Vampires And Demons

Skriver stadig og har ingen idé om hvad der sker i den haha xp

4Likes
4Kommentarer
1423Visninger
AA

1. Vampires And Demons

Jeg gik gennem de mørke og våde gader, mit hår lå klistret til mit ansigt. Jeg kunne ikke rigtig se noget, hver gang jeg kiggede op fik jeg regnen i øjende. Pludselig kunne jeg hører fodtrin bag mig, men da jeg vendte mig om var der ingen. Jeg satte i løb, fodtrinnene begyndte også at løbe, jeg vendte hovedet mens jeg løb. Jeg hørte fodtrinnene, men der var ingen. Jeg stoppede op og begyndte at skrige. Et lys blev tændt i et lille hus jeg kun lige kunne skimme. Jeg skreg igen, men denne gang af smerte, hvad skete der med mig? Jeg faldt ned på de våde fliser, jeg lå og skreg, end til alt sortnede.

Da jeg vågnede igen var jeg et ukendt sted, jeg satte mig op i sengen, der sad en ung fyr på en stol ved siden af sengen, han sov. Jeg rejste mig og gik lidt rundt, jeg opdagede jeg ikke havde mit eget tøj på. ”Jeg har ikke gjort dig noget.” Sagde en blid og rolig stemme bag mig, jeg vendte mig om og så den unge fyr stod bag mig, jeg fik et chok og trådte et skridt tilbage. ”Rolig. Jeg så du lå på jorden og var gennemblødt, jeg kunne ikke bare lade dig ligge der. Jeg skal nok kører dig hjem nu.”
”Tak.”
Han lag mit våde tøj ned i en pose og så gik vi ud til hans bil. Jeg satte mig ind, men jeg var ikke meget for det, jeg havde hørt om alle de teenager der var blevet kidnappet og dræbt. Men jeg ville bare gerne hjem. Jeg sad bare og holdte øje med ham, mens han kørte. Da vi holdte ude foran vores port steg jeg ud og da jeg skulle til at smække døren, sagde fyren: ”Jeg gør dig ikke noget, jeg vil bare sørger for du kommer godt hjem.”
Jeg nikkede. ”Vil du være sød at vendte her til jeg er kommet ind?”
Han nikkede med et smil. Jeg gik over til porten og trykkede på en knap.
”Ja?” Sagde Walter, vores alt mulig mand, kan man vidst godt kalde ham.
”Walter, det mig, Katrine.”
”Åh Katrine. Gudskelov.”
”Send hundene ud tak.”
Han åbnede porten og da porten lukkede kunne jeg hører mine hunde kom løbene som gal. Vi havde en boxer og en rottweiler. Jeg satte dem på plads, så de ikke hoppede på mig. Jeg vendte mig om og kiggede på fyren der sad i bilen, jeg vinkede til ham og så løb jeg hen til huset. Vores hus lignede et slot, det var stort, men vi boede også mange her. Jeg havde selv 5 søskende og der var to på vej, så vi var snart 8 børn. Og så var der selvfølgelig også min mor og far, men det var ikke alt, mine ældste søskendes kærester boede her også. Jeg havde 2 store brødre, Will og Freddie, 2 storesøstre, Kamilla og Kristen. Så er der mine lille søster Julie. Vi lyder som en lykkelig familie, men enlig ikke. Det var kun mine ældste søskende der fik kærlighed, men det var af deres kæreste. Kamilla og Kristen havde kærester, men de boede her ikke. Så Julie og jeg gav hinanden kærlighed, men inderst inde var vi alle sammen ulykkelige.
Da jeg kom indenfor, blev jeg nød til at forklare det hele, alle var urolige. De begyndte også at spørger til mit tøj, min mor var meget urolig for at jeg var blevet voldtaget. Da jeg havde beroliget hende gik jeg op på mit værelse og skiftede tøj, jeg tog t-shiten op til min næse og duftede til den, den duftede af vanilje. Jeg elskede vanilje. Jeg lag tøjet ned i en pose og lag mig i min seng, jeg faldt hurtigt i søvn.

Dagen efter valgte jeg at spørger Will om han vil kører mig over til ham der fandt mig, med hans tøj. Det ville han gerne, men han ville gerne have vi tog, vores boxer King med. Vi gik ned til bilen og lukkede King ind i hundene buret. Jeg prøvede at forklare den vej vi kørte, men jeg blev i tvivl om det var den rigtige vej. Jeg genkendte huset svagt, så jeg tog posen og hoppede ud af bilen, Will tog King og så gik vi ned til døren. Jeg bankede på og det var ham der åbnede. Han kiggede på mig og så over på Will og King, King stod og gøede. ”Han gør dig ikke noget, Will vil bare gerne være sikker.” Jeg kiggede over på Will og King. ” King! Hold kæft.” Han satte sig og kiggede på mig. Jeg kiggede på fyren. ”Her.” Jeg gav ham posen, han kiggede ned i posen.
”Tak.”
”Jeg bemærkede i går at dit tøj duftede af vanilje.”
Han fnes. ”Ja. Øhh. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige.” Grinte han lidt gernet.
”Du behøver ikke sige noget. Øhh. Når men farvel og tak fordi du hjalp mig.”
”Det var så lidt.”
Jeg smilede og vendte mig om og gik hen mod bilen. ”Hey har du lyst til at går ud og spise en dag?” Råbte han pludselig efter mig.
Jeg vendte mig om og kiggede på ham. Jeg gik hen til ham. ”Kom til middag hos os i morgen. Bare kør vær nede ved vores port i morgen klokken 12.”
”Okay.”
”Har du noget at skrive med?”
Han gik ind og hentede en kulepen og en blok og så kom han ud igen, jeg gav ham mit mobil nummer.”
”Send en sms om en halv time.”
Han smilede og nikkede.
På vej hjem kiggede Will vredt på mig, jeg vidste godt hvad der gik ham på. Men jeg havde brug for en ven og han var sød, jeg stolede på ham nu. Da vi kom hjem gik han direkte ind til vores mor. ”Hun har inviteret den dreng til middag i morgen her.”
”Hvilken dreng?”
”Ham der fandt hende og kørte hende hjem.”
”Det lyder da hyggeligt.”
”Hun kender ham jo ikke.”
”Will nogen gange må man være lidt imødekommende.” Han gik op på sit værelse.
”Tak mor.” Sagde jeg og gik i køleskabet.
”Vi har hundene efter ham hele tiden.”
”Moar!”
”Hvad? Du kender ham jo ikke.”
”Nej og det kommer jeg heller ikke til hvis hundene skrammer ham væk.”
”Fint skat. De bliver i burende.”
”Tak.” Jeg tog en en smoothie og gik ind i stuen. Jeg satte mig i sofaen og så noget tv.

Da jeg vågnede dagen efter tog jeg nogen lårkorte cowboyshorts og en mørkeblå top på. Jeg lag lidt makeup og satte håret op i en knold, jeg tog en hårbøjler på og så kiggede jeg mig selv i spejlet. Jeg smilede og gik nedenunder. Da klokken nærmede sig 12 og maden var ved at være færdig gik jeg ned til porten, da han kom så jeg havde en pakke chokolade og en buket blomster med.
”Hej.” Sagde jeg da han stoppede foran mig.
”Hej.” Sagde han med et smil.
Vi gik ned til vores hus. Han stod længe og kiggede på det. ”Wow.” Sagde han lavt.
Jeg smilede. ”Skal vi gå ind?”
”Nu bliver jeg ikke ædt fra hundene vel?”
Jeg fnes. ”Nej, det er låst inde i deres burer.”
Vi gik ind og han fik hilst på min familie. Han gav mig blomsterne og chokoladen, ”her.” Han smilede.
”Tak.” Jeg gik ud i køkkenet og han gik efter mig. Jeg fandt en vase og satte blomsterne i vand. ”De er rigtig smukke.”
Han smilede.
”Så er der mad.” Sagde Walter til os alle.
Vi gik ind og satte os og begyndte at spise. Min mor begyndte at spørger fyren om alt muligt. Jeg kom i tanke om jeg ingen gang vidste hvad han hed. ”Hvad hedder du enlig?” Spurgte jeg lavt.
”Robert.” Sagde han med et smil.
”Jeg hedder Katrine.”
Han smilede og tog noget mere mad.Da vi havde spist gik vi op på mit værelse. Robert kig rundt og kiggede på mine ting, jeg fandt en af mine 1000 tegneblokke, han åbnede den og kiggede på mine tegninger, han kiggede mest på min nyeste. Jeg gik hen til ham og tog den ud af hånden på ham. Han kiggede overraskede på mig. ”Prøv lige at giv mig den igen.” Han tog den ud af mine hænder. ”Hvad er det?”
”Det er ikke noget.” Løj jeg.
”Det du skreg af, var det det?”
”Jeg ved det ikke, jeg har bare tegnet noget. Jeg kunne intet se.” Tårne kom frem, jeg vendte mig om og fjernede tårnede. ”Undskyld.”
Han stalde sig foran mig og hav mig ind til sig. ”Jeg passer på dig.”
”Jeg har ikke været ude om aften efter. Jeg tør ikke være udenfor om aften mere.”
Han løftede mit hoved mit sin pegefinger. ”Katrine, jeg passer på dig.”
Jeg gik væk fra ham og satte mig på min seng. ”Du kan intet gøre, du er bare en almenlig dreng.”
Han fnes. ”Helt almenlig er jeg nu ikke.”
Jeg kiggede på ham. ”Hvad mener du?”
”Det kan jeg ikke fortælle dig endnu, men hvis du vil være venner, så skal jeg nok fortælle det snart.”
”Jeg vil gerne være venner, jeg har ingen.”
”Har du ingen, hvorfor?”
”Vi får alle hjemme undervisning, vi kommer aldrig ud og møder nye folk på den måde.”
”Er du glad for at være her?”
Jeg rystede på hovedet.
”Det kan jeg godt se.”
Der blev ikke sagt mere.

Efter en måned var Robert og jeg blevet gode venner og for første gang skulle jeg sove hjemme hos ham. Da månen var kommet og solen var væk, tog jeg min taske og gik ned til porten og ventede på Robert. Da jeg stod der kørte jeg fodtrin. Jeg kiggede rundt, men der var ingen. ”Robert!” Råbte jeg. Jeg begyndte at få smerter i benene, jeg faldt sammen, det næste jeg hørte var Roberts stemme. ”Katrine?” Og alt blev sort.
Da jeg vågnede igen lå jeg i Robert seng og han sad i stolen. ”Deja-vu.” Sagde jeg og prikkede til Robert, han åbnede øjnede. ”Undskyld. Det var meningen vi skulle have en hyggelig aften.”
”Katrine det er okay.”
”Er du sikker?”
”Ja.”
”Må jeg blive endnu en dag? Jeg vil gerne være sammen med dig.”
Han smilede. ”Ja, selvfølgelig.”
Jeg klappede på sengen og han lag op ved siden af mig. Jeg kyssede ham på munden og han kyssede mig blidt tilbage.
”Robert?”
”Ja?”
”Kan du huske du sagde du ikke var en almenlig dreng?”
Han nikkede.
”Må jeg ikke for af vide hvad du mener?”
Han kyssede mig og rejste sig. ”Du må ikke blive bange for mig, jeg gør ingen noget ondt.”
Jeg rystede på hovedet.
”Jeg er en vampyr.”
”Du er hvad? Ej Robert jeg tror du har set for meget Blade.”
”Det er rigtigt.”
”Har du super fart?”
Han nikkede og pludselig var han væk men lige så hurtigt var han tilbage igen med et glas cola. Han gav mig glasset og jeg tog en tår.
”Vildt.” Hviskede jeg og rejste mig op i sengen, han kom hen til mig. Jeg lag armene om halsen på ham og kyssede ham. Han lag armene om mig og kyssede mig igen, han løftede mig op og jeg svingede benene om ham.
”Du er ikke bange for mig?”
”Nej. Jeg troede jeg ville, men nej er jeg ikke. Der er noget ved dig, der gør at jeg elsker dig. At du er den eneste jeg vil være sammen med.”
Han smilede og kyssede mig. ”Du ved ikke hvor længe jeg har ventet på dig.”
”Robert?”
”Ja?”
”Jeg hører fodtrin, og det snor sig i mine arme.”
Han lag mig i sengen. ”Katrine hold sig vågen.”
”Jeg prøver.” Smerterne tog god fat nu og nu lå jeg og vred mig af smerte, men jeg var stadig vågen. Jeg skreg højt. Robert stod bare og kiggede på mig, han var ked af det. ”Robert hjælp.”
”Hvad skal jeg gøre?”
”Få det væk?”
”Jeg kan ikke, her er ikke noget.”
Der slog det mig, det hele forgik inde i mit hoved, ingen andre kunne hører det jeg hører.
”Jeg bliver nød til…” Jeg gik i sort.
Da jeg vågnede igen, lå Robert med armene om mig og holdte mig helt ind til sig, jeg satte mig op og kiggede på Robert. Han åbnede øjnene. ”Du er vågen, allerede.”
”Allerede hvor længe har jeg været væk?”
”10 minutter ca.”
”Hm.”
Jeg lag mig ned igen og klemte mig helt ind til ham, han lag armene om mig og holdte mig.
”Det hele forgår inde i mit hoved. Det hele er fantasi.”
”Men dine smerter.”
”Jeg kiggede på ham. ”Findes der ånder?”
”Ja?”
”Findes der onde ånder?”
Han kiggede mærkeligt på mig.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...