Et helt andet miljø - Justin Bieber

Lever i hvert sit miljø, finder de mon nogensinde sammen?

35Likes
131Kommentarer
7324Visninger
AA

5. Jacob til Spanien

Klokken havde ringet til fri. Endelig, dagen havde været lang efter min mening. Hurtig fik jeg pakket mine ting. Jeg havde min idrætstaske i min hånd, mens min lysebrune lædertaske hang over min skulder. Jeg var hurtig ude på gaden, hvor jeg fulgte fortovet. Et par trin kom gående op på siden af mig. Der stoppede de. Personen blev stående og selvfølgelig var det Mikkel. ”Mikkel?” sagde jeg chokeret. Jeg havde fået, hvad man kaldte et chok, da jeg opdagede ham. ”Slap af, det bare mig Soph,” hans ord beroligede mig og jeg smilte med et skævt smil. ”Ville bare sige, at hvis du behøver hjælp, så ring eller kom hjem til mig!” sagde han. Han blinkede med det ene øje. Hans cykel var på hans anden side og han hoppede hurtig op på den. Igen forlod han mig uventet. Hans sætning fra tidligere, var stadig i omløb inden i mig. Hvis jeg kunne leve lykkeligt på min fars bekostninger, så var det vel fint. Men problemet var, at jeg næppe kunne leve på min fars bekostninger. De var alt for hårde. Hans forventninger var så lynhøje, at de nogle gange var umulige at leve op til. Hvad hvis nu jeg slet ikke kunne mere på et tidspunkt? Hvad hvis nu min fars og mit forhold, ville ende med at gå fra hinanden, eftersom at vi ville være uenige om alt i sidste ende. Tanken strejfede mig i sidste ende og jeg blev ked af det. Jeg blev sur. Jeg blev rassende.

Endelig nåede jeg indkørslen til mit hjem og jeg åbnede hurtigt døren. Idet jeg fandt resten af min familie, 4/5 inde i stuen. Sandra sad og gloede ned i hendes skød. Min mor havde blanke øjne og min far så ikke just glade ud. Jeg smed min taske ind på mit værelse og ikke kun min taske, men mine tasker. Idrætstaske og skoletaske. ”Hvad er det galt?” jeg satte i en stor stol overfor Jacob. Ved siden af Sandra. ”Jacob flytter,” min fars lynende øjne kiggede på mig og jeg kiggede op på Jacob, for at få svaret for den rigtige mand. Han nikkede. ”Det er rigtigt!” han nikkede og bed sig selv i underlæben. ”Interessant,” sagde jeg og nikkede. ”Hvorhen da?” spurgte jeg. Jeg kunne godt fornemme at min mor ikke havde blanke øjne for ingen ting. ”Spanien,” han mumlede. For mig forstod jeg intet. ”Spanien?!” overrasket troede jeg at jeg havde hørt forkert, men det havde jeg ikke. ”Efter min mening er det komplet latterligt,” min fars stemme tog over. ”Men far jeg kan ikke blive ved med at leve på dine bekostninger, hvad nu hvis jeg selv vil stifte familie og komme videre. Jeg tager alt hvad i har lært mig til mig, men jeg bliver også nød til selv at lærer noget,” Jacobs stemme var rigtig. Jeg var enig med ham. Igen kom ordet bekostninger. Jeg tænkte hurtig på, det Mikkel havde sagt. ”Man kan ikke leve på andres bekostninger, hvis man ikke er lykkelig,” det var hårdt at få mig til at sige det, men jeg sagde det. Mit hjerte slog en tak over, selv Sandra kiggede op fra skødet. ”Tak Sophie,” min brors stemme hørtes og han rejste sig op, han gav min skulder et klem. Jeg smilte skævt til ham. ”Hvad sagde du Sophie?” min far kiggede på mig. Jeg skulle aldrig have sagt det. ”Ikke noget,” mimmede jeg. ”Godt,” jeg følte han havde en helt forkert magt over mig. Jeg kiggede op på Jacob, som så helt forarget ud.

Jeg havde lagt mig ind på mit værelse. Jacob havde endelig fået lov at flytte. Selvfølgelig med hans kæreste. Juliet. Hun betød alt for ham, så meget vidste jeg da. Jeg lå i min seng, jeg kiggede op i loftet og tårerne var på vej ned af mine runde kinder. Jeg var bange, jeg var ked af det. Jeg følte min egen far, var i gang med at ødelægge min fremtid. Men selvfølgelig ville han bare beskytte mig, men jeg tror ikke han var klar over, at han handlede på den forkerte måde. Jeg havde en spansk opgave, som jeg skulle have lavet lidt videre på. Jeg havde en matematik aflevering til fredag, så masser havde jeg at begive mig til. Jeg skulle til Spanien om lidt mindre end en uge, så jeg kunne også gå i gang med at pakke. Døren til mit værelse blev åbnet og jeg nåede langt fra at tørre alle tårer væk. Det var Jacob. Hans høje, veltrænede krop kom gående ind af døren. ”Er du okay, Soph?” han satte sig ned på min sengekant. ”Hvorfor flytter du Jacob?” jeg kunne ikke lade vær, med at vise min skuffelse mere. Jeg elskede Jacob og kunne jeg leve uden ham, når han sådan bare tog til Spanien? ”Jeg har indset, at jeg må videre, jeg kan ikke blive ved med, at være herhjemme, næsten alle mine venner er flyttet hjemmefra og har faktisk børn nogle af dem, jeg føler, jeg stiler mig bag far og er bange for at blive skudt. Jeg må videre og være mig selv. Jeg må selv til at stifte familie og være noget mere sammen med Juliet,” han sagde noget, uden engang at trække vejret. ”Jeg forstår!” jeg satte mig op i sengen og lod mine skuldre sænke sammen. ”Det skal nok gå, du har Sandra,” sagde han og lagde en arm om mine skuldre. Jeg nikkede. Uden at tvivle lagde jeg mine arme om ham og gav ham et kram. Ligeså gjorde han.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...