Et helt andet miljø - Justin Bieber

Lever i hvert sit miljø, finder de mon nogensinde sammen?

35Likes
131Kommentarer
7331Visninger
AA

4. En sand samtale

”Ja,” jeg blev mere og mere bitter. Faktisk meget. Hvorfor skulle jeg fortælle ham det? Jeg skyldte ikke Mikkel noget. ”Hvis jeg siger hvad der er galt, lover du så at klappe kaje i matematik timerne?” jeg kiggede spørgende på ham, det måtte være noget for noget. ”Noget for noget,” sagde jeg, idet han så ud til at tænke sig vovet om. ”Okay, det er en deal,” vi gav hinanden hånden på, hvad vores aftale var, sådan så vi begge ville overholde den. ”Men hvad er det så?” spurgte han. Jeg kiggede på ham nøje, inden jeg lod mig forklare: ”Jeg sad og spise aftensmad i går med hele min familie, hvor jeg så spurgte om hvorfor Sandra og Jacob var ”lovet” ud. Eller hvorfor min far skal godkende vores kærester, før vi må kalde dem vores kærester?” sagde jeg og han nikkede ivrigt. ”Det kun Jacob der har en kæreste ikke?” han kiggede spørgende på mig. ”Jo,” jeg nikkede og smilte til ham. Det var et skævt smil. ”Så du tænker på, om du overhoved nogensinde får en kæreste, som din far vil godkende?” spurgte han, for at være helt med på den. ”Bingo Mikkel,” sagde jeg og smilte irriteret til ham. Han lod det lægge. ”Det må jeg sige,” sagde han stille, eftersom vi begge havde forholdt os helt stille, efter jeg havde forklaret, hvad der var hændt ved aftensbordet i går aftes. ”Men jeg er også bange for, at gøre det forkerte Mikkel,” sagde jeg og kiggede op på ham. ”Bange for at skuffe min familie og dernæst min far, han betyder alt for mig også selvom han har de skøreste holdninger, så vil jeg jo heller ikke gå imod hans magt,” sagde jeg og kiggede endnu dybere på ham. ”Det forstår jeg Sophie, men hvis du kan leve lykkeligt på dine fars bekostninger, så er det vel fint,” med de ord forlod han bordet. Jeg skulede ondt efter ham og tog en tår af min ice tea. Det andet var spist, og jeg satte pladsen på sådan et bakkeskab, hvor de beskidte ting, blev sat. Jeg var overrasket over Mikkels ord og jeg kunne sagtens se hvad han mente.

Jeg skulle have spansk den næste time og det passede mig egentlig fint. Jeg elskede sproget spansk. Ikke kun fordi min mor kom fra Spanien og jeg synes det var et fremragende land, men også på grund af, det var så charmerende. Sproget, menneskerne og kulturen. Vi ville få en opgave for, vi skulle skrive 15 sider lang opgave om en berømt hændelse i Spanien. Spansk, Spanien hænger lidt sammen? Heldigvis for mig, skulle den først afleveres d. 20 maj. Inden der skulle jeg med min familie til Spanien, netop fordi min mors mor havde fødselsdag. Det ville sige min mormor. Min morfar og hende boede i Spanien, sammen med min mors bror og søster. Begge dem har børn, som så måtte være mine kusiner og fætre. Jeg glædede mig, specielt eftersom min fætter ville tage mig med ind og se Barcelona træne. Jeg kunne godt lide fodbold, selv spillede jeg det også. Jeg spillede tre gange om ugen og jeg synes det var en fantastisk sport. Der var spænding til det sidste i sådan et spil. Det var nok ikke ligefrem ”stjernerne” fra Barcelona. Men nok nogle af dem. Måske få af dem. Jeg glædede mig inderligt meget. ”I skal aflevere en opgave d. 20 maj – ingen undskyldninger og hvis der ikke er afleveret d. 20 maj, så kan i godt forberede jer på at dumpe folkens,” min spansk lærer Mr. Torres’ store og magtindgydende stemme lød ud i klasseværelset. Vi af lød og tog imod opgave oplægget, som han gik og delte ud. ”Nogle skulle måske følge Sophies råd og tage et smut til Spanien,” han grinte og var åbenbart i strålende, men bestemt humør. Folk summede rundt omkring og jeg sank ned i stolen. Ikke tidspunktet jeg havde brug for at være midtpunktet på.

Vi fik alle så småt, begyndt på vores spanske opgave. Snart var det idræt tid og tiden løb af sted. Alle var blevet sat til at spille fodbold. Vi var blevet delt op i to hold, med 11 spillere på hver. Hurtig fandt jeg min højre wings plads og var klar til at give den alt hvad jeg havde i mig. Jeg havde et par sorte hummel shorts på, som gik mig til lige opover knæene, jeg havde en hjemmebane Barcelona trøje på, som jeg havde fået i fødselsdags gave af min mors søster og hendes familie. På min ryg stod der ganske enkelt mit nummer, som var nummer 2 og mit efternavn Sanchez, som også kom fra min mor. Den trøje var jeg ret stolt af at bærer. På mine fødder bar jeg et par slidte kondisko fra Adidas. De var sorte og matchede mine shorts. Mit brune, bølgede hår var sat op i en hestehale. Nogle få totter havde banet sig vejen ud fra hestehalen og de hang langs mit ansigt. ”Mikkel, her!” jeg råbte efter ham, han skulle skyde bolden til mig. Han kiggede op og sendte den af sted over til mig. Hurtig fik jeg den til mine ben og jeg tog meter op langs banen. Først driblede jeg forbi Noah, som var en af de dårligste, så flot var det ikke ligefrem. Men jeg kom længere op på banen. ”Indover!” råbte en stemme. Jeg hørte godt hvem det var. Det var Emily. Jeg lod mit spark tage over og det virkede fint. Hun fik den ind til sig og spillede den videre. Mens jeg kunne stå ude på min højre side og følge det første mål, som faldt på vores hold.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...