Motorvej

Den novelle om ulykkelig kærlighed, og om ensomhed.

0Likes
0Kommentarer
270Visninger

1. Motorvej

Smilet fylder hans ansigt, fra øre til øre. Han kigger koncentreret mod bilerne, på den anden side af ruden. Han opdager ikke at jeg iagttager ham. Jeg smiler for mig selv, og nynner med på en af de utallige sange fra P3.  Følelsen af glæde, fylder mit sind ud. Jeg trommer stille mod dørens side, hvor jeg dog elsker den sang. Jeg kigger en ekstra gang, bare én til, så opdager han intet, kig væk Nathalie. Motorvejen er godt fyldt, lørdag eftermiddag, i sommerens første uge. Vejret er skønt, himlen blå og 24½ grad. Jeg lader mine øjne tage ét sidste kig, han smiler, han opdager at jeg kigger på ham. Jeg drejer mit hoved, og rødmer. Han så det. Jeg lader øjnene tage et enkelt blik til, hvorfor skal han være så sød? Jeg slår et knæk med nakken, og forsøger at tænke på noget andet. ”Nathalie?” spørger han. ”mhm.” siger jeg træt. ”hvad glor du på?” griner han. ”Ikke dig. Vinduet selvfølgelig.” Siger jeg smilende. Lær det Marnus, du får mig ikke til at indrømme det. Ikke endnu i hvert fald … jeg fortsætter mit vindueskiggeri, men koncentration svigter. Marnus for pokker da. Hans små brune krøller, hans smil og hans blå øjne. Det føles som at få et spyd stukket direkte gennem diverse indre organer. Du ved det, gør du ikke? Du ser ud som om du ved det. Jeg kan se fryden i dine øjne, du nyder det. Nydelsen af min frygt. ”Du skal dreje her, bare så du ved det.” Siger jeg lavt. ”Jeg ved det godt, vi har kørt her 1000. gange. Husker du ikke det?” Kækt som altid … suk. ”Jojo, det var bare hvis du nu ikke kunne huske det.” kommer der forlegent ud af munden på for skrumpede mig. ”Jeg glemmer det aldrig, aldrig nogensinde.” selvfølgelig gør du ikke det, tænker jeg, og lader øjnene kigge ned mod havets smukke farver. ”Marnus?” hvisker musen inden i mig. ”Ja, snuske?” Orgh jeg hader når han kalder mig det … ”Kan vi ikke vende om?  Jeg vil gerne tale med dig om, noget …” Jeg fortryder ordene det sekund, som jeg hører mig selv sige dem. Hvor dum er du Nathalie? Tænk dig dog om, du kan ikke fortælle ham det. Det er din hemmelighed, selvom han uden tvivl for længst har gættet det … ”Selvfølgelig snuske, hvor skal vi hen?” smiler han sødt, som det var det eneste der eksisterede i hele universet. Åh Marnus, åh Marnus, forstå det nu. ”Væk herfra, hvis det er okay med dig. Det minder mig om gamle dage.” halvt forvirret som altid, godt gået Nathalie … ”Som du ønsker.” Marnus, stop med det, når du ved jeg har det sådan her. Argghg! Du kigger på mig. Dine øjne stråler om kap med dit smil. Hm, du er perfekt. ”Nata? Er der noget galt?” dine øjne bliver mere alvorlige. ”Nej nej, det føles bare så uvirkeligt alt sammen.” Fortæl ham det nu Nathalie, du kan jo godt. Eller er du for svag? ”Snuske, det går nok, jeg lytter.” Med en hvis svaghed i din stemme, men det er nok til at overbevise min svage sjæl. ”Tja, du har vel ret. Jeg ved bare ikke om jeg kan holde det ud mere, det virker så skræmmende … virkeligt skræmmende.” Vis ham dét bag facaden, Nathalie. Du kan jo godt… gøre det. ”Marnus, det er på tide at vi snakker om det her. Det gør mig så ked af det. Jeg kan ikke holde det for mig selv mere.” Publikum venter Nathalie … vente, vente og vente. ”Ja, snuske?” selvtilliden er tilbage i din stemme, som altid. ”Marnus, vi har været venner så længe jeg kan huske, vi gik i vuggestue sammen. Jeg elsker … elsker dig virkelig Marnus. Jeg kan ikke se på dig, og de andre mere. Det gør ondt. Undskyld.” usikkerhed, den der altid har været der. Flot Nathalie, jeg er stolt af dig. ”Jeg … jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Nathalie, vi er jo venner. Jeg troede at … at vi skulle være venner for altid?” Du tøver, Marnus. Jeg kigger væk, lader som om at jeg ikke har hørt dine sidste ord. ”Nathalie, du hørte mig jo godt, jeg kender dig,” Hm, åbenbart ikke så godt, var? Jeg prøver at koncentrere mig, om mine fødder. Jeg har de sorte støvler på, dem du så godt kunne lide, Marnus. Husker du det? ”Nathalie, jeg holder da også af dig. Det ved du godt.” Medlidenhed, det sidste jeg havde brug for… tak. ”Jeg ved det hele, alting.” kort og fattet, sådan Nathalie. Hvad blev der af at smide facaden? ”Nathalie, det må ikke ødelægge vores venskab, du er som min søster for pokker.” Din søster? Ffs. ”Det er sikkert også bedst sådan, snuske.” Sikkert, elskede… Ha. ”Det er det vel. Betyder jeg da ikke det for dig? Hvad med de utalige gange du har kaldt mig snuske? Betyder det ingen ting?” Det hjælper ikke at blive sur. Tænk dig nu om. ”Nathalie, du ved jo godt hvor meget du betyder for mig. Jeg er bare bange, for at miste dig.” Jeg venter spændt på din pointe skattebasse. ”Nathalie, kig nu på mig… for pokker da! Du ved jo godt at jeg holder af dig, Snuske?” Jeg troede, at det var det du lige havde sagt, du ikke gjorde… men god pointe. Helt sikkert ikke. ”Hvor vil du hen med det der?” koldt, smukt Nathalie lad ham ikke se din ærgrelse. ”Snuske for helvede, du ved det godt. Jeg skal bare tænke.” Tænk du bare, tænk så lang tid du vil. ”Marnus, gider du ikke køre hen til sommerhuset alligevel?” Hvorfor nu det Nathalie, kan du ikke bestemme dig alligevel? ”Det kan vi vel.” Flot du sårede ham. ”Hm, tak.” Stilhed. Motorvejen er for længst slut, vi kører ud af grusvejen, om 30 sekunder er vi der. Familien vil stå at vente på os, de vil sige hej. De vil sikkert spørge hvorfor vi brugte så lang tid, for der var jo ikke trafik på vejene da de kørte af sted. Marnus vil smile og sikkert sige, Jo altså, Nata kunne ikke holde sig, så. Ikke fordi det sker tit, nej … bare fordi han kan. Jeg ville virkeligt ønske du forstod, forstod hvor meget jeg ville gøre for dig, for at se dit smil tilhøre mig. Støvet omkring bilen, som en sky der aldrig vil forsvinde. Lugten af havet der stille trænger igennem bilens halv åbne vinduer. Vejret er fantastisk, det er længe siden himlen har været så blå, som den er netop i dag. Hvorfor kan vi ikke bare have det perfekt sammen? Hvorfor kan du ikke bare være min? Jeg kan ikke tænke på dig mere, du smadrer mig indvendigt. Jeg ved godt, at det ikke fungere, det gør det ikke, overhovedet. Jeg ved, at jeg elsker dig, fandens højt. Jeg ville ønske du ikke opgav vores ting, bare fordi der er bedre bud. Jeg ved jo godt, at du ikke elsker mig, ikke ret meget i hvert fald … jeg ved det. Jeg ville bare ønske du gjorde. Jeg ville ønske der ikke var nogen Cecilie, hende som du elsker. Du kan fortælle mig ligeså mange gange du vil, at du er forelsket i mig, at jeg betyder alt, men jeg er ikke dum Marnus. Jeg ved godt, at du stadigt har stærke følelser for Cecilie, hun er jo smuk, ikke sandt? Jeg misunder hende. Jalousi kan ødelægge alt, jeg ved det. Jeg vil jo ikke være jaloux? Jeg vil jo bare have dig, et sted hvor jeg ved jeg ikke mister dig igen! Jeg ville ønske vi kunne være sammen til evig tid, men … vi er vel for forskellige. Du er det perfekte, du elsker det smukke, det som smadrer min verden, mine håb? Jeg vil bare elskes … af dig. Vi er der endelig, de står forventningsfuldt og kigger, mens bilen triller op ad vejen. Alle vinker, om lidt vil de alle stå ved bildøren, og spørge hvorfor det tog så lang tid og at der da ikke var trafik da de kørte. Marnus vil smile, og omfavne dem, som han omfavnede mig engang. Jeg vil kigge genert ned i jorden, og bare sige ”Hej.” Så kreativ er jeg nemlig, De vil byde os på kaffe, rundt om bordet på terrasen, mens De fortæller om gamle dage, fra dengang De var unge. De vil grine, Marnus vil sidde smilende, med det smil han gav mig tidligere. Det smil jeg elsker og samtidigt fordømmer. Han vil grine. Jeg vil skrige inden i mig selv, af smerte. En smerte ingen kan forstå, følelsen af, at være uelsket og alene. I vil intet opdage, det eneste der vil ske, er at jeg dør lidt mere inden i. Farvel kære familie.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...