Et helt andet miljø - Justin Bieber

Lever i hvert sit miljø, finder de mon nogensinde sammen?

35Likes
131Kommentarer
7342Visninger
AA

14. En fan

Idet jeg kunne mærke min ryg ramme vandet overflade. Han havde skubbet mig bagover. ”Justin!” konstaterede jeg. ”Jeg prøver at være alvorlig her!” sagde jeg og fik hovedet op over vandoverfladen. ”Undskyld Sophie. Det var sjældent, jeg har det så sjovt, som jeg har det nu!” smilte han og igen var han tæt på mig. ”Jeg vil bare ikke skuffe eller skræmme dig Sophie!” konstaterede han og kiggede på mig med nogle sørgmodige øjne. ”Du skuffer eller skræmmer mig ikke Justin,” sagde jeg smilende. ”Piger jeg møder, som jeg ender med at holde af. Løber skrigende væk,” sagde han og kiggede mig nu dybt i øjnene. ”Jeg løber ikke væk fra noget så morsomt som dette frivilligt!” sagde jeg fast. Det fik ham til at smile. Det fik ham faktisk til at klemme et lille grin ud. ”Jeg tror aldrig jeg har mødt nogen som dig Sophie,” svarede han bare og kiggede på mig. ”Jeg mener heller ikke, jeg har mødt nogen som dig!” konstaterede jeg tænkende. ”Du ved godt jeg skal videre om tre dage også er det slut,” sagde han og kiggede ned. ”Det behøver vel ikke at være slut?” sagde jeg og kiggede mærkeligt på ham. ”Det er måske der det leder hen..” sagde han stille. Jeg hørte det godt. Derfor satte jeg kurs mod strand kanten. Jeg nåede op idet jeg hørte Justins stemme. ”Se Sophie. Det var det jeg mente, de løber væk!” sagde han og satte sig på en klippe, som var ved siden af det sand vi havde siddet på før. Sammen satte jeg mig ved siden af ham. ”Det gør de andre. Sådan er jeg ikke. Jeg ville bare op!” svarede jeg smilende. ”Arh..” mumlede Justin i et lavere tempo. ”Men som sagt, hvis det er meningen vi skal være venner, så tror jeg også at skæbnen lader os holde kontakten,” smilte jeg og kiggede på ham. ”Du er virkelig optimistisk,” smilte han og kiggede på mig. ”Med sådan en far jeg har, er det umuligt ikke at lære at være optimistisk,” smilte jeg med et skævt smil. ”Må du virkelig ikke gå ud med nogen drenge overhovedet?” spurgte han og så overrasket ud. ”Nej ikke rigtigt! Jo, det kunne jeg i princippet bare gøre, men så kunne jeg godt lade vær med overhovedet at vende hjem,” svarede jeg og kiggede på ham. ”Har han nogensinde ladet en undtagelse gå igennem?” smilte han. ”Mikkel. Men det gik ikke!” sagde jeg og kiggede på ham. ”Mikkel er min bedsteven, min far hader vi er bedstevenner, eftersom han ikke stoler på Mikkel. Jeg forstår ham godt, lige ved Mikkel. Men sommetider ville jeg bare ønske noget privatliv,” sagde jeg surt og kiggede ned i mit skød. Idet jeg kunne fornemme han lagde sin hånd på min skulder. ”Jeg forstår dig virkelig godt, hvad angår privatliv,” svarede han. Det fik mig til at smile.

”Hvad siger du til at gå ud og få noget at spise?” spurgte han. ”Har du nogensinde set en tour bus?” grinte han. ”Aldrig,” svarede jeg. ”Til tour bussen!” konstaterede jeg. ”Lad os besøge min tour bus!” konstaterede han. ”Seriøst?” sagde jeg overrasket. ”Yup!” sagde han og sprang ned fra klippen. Solen var utrolig skarp, så det hele tørrede utrolig hurtigt. Tøjet var dog stadig gennemblødt. Jeg tog mine smykker ned i min shorts lomme og halstørklædet tog jeg i hånden. Jeg valgte ikke at tage mine sko på foreløbig, hvilket Justin også gjorde. Sammen gik vi op imod bilerne. ”Justin!” sagde en stemme. Det var en sød lille stemme. En skinger lille pigestemme. Hans blik flakkede, mens jeg havde fundet pigen. Jeg gav ham en albue i siden og han kiggede nu ned på pigen, der i sidste ende stod foran ham. Han kiggede spørgende på mig. Jeg nikkede ivrigt, imens jeg fulgte med i deres samtale. ”Hey,” smilte han og satte sig på huk foran pigen. ”Må jeg ikke få en autograf?” spurgte hun genert og krøb nærmest ind i sig selv. ”Selvfølgelig, må du det!” konstaterede han og tog imod papir og tusch, han fik hurtig graveret hans navn på papiret. ”Og et billede?” spurgte hun bedende. ”Ja, det må du også gerne få!” smilte han og tog imod hendes mobil. ”Kan du ikke tage det Soph?” spurgte han. Jeg kiggede overrasket på ham. Ikke nok med han bedte mig om det, men mere over hans nye kælenavn til mig. Soph. Eller for mig var det ikke nyt, men at høre det fra Justin, var anderledes, end at høre det fra mine forældre foreksempel? Jeg tog imod mobilen og Justin lagde en arm om hende, selvom han var lidt våd, så det ikke ud til at irritere pigen, som lignede en på 9-10 år. ”Værsgo,” smilte jeg og gav pigen hendes mobil. Hurtig kiggede hun på mobilen og smilte til mig. ”Tak,” sagde hun og smilte hurtig til Justin og jeg. Hurtig satte hun i løb, tilbage til der hvor hun slappede den max af. ”Nu gælder det om at komme hurtig ind i bilen!” sagde han. ”Hvorfor?” spurgte jeg. ”Om lidt ved alle jeg er her!” konstaterede han. ”Åhh..” mumlede jeg og vi satte i løb op mod bilen.

Vi kom hurtig ind i bilen og grinte forpustet. ”Hvor var hun sød!” smilte jeg. ”Alle mine fans er søde,” smilte han. ”Og ivrige, og dejlige, og fantastiske, og klamrende!” grinte han. ”Kunne lige se det for mig!” konstaterede jeg. ”Men hvor kom vi fra?” spurgte han. ”Hvad mener du?” spurgte jeg. ”Du skal se en tour bus, husker du?” spurgte han. ”Nu er der jo lige to timer i bil, smarte!” grinte jeg. ”Vi overlever nok.” svarede han. ”Tror jeg ikke!” grinte jeg og lagde mærke til bilen begyndte at køre. ”Når så det tror du ikke?” grinte han. Jeg rystede på hovedet. Idet han satte sine hænder i siden på mig og begyndte at kilde mig. ”Justin!” konstaterede jeg, mens jeg kæmpede for at få vejret. Små udstødte grin røg udover mine læber. Han stoppede idet han var få centimeter fra mit ansigt. ”Nu når jeg måtte kilde dig? Ville du så have noget imod hvis jeg gjorde det her?” hans stemme lød i mine ører og det fik mig til at smile..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...