Love is just a game!

Da Rania er i Jylland i Henning for at bo hos sine bedsteforældre sammen med hendes familie, fordi de snart skal flytte og at Billund er tættere på der hvor bedsteforældre. De bor ved siden er et stadium. Hvad hun ikke ved er at Justin Bieber skal holde koncert skal holde koncert der imorgen d. 1 april og at han er der for at tage generalprøven. Da hun ikke ved hvem han er og at han er i sort tøj og har to store personer med gøre hende mistænksom. Hun tror at han er indbrudstyvv og at de to personer er vagter så hun ringer derfor til politiet. Vil du vide mere så læs den :)

10Likes
33Kommentarer
2231Visninger
AA

3. ~2


"Rania" råbte Rosa. Hendes stemme lød overrasket. Lidt efter råbte manden der var kommet ud fra stadiummet. Han var lidt mørk i huden og havde mørke solbriller på. Han var ikke til at genkende, men det var også mørkt. Måske kunne jeg bedre se hvem det var, hvis han kom tættere på.

"Justin?" råbte han. Manden var sikkert Usher. Rosa og Usher løb begge hen til os, men det var Usher der kom først. Han var jo også højere og havde derfor også længere ben Rosa havde. Han kiggede på politibilerne og kiggede så hen på mig også til sidst på Justin.
"Hvad forgår der her?" sagde han og lød sur. Han kiggede fra Justin til mig. Til sidst landede hans blik på mig. Jeg kiggede bare tilbage og til sidst endte det med at han kiggede på Justin.
"Det spørger jeg også om" sagde Rosa og lød forvirret og overrasket. Mest forvirret. Mig og Justin kiggede på hinanden. Vi vidste begge to at vi ikke ville forklare. Jeg kunne se på Justin at han hadede mig lige i det øjeblik, men jeg elskede heller ikke ham, så det kunne være lige meget.

"Du forklarer" sagde vi i kor. Jeg kiggede irreteret på ham. Det samme gjorde han. Hvorfor skulle han lige sige det samme som mig? Og oven i købet på samme tid som mig. Den kraft idiot!

"Nej, det gør du" sagde han. Jeg skulle til at sige det samme, men det havde han åbenbart gjort før jeg så jeg var nød til at finde på noget andet. Jeg kiggede irreteret på ham og med et blik der sagde Skyd-dig-selv!, hvilket han jo så ikke gjorde. Han så ud til at have et fremragende liv.

"Nej, jeg gør ej. Du er stjernen" Dette sagde jeg hånende, da han sikkert kunne forklare det bedre end jeg. Han kendte også ham Usher og kunne da også bedre sige det på en måde, så han troede på os. Jeg håber han vil tro på os, for jeg vil ikke sidde her hele natten og sige sandheden til Usher.

"Og? Det betyder ikke at jeg skal forklarer" sagde han og lød en smule forvirret. Det var da godt at han var forvirret, så kunne jeg bedre manipulere med ham. Han så ikke for klog ud, men så et blærerøv.

"Jo, for du er den mest rapkæftet af os to" sagde jeg og smilede et hånende smil. Jeg vidste ikke hvordan jeg lige pludselige kunne huske alle de ord. Det var som om jeg kunne huske alle de engelske ord, jeg havde lært gennem årene. Fra jeg var ni år til jeg var blevet seksten. Når jeg skulle til prøve eller sidste år, hvor jeg havde termins prøve, kunne jeg ikke engang huske alle de der ord på engelsk. Vildt at jeg kunne dem nu!

"Er jeg? Så du er den mest høfligeste pige af os to?" spurgte han og smilede et smil jeg ikke brød mig om. Jeg nikkede en smule forvirret. Og? Det var da lige meget med om jeg var høfligest eller ikke. Og hvem sagde jeg var høflig. Hvis jeg var høflig ville jeg være ligesom Rosa og pænt forklare hvad der var sket. Hvis jeg var Rosa, ville jeg ikke engang have blandet mig.

"Okay, jamen så skal du forklarer. Jeg er ikke høflig nok til at svare" sagde han. Nu var det hans to til at smile hånende. Jeg kiggede hen på Usher. Han så ud til at have mistet tålmodigheden. Sådan så Rosa også ud. Og det var sjældent at Rosa mistede sin tålmodighed, så det var også mærkelig at se at hun havde mistet tålmodigheden nu.

"NU FORKLARER I MIG HVAD DER SKER HER? OG I GØR DET BEGGE TO" brølede Usher. Vi for begge to mindst ti meter i vejret. Så forskrækket blev vi. Han brølede af hele hans stemmes kræft. Så højt han måske kunne råbe. Og han kunne virkelig råbe højt han kunne. Ingen tvivl. Især hvis han kunne få mit hjerte til at springe et slag over, hvis det ikke havde været to slag.

"Okay, hende pigen der som vist hedder Rania, troede at mig og mine bodyguards var indbrudstyve og derfor ringede hun til politiet" forklarede han og kiggede op på Usher, for at se om han troede os. Jeg nikkede straks for ham Usher lød skrap. Han kiggede lidt på os, som om han ikke troede på os, men det blev han nød til. Vi løj ikke. Slet ikke. Til sidst nikkede han godkende og vi fik lov til at slappe af eller Justin så ikke ud til at slappe af. Utroligt at jeg ikke kunne genkende Justin. Han var selveste Justin Bieber som alle fablede om. Der var over tusind plakater af ham i byen og hos dem jeg havde besøgt gennem tiderne. Hans film var det nyeste alle talte om og der var ca. tre plakater af ham i klassen. Clara og E lsa havde hængt dem op, da de var meget stor fan af ham. Meget stor siger jeg dig! De havde hans bog. Mange plakater af ham eller hele deres værelse var fyldt med plakater af ham. Deres sengetøj var af Justin Bieber. De havde alle hans cd'er og havde alle hans sange på mobilen. Alle dem han havde lavet sammen med andre sanger havde de os. De var kæmpe Belieber, som de kaldte sig selv. Og jeg kunne kun være enige.
"Nå men, vi bliver nødt til at gå" sagde jeg og trak Rosa efter mig. Hun fulgte efter uden lyd, men kiggede samtidige nysgerrigt på Justin og Usher. Jeg tror ikke at bodygardsene var særlige interesante.
"Okay, jeg håber vi ses en anden gang" råbte Justin efter os. Jeg nikkede selvom jeg vidste at der var ca. 5 procent ud af 100 at vi nogensinde ville mødes igen uden at kende hinandes telefon numre, adresse eller noget andet om hinanden. Jeg tror ikke engang han kendte mit efternavn, så han i det mindste kunne spore mig, hvis vi skulle mødes igen. Jeg kunne da godt tage hen til en af hans koncerter for at møde ham, men tror ikke lige jeg ville bruge mine penge på en koncert hos en jeg ikke engang kender. Eller overhovedet er fan af. Hvis jeg skulle bruge penge på nogen skulle det var Jonas Brothers eller Kristen Stewart. Kristen var bare den sejste skuespiller ever! Ingen kunne slå hende. Men jeg synes ikke at jeg kunne hænge plakater op her, da Farfar ikke brød sig om plakater. Hvorfor ved jeg ikke.
Vi var kommet hjem og jeg havde fået en skideballe, fordi jeg havde ringet efter politiet, da Rosa havde sagt det hele, da mor spurgte hvorfor de var nød til at sende Rosa efter mig og da Rosa ikke var så god til at lyve, blev hun nød til sige det. Jeg havde tilgivet hende og nu sad jeg oppe på mit værelse. Jeg var inde på computeren, for at logge mig ind på Twitter. Jeg ville se Justins fan side og så ville jeg også lige tjekke min Facebook, da jeg ikke havde gjort det i noget tid. Jeg havde ikke særlig mange venner, da jeg havde slettet nogle af dem. Dem jeg ikke brød mig om og dem der bare havde tilføjet mig. Da jeg kom ind på Twitter, var der en der havde followet mig. Jeg kiggede og så at det var en kendt, men bare en jeg havde followet fordi det kunne være sjovt og se om han nu followede tilbage. Han hed Drew Roy og var faktisk ret lækker, men jeg havde aldrig vidst hvad han var kendt for. Jeg have bare søgt hans navn og havde followet ham. Der var også en af mine kammerater på skolen, der havde followet mig. Ja, jeg havde kammerater, men dem så jeg ikke som venner. Venner var nogen jeg mødtes med i fritiden og brugte tid på, men kammerater var kun nogen man mødtes med fordi i skulle være sammen for eksempel i skolen eller i et eller andet sted. Jeg loggede ud af begge steder og søgte Justin Bieber på Google. Der kom billeder af ham og en pige frem, men også nogle videoer. Jeg trykkede på videoen, der havde et billed af en ham selv på forsiden. Lidt efter strømmede der musik ud af min bærbar.
Oh oh oh.
I know you lov me. I know ´you care. And I..

Det var det eneste jeg nåede at høre, da døren åbnede og Rosa kom ind med et stort smil. Hun kiggede på mig og derefter på bærbaren og igen på mig.
"Ulala, der er vist nogen der er forelsket" sagde hun drillende. Jeg kastede en pude efter hende og så lukkede hun døren og gik ud.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...