Forbudt Kærlighed

Christian har alt hvad man kan ønske sig; hans forældre er begge succesrige advokater, de bor i et stort hus, han har massere af venner, men dog føler han sig mærkelig tom indeni.
Husholderskens datter, Jessica, lever et anderledes hårdt liv. Hun er endnu en gang flyttet væk med sin mor og sine yngre brødre, til en ny skole, og nye rygter.
Hvad sker der når Christian og Jessicas veje mødes?

12Likes
20Kommentarer
3010Visninger
AA

1. Alene

Kapitel 1 - Alene

Christian

Jeg ved ærlig talt ikke hvad der er galt med mig. Mine forældre siger jeg bare er nervøs for fremtiden, og bange for ikke at leve op til deres forventninger. Måske har de ret. Det er skræmmende at skulle begynde i gymnasiet om mindre end en uge. Selvfølgelig vil de fleste af mine venner være der. Vi har alle sammen besluttet at begynde direkte på gymnasiet i stedet for at tage 10. klasse med. Og selvfølgelig vil jeg gerne gøre mine forældre stolte, når jeg begynder i 1.G. Få gode karakterer, og klare mig godt. Men jeg har altid klaret mig godt. Jeg har aldrig fået mindre end et 10-tal på mit karakterblad. Lærere kan altid lide mig. Jeg er høflig, jeg laver som regel mine lektier og jeg følger med i timerne. Hvorfor skulle de ikke kunne lide mig? Alle kan lide mig. Men hvorfor føles det så som om min sjæl har et kæmpe hul? Som om mit hjerte ikke slår for nogen god grund? Hvad er der galt med mig? Jeg har spurgt min terepeut om det samme. Ja, jeg ser en psykolog. Mine forældre mener det vil være bedre for mig at tale med en fremmed om mine problemer. Hvilket vil sige, at de ikke selv har hverken tid eller lyst. Forstå mig ret, jeg elsker mine forældre. Selvfølgelig gør jeg det. Men nogle gange er jeg bare ikke sikker på, om de elsker mig. Hvis det ikke var for mine gode karakterer, mine 'rigtige' venner, hvilket vil sige venner, hvis forældre også er rige så tror jeg ikke de ville holde af mig på samme måde. Jeg er et trofæ. Et bevis på endnu en ting de er perfekte til, og som alle misunder dem. Selv nu, hvor jeg sidder i et fyldt pizzaria med mine tre bedste venner, føler jeg mig alene. 

"Hey, Christian!" siger Dan og skubber til mig. "Dagdrømmer du om Stine?"

Det spørgsmål får dem alle sammen til at le højt. Stine. Min 'kæreste' ifølge dem. Stine har altid været småforelsket i mig. Mine forældre og hendes forældre kender hinanden fra deres egen gymnasietid, hvor de alle sammen mødtes. Mine forældre håber på, at jeg ender sammen med hende. De har aldrig sagt det til mig direkte, men de spørger mig ofte om ting som 'Hvornår har du sidst snakket med Stine forresten?', 'Jeg så Stine i byen i dag. Hun spurgte til dig' og 'Stine er en sød pige, synes du ikke?' Stine er en sød pige. Ingen tvivl om det. Og lige siden den fest inden sommerferien, hvor jeg dansede med hende og kyssede hende, har hun skrevet til mig næsten hver dag. Ja, jeg kyssede hende. Jeg havde fået et par øl mere end jeg kan tåle, og jeg opdagede ikke at hun kyssede mig, før hun trak sig væk igen. Jeg sagde ikke noget til hende, jeg smilede bare mit 'søde' smil, hvilket fik hendes kinder til at rødme. 

"Synes I virkelig Stine og jeg vil være gode sammen?" spørger jeg dem, efter deres latter har ebbet ud. 

"Fuck det, Chris!" smågriner Thomas. "Hun er mega lækker, hun er jomfru og hun vil have dig! Enhver fyr ville sku da have slået til for lang tid siden!" 

Jeg kigger bare ned i mit skød. Det var ikke lige det svar jeg havde søgt. Jeg er selv jomfru. Jeg ved ikke om de ved det. De har aldrig spurgt mig. Og hvis de gjorde ville jeg sparke deres røv så hårdt, at de ikke ville være i stand til at sidde ned i flere uger. De er nu meget åbne om deres egne seksuelle, og ikke så seksuelle, oplevelser. Thomas er den eneste af os som ikke er jomfru, så vidt jeg ved. Han har været sammen med sin kæreste, Alexandra. Dan og Henrik kysser på en ny pige hver weekend, men det bliver vist aldrig til mere end det. Og mig. Mit første kys var det med Stine. Hvis jeg kunne tage det tilbage, gjorde jeg det. Stine er sød, og hun er en pæn pige. Men hun bliver aldrig min pige. 

"Jeg tror jeg smutter hjemad, gutter", siger jeg, som jeg rejser mig op fra min stol. 

"Du har måske en date senere? Med den smukke Stine?" spørger Henrik, og blinker ikke så diskret til mig. 

"Vi ses", siger jeg, rystende på hovedet. 

Som jeg cykler den lille kilometer, der er fra Pappas Pizzaria og mit hjem, kan jeg ikke stoppe med at tænke på mine venner. Er de virkelig så overfladiske, som de giver ud for? Eller prøver de bare at være macho mænd? Jeg ved at det er Thomas og jeg som pigerne snakker om. Det er os der er 'førstepræmierne'. Henrik og Dan er bare de fjollede bedste-venner. Dem som de piger der ikke føler sig pæne nok til at snakke med Thomas og jeg, går til. Jeg har tit tænkt på bare at få et overstået. At give op. Spørge Stine om hun vil være min kæreste. Gøre mine forældre stolte. Give mine venner ret. Men det kan jeg ikke. Og grunden til jeg ikke kan give op, den grund som jeg har ledt efter så længe jeg kan huske, viser sig at snuble ud foran min cykel som jeg kører forbi Kløvervej. 

"Undskyld!" siger jeg straks, som jeg når at bremse op, inden jeg kører ind i den pige der ligger på cykelstien foran mig. 

Hun rejser sig hurtigt op, og børster støvet af sit tøj. Jeg lægger min cykel ned på asfalten, og skynder mig hen til hende. 

"Hvad skete der?" spørger jeg hende. Hun står med ryggen til mig, og alt jeg kan se er hendes røde hår, som går hende til skulderne. 

"Fortovet spændte ben for mig", siger hun tørt som hun vender sig om mod mig. 

Et øjeblik er jeg målløs. Hun er cirka et hoved lavere end mig, og hun har de klareste blå øjne. Hun er det smukkeste væsen jeg nogensinde har set. Og dog kan jeg ikke sætte en finger på, hvad det er der gør hende så utrolig smuk. Det kunne være hendes perfekte lille mund. Hendes søde lille næse. Eller måske er det noget dybt inde i hende som stråler igennem, og perfektgør hende. Perfektgør? Er det et ord? Åh Gud, jeg har aldrig i mit liv opfundet et ord af rent og skær nød før. 

"Har jeg jord i ansigtet?" spørger hun mig, og begynder at tørre en usynlig plet væk fra sin kind. 

"Nej, nej", griner jeg nervøst. "Jeg... Dine øjne. De er smukke." 

"Nå.." siger hun forlegent, og hendes kinder bliver næsten lige så røde som hendes perfekte hår. "Tak, tror jeg." 

"Hvad hedder du?" spørger jeg hende. 

"Jessica", siger hun og kigger mig dybt ind i øjnene. 

"Jeg hedder Christian", svarer jeg hende, selvom hun ikke har spurgt. "Hvor skal du hen?" 

"Netto. Jeg skal handle for min mor."

"Må jeg gå med?" spørger jeg hende. Hun må virkelig tro, jeg er en mærkelig fyr. Men jeg kan ikke bære at skulle tage afsked allerede. 

"Det må du da gerne", siger hun, men kigger ned i fortovet. "Skal du selv handle?" 

"Nej", griner jeg. "Men jeg må hellere gå med dig, hvis flere foretove skulle beslutte sig for at spænde ben for dig." 

"Du vil være min bodyguard?" spørger hun mig, smågrinende. Hun smiler! Og hun er, om muligt, endnu smukkere når hun smiler. Og hun smiler på grund af mig. En mærkelig følelse af stolthed fylder mit indre. 

"Jeg kan i hvert fald gribe dig, hvis du falder igen", tilbyder jeg, smilende. 

"Det er en aftale", siger hun, og sammen går vi tilbage mod byen. Jeg trækker min cykel, mens hun går ved siden af. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...