Jeg elsker dig! (TH)

Den handler om pigen Stephanie som bliver brugt af sine venner dagligdag. Hun møder pludselig Bill Kaulitz fra Tokio Hotel og de bliver gode venner. Man følger hele historien igennem hvordan deres forhold udvikler sig.

12Likes
11Kommentarer
2935Visninger
AA

1. Hej

- 3. persons fortæller -

Alle skubbede mod Stephanie, så det var helt uhøfligt. Der var tæt inde på diskoteket og alle stod og gned sig op af hinanden. Stephanie, derimod stod inde i mængden og ikke rigtig vidste hvad hun skulle gøre. Hendes veninder havde fået hende lokket med. De andre piger var lige gået ude på toilettet for at tage noget. Nogle drenge fulgte efter dem, og hun kunne jo næsten sige sig selv, hvad der ville ske. Pludselig kom der en albue hårdt ind i hendes mave og hun brød sammen ude midt på gulvet. En klaskede hende i røven, da hun lå dernede på gulvet. ”Jeg vil ikke det her” hviskede hun stille, og rejste sig. Stille, vaklede hun over mod baren. Hun tog den stol, hvor der var mindst fyre rundt om. Hun satte sig og sukkede. Barstolen var hård og kold. Hendes ben rørte gulvet. Det var klistret. Bartenderen kom hen til hende. ”Bare et glas vand” sagde hun og satte sit hoved i hånden. Hun lod hånden løbe igennem sit hår. Det var fedtet og filtret. Bartenderen kom med glasset og gav det til hende. Hun var så træt, så hun orkede næsten ikke at fjerne sin hånd. ”Alt vel?” spurgte han bag disken. ”Ja ja,” svarede hun og kiggede så dig rundt omkring. Hun så til højre, hvor hun fik øje en fyr som sad to stole væk fra hende. Han var en ualmindelig høj fyr. Hans hår var sort, og lagt tilbage. Han havde en sort hættetrøje trukket over hovedet, og noget sort og dystert tøj på. Han hang over bardisken med en drink. Hun kunne umiddelbart ikke se hvad det var i glasset. Et øjeblik blev hun lidt for ivrig og rykkede en stol nærmere på ham. Han opdagede heldigvis ikke noget. Han så blot ned på hans drink, vippede med den og kørte den i cirkler. Stephanie prøvede flere gange at se hvem det var. Hun havde selvfølgelig på fornemmelsen hvem det var, men var ikke sikker. Det kunne jo bare være en der lignede ham. Panikken strømmede igennem hende da fyren så på hende. Det var uvirkeligt at se ham her. Hans ansigt. Det lignede ham så meget. Hun kunne heller ikke være sikker. Hun forvirrede sig selv med de tanker. Stephanie så på ham igen og han smilede tilbage. Han rykkede hen ved siden af hende og åbnede munden. ”Hej” smilede Bill.

- Jeg fortæller -

Jeg svarede ham ikke. For hvad skulle jeg dog svare? Han grinte og smilede så meget at man kunne se hans perfekte tænder. Jeg kunne have besvimet, men jeg lod være. Mødet ville være til spilde. Jeg drejede hovedet og så på ham. Jeg blev helt blød i mine arme og ben. Jeg trak i mundvigen og så på ham. Han smilede og så ned mod sin drink. ”Kan jeg byde på noget?” spurgte han. Jeg rystede på hovedet. ”Nej tak. Alkohol er ikke mig” svarede jeg ham tilbage og smilede. Han nikkede og sukkede så. Han satte glasset væk fra sig og så på mig. Han smilede og jeg var lykkelig bare ved at han så på mig. Tårerne pressede på, og de flød ud af mine øjne. Han så forskrækket på mig, og lagde barmhjertig en hånd på min skulder. Jeg snøftede og tørrede tårerne væk. ”Er du okay?” udbrød han og begyndte at ae mig. ”J-ja.” stammede jeg. Han rystede på hovedet, og sammen gik vi over til et hjørne hvor der ikke var særlig mange mennesker. Og heller intet røg. Dejligt. Jeg snøftede stadig, og kunne se at det gjorde ondt på Bill. ”U-undskyld at du bliver så bekymret. Det er bare. Jeg er så glad.” Tænk at jeg sagde det bare sådan. Men det er jo det jeg har villet hele tiden. ”Glad?” spurgte Bill og rynkede på panden. ”Ja.. For... Jeg er fan” mumlede jeg, og jeg kunne høre det lille ''pling'' oppe i Bills hoved. Bill så bekymret på mig. Jeg kiggede ned på mine lår, hvor tårer landede. Han løftede stille i min hage og så på mig. ”Hvad hedder du?” spurgte han så. ”Stephanie” svarede jeg med gråd i stemmen. ”Stephanie. Fortæl mig om dine følelser til mig.” sagde han alvorligt og tog mine hænder. Nu? At Bill var så åben over for mig med det samme var så overraskende. Men det var også præcis sådan som jeg havde forstillet mig at han var. Sød, hjælpsom og forstående. Jeg var forfærdelig nervøs og kunne næsten ikke få ordene frem. ”D-det kan jeg ikke sige,” stammede jeg og så fortvivlet ned på mine lår. Efter at have gået rundt i 5 år om at møde Bill var så hårdt. Nu hvor jeg endelig havde mødt ham, hvorfor sagde jeg det så ikke til ham? Tiden. Hvis jeg havde kendt Bill bare en lille smule mere ville jeg have sagt det. Det ville føles forkert at sige det nu. Det passede ikke ind til det jeg følte lige nu. ”Nå, men må jeg så få dit nummer?” spurgte Bill og havde allerede sin mobil fremme. Jeg smilede og derefter udvekslede vi mobilnumre.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...