Et helt andet miljø - Justin Bieber

Lever i hvert sit miljø, finder de mon nogensinde sammen?

35Likes
131Kommentarer
7309Visninger
AA

3. En hel almindelig skoledag

Egentlig havde jeg ondt af Mrs. Carline, hun gjorde sit bedste, men der var stadig folk, som bare sad og snakkede med deres sidemakker eller ham foran. Jeg sad og prøvede at følge med. Faget var matematik og jeg synes det var ekstremt svært. Men når jeg virkelig tog mig sammen, kunne jeg sagtens finde ud af det. Det var bare ekstra svært, når der ingen var, som tog det alvorligt. Surt, skrev jeg det ned, som hun lige havde skrevet på tavlen. ”Tie så stille, Mikkel.” Carlines stemme lød ud i klasseværelset og hurtig lukkede han munden. Da hun igen vendte resten af klassen ryggen, kørte summen igen. Der var få som mig, der virkelig hørte efter og stræbbede efter en nogenlunde karakter. Men dem som ikke hørte efter, ville også miste det som de skulle bruge, når de skulle slutte af med nogle gode karaktere. ”Hvis I ikke snart lærer, at holde mund så bliver jeres matematik aldrig bedre og i skal tænke på, i ødelægger ikke kun timerne for jer selv, men også for dem som sidder og gerne vil lærer noget og ende med en god karakter,” hendes humør var altid nede på jorden og hun råbte aldrig. Sjældent hørte jeg Mrs. Carline hæve stemmen. Måske en gang imellem i ny og næ, men ofte var det ikke. Klassen nikkede i takt, selv os som hørte efter. Min far ville slå mig ihjel, hvis han vidste jeg ikke gav mig 100 procent i skolen.

Klokken ringede ud igennem hele skolen og hurtig fik jeg pakket mine ting sammen. Min læderbrune taske hang over min skulder og det matchede mit hår faktisk. Mit hår var også brunt. Brunt og bølget. Jeg havde fremhævet mine krøller, med et hårmiddel og det duftede af jordbær. En dejlig duft. Hurtig kom en genkendelig dreng op på siden af mig. Mikkel. Jeg rullede svagt med øjnene. Mikkel, dem mest larmende dreng i klassen. Men samtidig også, den mest charmerende. Hvis min far vidste dette, var jeg sikker på, jeg havde fået husarrest i mindst 3 måneder. Jeg havde faktisk været forelsket i Mikkel. Jeg havde så fundet ud af, hvem han virkelig var. Han var en snotforkælet dreng på 16. Han skulle altid nedgøre andre, for at få det bedre med sig selv. Men i hans øjne, var vi bedste venner for evigt. ”Soph,” hans stemme talte for sig selv. ”Mikkel,” stille mumlede jeg hans navn og sukkede over at gå ved siden at ham. ”Skal vi ikke spise frokost sammen?” han lød indbydende og i et blændende godt humør. Jeg havde ikke lyst til at ødelægge det. ”Okay så,” jeg svarede ham og smilte til ham. Det var mere falskt end sandt. Men jeg hadede at skuffe folk og jeg gad ikke se det skuffede Mikkel-ansigt. Vi fik begge nuppet to bakker og jeg fik taget en blandet salat, med et stykke brød, en ice tea med peach og så en müslibar. Han tog det der stod på menuen, altså den varme mad. Jeg fik ikke lige helt forstået, hvad det var. Vi fandt et bor, hvor vi satte os ude for enden, jeg tror lidt Mikkel havde lagt mærke til mit trygende og stille humør. ”Du helt stille i dag?” hans spørgsmål eller henvendelse overraskede mig ikke. Jeg trak på skulderene og tænkte over hvad jeg skulle svare. Jeg var stille ja, men det var ganske enkelt, fordi jeg havde så meget at tænke over. Synes jeg hvert fald selv. Jeg overvejede virkelig hvordan jeg skulle formulere mig. Skulle jeg fortælle Mikkel det? Ham som mindede om en bror for mig, i hans øjne. I mine øjne måtte jeg tage afstand til ham, fordi jeg netop var bange for, at min far ikke ville godkende Mikkel, for den han var. Jeg vidste min far, langt fra ville acceptere ham. Mikkel var en ballademær og hørte aldrig efter. Det stik modsatte af min fars holdninger. Min far elskede eksemplariske drenge, nogle som var nede på jorden og kunne lide ham. Mikkel kunne ikke lide min far og det forstod jeg egentlig godt. Jeg elskede min far, men forstod langt fra alle hans regler..  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...