Khaghull klanen

Da elementerne skabes og forenes med den nyfødte planet Jorden, tildeles to udvalgte indianerbørn, ild og vand som kraftkilde. Men hvem besidder hvad? Og vil kræfterne gøre en ende på deres fælleskab?

3Likes
4Kommentarer
1813Visninger
AA

1. Prolog

Da den nyfødte planet Jorden var blevet skabt, kiggede Gud på alt godt, han havde bragt til den tomme verden. Planter overalt som et frodigt lag. Menneskene som tilpassede sig.
Gud sad og nød al hans gøren for denne ellers så livløse planet, men det varede ikke længe. En dag så Gud til sin store forbavselse og tristhed, et menneske dø. Og ét til. Og ét til. Menneskene fødte godt nok, nye sunde og raske børn, men mennesket blev ved med at dø. Gud var i vildrede, hvorfor døde folk. Pludselig føltes den nye verden ikke så lys. ''Lys'' råbte gud. ''Lad der blive lys''.

Gud skabte lyset og den brændende ildkugle, der blev basis for et helt nye element: Ild. Mennesket uddøde til Guds tristhed. Gud skabte aben og ville påny skabe menneskene, men de skulle selv udvikle sig denne gang.
Solen varmede Jorden og fik planter, træer og ukrudt til at vokse i stride strømme. Men de visnede. Alt godt visnede og verden blev igen sort og trist. Verden blev indhyllet i mørke og ensom tomhed. Verden holdt vejret. Alt var stille. Når Gud endelig foretog sig noget, var det at snakke med sig selv.

''Hvordan kunne du gøre det!'' bebrejdede han. Somme tider spurgte han bare: ''Hvorfor overlevede de ikke?''. Hans bitre ord fik altid den mørke verden til at genlyde i et ekko, for hvert ord han pinefuldt, tvang sig selv til at sige. Gud var i sorg. Han havde skabt alt godt og ødelagt det igen. Han var forvirret, han kunne ikke finde ud af hvorfor hans eneste levende væsen han havde skabt, døde. Sådan gik han i flere tusinder af år og tænkte, mens han i sin underbevidsthed formede en idé om et nyt og bedre liv på Jorden, hvor hans kreatur ville leve. En dag for flere milliarder af år siden, brød Gud endelig ud af sin nøddeskal. Han vidste det. Mennesket kunne ikke leve, hans livsværk kunne ikke leve, før de fik: Vand. Vand som basis for liv og død. Vand som ville gavne hans menneske, når de er ved at dø af tørst og sult. Vand til deres morgenmåltid for at rense ud.

Gud var lykkelig. Hans skabning kunne overleve og stifte familie. De kunne skænke deres land videre til deres børn og de ville overleve. Hans menneske skulle styre den nye verden. Forme den efter deres gøren og laden. Definére den efter deres forstand.
Men Gud var ikke fuldstændig. Han ville gøre noget specielt, fremhæve to udvalgte menneskebørn, børn af naturen, hans verden i sig selv. Han ville skænke to særlige indianerbørn en speciel gave til dem og til udvalgte af deres familiegren. Og det gjorde han. München og Korea blev udvalgt.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...