkis vedhæng. Mit brune krøllede hår var sat op i en hestehale. Jeg var tilfreds med hvad resultatet var.(Pigens udseende, det er dog ikke sådan hun ser ud på denne dag). Vi havde fundet pladserne i flyet. Der sad nogle drenge omme foran, som allerede havde lagt mærke til mig og min søster. Men min far havde givet dem dræberblikket. Det var sådanne ting jeg gik glip af, hvis jeg var sammen med min far. Det irriterede mig. For jeg nød da bare at der var nogle som synes jeg så eftertragtet ud! Jeg havde stukket min hørertelefoner i ørene, mens jeg hørte videre på min musik. Flyveturen ville blive noget så lang. 11-12 timer. Hurtig blev mine øjenlåge tungere og tungere, jeg kunne ikke lade vær med at lægge min skulder op ad Jacobs, han sad nemlig ved siden af mig, så jeg lagde det på hans skulder. Hurtig faldt jeg ind i en dyb søvn.

”Sophie!” sagde Jacob og rystede hans arm fri. ”Huh?” sagde jeg og kiggede forvirret rundt. Mit blik flakkede. ”Har du sovet hele turen?” spurgte han overrasket. ”11 timer for mig Jacob. Er to for dig,” sagde jeg og havde nu fanget den. Vi var landet. Eller skulle til det. ”Du sover godt nok også meget,” tilføjede han. ”Jeg har brug for søvn,” sagde jeg igen og fik hurtig basket mig ned i mine ballerinaer. Jeg fik pakket min musik ned i min taske. Jeg glædede mig utrolig meget til at møde Evan min fætter. Vi tilbragte altid utallige stunder sammen. Juliet sad på Jacobs anden side. Hun var som sagt også med. ”Jeg vil bede jer om at spænde alle jeres seler og slå klapborde op, da vi gør klar til landing,” det blev ikke kun sagt på engelsk, men også på spansk. Det var i højtalerne. Hurtig tog jeg Jacobs hånd, idet jeg på ingen tid havde fået taget selen på, slået klapbordet op. Jeg nåede endda og slå Jacobs op for ham. Jeg hadede at lande. Men det var også det eneste ved at flyve. Lande var ikke min stærke side. ”Min hånd Sophie. Av, av.” sagde han. Mens hans ansigt blev rødere og rødere. Hurtig tog jeg min hånd til mig, af bar forskrækkelse. ”Det var bare for sjov!” konstaterede han bagefter og tog min hånd igen. Jeg kiggede surt på ham og hev min hånd til mig. Det her skulle jeg da nok klare på egen hånd så. ”Når blev Sophie lidt tøse sur der,” sagde Jacob og irriterede mig gevaldigt. ”Jacob tag dig sammen,” kom det fra min storesøster, som sad bag mig. ”Tak Sandra,” sagde jeg og rakte tunge af Jacob. ”Nice tunge,” sagde han og kunne ikke holde masken længere. ”Du sjov hva,” sagde jeg igen og kiggede nu ud af vinduet. Vi var godt nok tæt på jorden. Det her var som at overvinde sin frygt, langsomt. At kigge ud af vinduet når vi landte, var ikke noget jeg plejede. Men hvorfor gøre noget traditionelt? Jeg elskede at være anderledes. Jeg elskede at være utraditionel.

”Der er de,” sagde jeg og smilte. Hele min familie i Spanien var i lufthavnen og tage imod os. ”Evan!” sagde jeg hurtig og sprang hen i hans favn. ”Sophie, hvor er det godt at se dig igen,” hans udseende havde forandret sig. Han var blevet en ung flot fyr. Ja, han var blevet mere mandig. Hans krop var blevet en del veltrænet og han havde lært hvad voks var. Ret cool. ”I lige måde, jeg har glædet mig så meget, til du skal vise mig heeeeele Madrid endnu engang,” sagde jeg og grinte. ”Det skal være min ære!” konstaterede han. ”Hej mormor,” sagde jeg og gik over til en der stod klods op ad Evan, nok for at hilse på mig. Jeg var hendes yngste barnebarn i Amerika. Det eneste barnebarn hun ikke havde set vokse op, men hun havde fortalt mig, det ingen forskel gjorde. Hun var fantastisk! Både min mors bror Jackson, hans kone Delta, deres to små børn Lucas på 5 og Julie på 3 år. Så var der min mors ældste bror Anton, han var så alene far til tre børn. Det var Evan på 17 min fætter naturligvis, Christian på 21 og deres fælles lillesøster Victoria på 2. Den mindste i hele min mors familie. Vi var 20 med min mormor. Her stod vi. Vi fik alle sagt ”Hej” til hinanden. Det var jo lang tid siden, så man skulle nå og snakke med alle. Men jeg savnede nu mest min mormor og Evan. Selvom de andre også stadig havde været savnet. ”Hvad skal vi så nu?”..  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...