Det ene valg, der kan gøre en forandring.

"Bella?" skreg han panisk, imens han kiggede ned af min arm, min ben. Der bare lød med blod, over alt.

1Likes
3Kommentarer
957Visninger
AA

1. One way to what we call love

Chrishopher vinkel på virkeligheden

 

Jeg nærmede mig stille hendes fine krop, der lå bumstille. Imens hun stille formede sig et smukt smil. Jeg kiggede håbefuldt på hende, imens jeg stille gik frem og tilbage. Jeg kiggede stille over mod hende igen, og sukkede lydløs, se hende sove uviden om alt det der vil ske for hende.  Jeg kiggede skævt på hende, og lod endelig et lille smil forme sig ud over mine røde dræber læber. Jeg satte mig kort på hendes seng, og kærtenget hende på hendes dejlige varme arme, og rejste mig hurtig op og kiggede en sidste gang inde jeg suset ud af hendes vindue. "vi ses, bella" mumlede jeg, og suset igennem de mørklagte gader, imens mine tanker kun var med Bellas fine spinkel krop, hendes duft der nærmeste brændte efter at jeg fjernet alt liv i hende. Men jeg ville aldrig kunne finde på det, jeg er født til at være et uhyr som bare er ude på at dræbe folk, eller drive dem over på min evige side. En liv man aldrig kommer til at leve fuldt ud, kun samme gymnasium om og om igen. 

 

 

"Chrishopher, vi vendter kun på dig!" mumlede Rosa surt, og rystede stille på hoved. "Undskyld, jeg skulle lige noget" mumlede jeg hæs og gik op og skiftede til noget mere afslappet tøj, selvom jeg intet kunne mærke. Ingen forskel, ingen behalighed. Jeg traskede med fine traske skridt ned til de andre der stadige stod det samme sted som før. "Kom" mumlede jeg hæs og begyndte hurtig at løbe, med de andre lige i hælene på mig. Jeg stoppede brat op, og kiggede stille rundt. "Vi er ikke alene, der er nogle!" sagde jeg hurtig og vendte mig med de fineste trak om og kiggede på min familien. Familien Cullen, bestående af Charlie, som er den nyeste i flokken. Victoria, som er på samme alder som mig, bare i forskelige årtider. Rosa, vores mor, og vores fars kone. Vores far, Carlios... Mere kendt for Car.  "Chrishopher hvem er der?" sagde min far og mor uroligt. "jeg ved det ikke, men ikke en af samme art som os" mumlede jeg hæs og kiggede mig hurtig omkring. "Vi skal hjem nu!" sagde jeg lavt, men hæjt nok til de andre kunne høre det. Og ellers suset vi igen hen over byens tage, og hjem til os.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...