sorte negle

det er ikke ondt at lyve, at lyve gør det bare nemmere at leve.

1Likes
3Kommentarer
1336Visninger
AA

1. forsvundet.

”du er i live, og din søster er forsvundet. Ved du hvad det er jeg hentyder til?” han stod med hænderne på bordpladen, og hans ansigt var få centimeter fra mit. Han så mig i øjnene, og jeg fik en pludselig trang til at slå ham, men det kunne jeg selvfølgelig ikke. i det sammen jeg var kommet ind i dette forhørelses lokale, havde de smidt mig ned på stolen og givet mig håndjern på. Jeg vred mine arme i håndjernene, og en voldsom smerte slog op i mig. jeg vidste godt hvad han hentydede til, han mente at det var mig der havde dræbt min mor og far, kidnappet min lillesøster Hayley, og stukket ild til vores hus. Jeg fatter ikke hvorfor de spilder tiden her! det var ikke mig der gjorde det, og i stedet for at lede efter min søster, så står de her og spilder deres tid! Vis bare at jeg kunne komme fri så ville jeg selv kunne finde hende. Men politiet er nu en gang sådan at de vil have deres vilje. ”påstår du at det var mig der gjorde det?” selvfølgelig gjorde han det! Men han troede jo at jeg er dum så jeg må nok hellere opføre mig sådan. ”hvem skulle ellers have gjort det? Din usynlige ven? Eller naboens hund?” han kiggede ondt på mig og rettede sig op, han gjorde mine til at gå, men hvorfor skulle jeg lade ham slippe af sted med det, når jeg vil have ham til at slippe mig fri? ”du vil aldrig finde hende, at du ved det” sagde jeg, og så at han stivnede i dør åbningen. ”hvad mener du?” spurgte han og vendte sig om imod mig. ”jeg siger bare, at det eneste du vil finde i denne sag er hendes lig.” jeg vidste at den lille kommentar der, havde vagt hans fulde opmærksomhed, og jeg vidste også at jeg havde ret. Vis de ventede længere på at lede efter hende ville de finde hende død om ti år. ”du siger altså at du ved hvor hun er?” jeg så ned i bordet. ”nej, jeg ved ikke hvor hun er.” svarede jeg stille. ”men jeg ved at ’du’ aldrig vil finde hende, hverken dig eller politiet vil finde hende. Det skal være mig.” det skal være mig, gentog jeg for mig selv inde i mit hoved. Jeg vidste godt at det ville blive svært at finde hende, og at gøre det alene er svære. Sedlen. Du, og kun du vil finde hende. Men det er dig der bestemmer om hun skal være i live. Det var hvad der stod på sedlen, den seddel der lå på hendes hoved pude da jeg løb ind på hendes værelse, for at fortælle at mor og far var døde. Da jeg så sedlen flippede jeg ud! Der kunne kun være en person der stod bag det, og jeg vidste godt hvem. Den eneste person der ikke fik det han ville have, nemlig mig. Da jeg takkede nej til at blive hans kone, flippede han ud! Men jeg takkede ikke nej fordi at han ikke var pæn, det er bare det at jeg kun er 17.jeg blev igen nær værende da nogen fjernede håndjernene, fra mine håndled. Jeg tog fat om mine håndled og gned dem, som for at prøve at få smerten, til at forsvinde sammen med de røde mærker. ”hvor er hun så? Altså din søster. Og jeg vil have et svar, og det skal være nu!” politi manden, stirrede mig igen i øjnene og så alvorlig ud. ”jeg ved ikke hvor hun er, men…” jeg gik i stå, hvad skulle jeg sige? At en syg narko sælger havde hende, og at han engang havde spurgt mig om vi skulle giftes? Nej vel, det var bare for langt ude, selv for politiet.” men hvad?” spurgte han og så alvorligt på mig. Jeg så ned i bordpladen, og tænkte over det næste jeg ville sige. ”men så intet” sagde jeg, og så skamfuldt ned i bordet. ”jeg ved kun at det er mit valg der kan redde hende.” sagde jeg, og tilføjede stille til mig selv ’kun vis jeg gifter mig med ham’ sætter han hende fri. Og det er noget jeg aldrig vil gøre. Han gik hen til døren og vendte sig om. ”du er stadig vores hoved mistænkte, så der er en der vil holde øje med dig 24 timer i døgnet.” sagde han, og kiggede udfordrende på mig.” okay” sagde jeg bare.” du må gerne gå” sagde han, og gik. Jeg rejste, og greb fat i min håndtaske. Jeg vendte mig mod døren, og så en pige i 20’erne, med sort langt hår sat op i en hestehale. Hun havde et par jeans og en politi uniform på. Og på ryggen bar hun en rygsæk. ”hej” sagde jeg, og gik forbi hende. Hun greb fat i mit håndled, og så mig i øjnene.” jeg hedder Emily, og jeg er sat på denne her post om at overvåge dig.” hun så undersøgende på mig. ”hej Emily, vil du være sød at slippe mig inden jeg prikker dine øjne ud?” hun kiggede lidt mere på mig, og slap så taget i mig. Jeg begyndte at gå mod udgangen, da hun irriterende nok, gik op på siden af mig. Jeg ignorerede hende, og gik over mod bus stoppestedet, der lå lidt fra politi stationen. jeg havde nåede lige at hoppe på bussen, der holdte der, og irriterende nok gjorde Emily også. Jeg satte mig ned på det første ledige sæde jeg fandt, og opdagede forsendt, at der var et ledigt sæde ved siden af mig, som Emily, smed sig ned på. ”nå hvor skal du så hen nu?” spurgte hun, og jeg kunne mærke hendes blik på min ryg. ”hjem” sagde jeg blot. ”hjem? Jamen er det ikke brændt ned?” spurgte hun dumt nok om! Jeg havde lyst til at skrige ’jo det er det, men jeg klan jo godt sove i asken!’, men jeg tror nu bare at jeg tager den med ro, og tager hjem til min mormor. Jeg kan jo godt lide min mormor, og jeg tror faktisk også at hun har bagt småkager i dag. ”jo det er det, men jeg tager hjem til min mormor.” jeg vendte mig om mod hende, også trist på hende. “og desværre for dig, så hader hun politiet.” sagde jeg, og det var ikke en spøg, hun hade politiet, mere end hun hade min far! Engang da en politi betjent, kom og bankede på, for at tale om indbruds, sikkerhed. Slog hun ham bevidstløs, med en potteplante, og smed ham ind til naboen. Og det skete alt sammen da jeg var på ferie hos hende, for syv år siden. ”jeg lader mig ikke skræmme” sagde Emily blot, og begyndte at smile. ’du burde vide bedre’ tænkte jeg, men hun opdager det vel nok, senere i dag. Jeg tvang mig selv til at smile til hende, men jeg er ikke sikker på om det blev til ret meget andet end en lille trækning, i mundvigen. ”hvor bor hun?” Emilys spørgsmål bragte mig ud ad mine spekulationer.” hun bor nede ved slumkvarteret.” svarede jeg hende og vendte mig igen mod vinduet. ”vi skal af om fem stop.” fortsatte jeg, da hun blev ved med at kigge på min ryg. ”okay.” svarede hun, og tog et stykke tyggegummi op ad lommen. Lidt underlig af et politi betjent at være. Hun rykkede sig på sædet, og skubbede, lidt på tasken ved hendes fod. Hendes ene bukseben, røg op. Jeg udstødte et gisp. Hun rettede sig op, og kiggede på mig. ”hvad er der?” spurgte hun og skubbede sit bukseben på plads. Men det var forsendt, jeg havde godt set den tatovering, der bryde hendes ankel. Det lille blødrøde æble, med en pil igennem. Et tegn på at hun var med i hans gruppe, hans narko gruppe. Hun var en af dem. En af dem der havde dræbt mine forældre, og kidnappet min lille søster, han havde sikkert rekrutteret hende, på en politi konference, jeg vidste at han havde kontakter inde for politiet, men at hende Emily, der sad ved min side nu, kunne være en af dem, skræmte mig vildt. Og jeg blev elleres aldrig bange. Hun sad med fingrene i skødet, og legede uskyldig. Det skulle være nu at jeg flygtede vis jeg ikke skulle blive fanget af hende og ført til ham. Jeg havde været i deres hule før. Det var en kæmpe lagerhal, med en masse kasser af narko og et par stole, spredt rundet omkring. Da jeg var der dengang, havde det været da han havde friet til mig, det er ikke mere end et halvt år siden nu, jeg kan huske at da jeg sagde nej, flippede han ud. Råbte at jeg lige havde fået en meget magtfuld fjende, man for alt i verden ikke skulle få. Jeg havde blot kigget på ham, og da han var ved at råbe ordre i sin mobil telefon, løb jeg ud ad døren, og holdt mig ellers langt væk fra den lagerhal. Jeg kiggede igen på Emily, da bussen gjorde holdt, jeg måtte for alt i verden ikke tage hende med hen til min mormor! De ville dræbe hende, ligesom de har gjort med mine forældre! Jeg rejste mig hurtigt, og løb mod udgangen af bussen, folk der var på vej ind, skyndte sig at flytte sig for mig. Jeg nåede lige at springe ud på fortovet, inden dørene til bussen blev lukket. jeg så bussen passere forbi, sammen med Emily, der så rarsende ud med ansigtet presset mod ruden. Da bussen var kørt forbi, løb jeg over på den anden side af vejen, jeg var lige kommet over, da jeg hørte et skud, efterfulgt af et højt brag bag mig. jeg vendte mig om og så at bussen var væltet ud på vejen, op ad døren, der havde front til mig. Kravlede Emily ud. Jeg så hendes forvredet ansigt, og vendte mig straks om mod en ensom gyde. Jeg begyndte at løbe ned ad gyden. Jeg vidste at det var vigtigt for mig at vinde! Vis jeg ikke nåede ned til enden af gyden, ville jeg om mindre end ti minutter side inde i det klamme lagerum, sammen med ham! Og min mishandlede søster ved min side. For jeg kendte hans metoder, han havde vist mig, hvordan han tævede dem han kidnappede, og det var brutalt. Jeg var sikker på at han ville gøre det sammen med Hayley. Jeg nåede enden af gyden og vendte mig langsomt om. Emily, smilede til mig forenden af gyden. Hun gik langsomt hen mod mig, hun smilede forventnings fuldt. Gik langsomt hen imod mig, trak tiden ud, som om at hun ventede på noget. Og så slog det mig, hun ventede på ham. Hun havde sikkert fået besked på at vente på ham. Men jeg ville ikke se ham. Jeg vil ikke lade ham føre mig til min lille søster, jeg vil ikke ende bagbundet, i et eller andet lagerrum, sammen med min søster. Jeg måtte selv finde min vej der til. Emily trak en pistol frem fra lommen, hun pegede på mig med den, og talte uden ord. Hendes mund bevægede sig, men der kom ikke et ord over hendes læber. Det var som at vær en lyd blev forstummet, at alt drejede sig om nuet. Jeg kiggede mig tilbage, der var en mur, der førte ind til et lejeligheds kompleks, den eneste vej ud, var forbi hende. Og den vej var jeg desværre for bange til at gå. Jeg kiggede op, en smal brandtrappe der førte helt op til taget. Fangede min opmærksomhed. jeg vendte mig om mod Emily, og opdagede at hun næsten var nået hen til mig, og trak nu noget frem fra sin bukselomme. Jeg vendte mig igen om mod brandtrappen, og kastede mig mod den. Jeg nåde lige at gribe fat i det nederste trin da noget grab fat i mit ben, og kastede mig ned på jorden. Jeg vendte mig om med det samme, det var Emily, hun stod bøjet over mig, parat til at slå mig, men jeg var hurtigere, og slog hendes hånd væk. Hun kiggede chokeret på mig, men der gik ikke ret længe, inden at chokket blev til harme, og der efter vrede. Jeg gjorde et nyt forsøg i at gribe ud efter det nederste trin, men blev igen hevet tilbage. Jeg vendte mig om, hun stod knap en meter fra mig, med en pistol i hånden. Jeg gispede. Og ventede på at hun skød. Men hun gjorde intet, Hun stod bare og kiggede vildt på mig, og ventede på at forstærkningen, skulle komme. Hun holdt mig blot hen, og ventede. Det var sikkert hvad hun havde fået at vide. ’ikke dræbe, bare slå hende ud vis det er nødvendigt’ det var sikkert det ’han’ havde sagt til hende. Åh gud, vor ville jeg dog bare ønske at jeg var tilbage i den lagerhal. Tilbage så jeg kunne sige ’ja’ til ’ham’. sige ja, også ville intet af dette være sket. Intet. Men det svære, så er der ingen der har opfundet en tidsmaskine. I nu. At prøve at løbe forbi hende, ville være den sikre død for mig, det vidste jeg. Men vis hayley døde, kunne jeg også lige så godt dø. Men det var nu ikke det der plagede mig, det var det faktum at jeg var så godt som forsvarsløs, det eneste jeg kunne gøre var at sparke og slå. Og emily? Ja hun kunne jo bare skyde mig i knæet, vis jeg prøvede at flygte. Tro mig jeg tror virkelig at hun havde lyst. Jeg så mig igen til siden, over mod stigen, hun kiggede sig nervøst omkring. Kiggede efter ’ham’

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...