Du kan kun trykke play.

Et bånd fra Freja til Matt. Læs den.

1Likes
17Kommentarer
1089Visninger

1. Båndet.

Min hånd pressede mod 'afspil' knappen. Hej Matt! begyndte båndet, og Frejas stemme strømmede ud i rummet. Jeg undskyld at jeg bare... ja. Siger farvel på denne måde. Men for mig er det helt ærligt bedst på den måde. Jeg ville ikke kunne tage af sted, hvis jeg stod overfor dig personligt. Det ville jeg ikke kunne klare. Hvad? Hvad er det her sker? Du skal ikke begynde at lede efter mig. Du ville alligevel ikke kunne finde mig. Det er jeg sikker på. Så lad nu vær' med at forsøg, okay?Det gør det kun værre for dig, når du ikke kan finde mig. Min mund var presset sammen til en smal streg, imens jeg hørte på båndet. Helt ærligt. Du var det eneste der betød noget i mit liv, og det var altså ikke nok. Ikke nok til at gøre livet værd at leve. Måske bliver du ked af det, når du hører at du ikke er 'nok'. Men det er nu ikke det jeg mener. Please, vil du ikke nok prøve at forstå, Matt? Jeg lagde mit hoved ned i mine hænder, og lyttede intenst. Jeg hamrede så pludseligt min hånd ned i  bordet, at det gav mig selv et chok. Jeg ved at du bliver sur. På dig selv. Det skal du ikke. Du var den der gjorde livet en smule værd at leve. Men ville du blive, hvis du kun havde én eneste grund til at leve? Nej vel? Heller ikke hvis det kun var mig der var der. Jo, det ville jeg faktisk. Jeg ville blive. For din skyld, Freja! Du troede måske at der ikke var noget galt. Men du spurgte heller ikke. Så jeg virkelig så lalleglad ud? Nå, men jeg sludre. Jeg ville egentlig bare sige farvel, her på båndet. Sige at du betød rigtig meget for mig. Eller måske skal jeg rette det til betyder. Undskyld, jeg kommer til at tale i datid. Du bliver også nød til at gemme de her bånd. Eller brænde  dem. Mine forældre må aldrig se dem. Det ville dræbe dem! Du skal ikke tænke på mig, det er allerede ved at dræbe mig. Haha. Freja. Det dræber altså også mig. Men jeg vil prøve at forklare hvorfor det her skal ende. Mit liv blev bare tomt efterhånden, Matt. Totalt indholdsløst. Jeg ved ikke om du lagde mærke til det, men jeg snakkede aldrig med andre end dig, når du var der i skolen. Men du var der jo alligevel næsten aldrig, når vi ikke gik i samme klasse, så du forstår nok ikke rigtig hvad jeg mener. Men der var ingen der snakkede med mig, eller skal vi sige at jeg ikke snakkede med nogen, som jeg sagde før. Det er nok bare fordi jeg har lukket mig mere inde i mig selv, her i den sidste tid, så det er nok mest min egen skyld. Men ved du hvad? Jeg kunne ikke holde ud at skulle gøre noget ved det. Kunne du slet ikke overkomme at spørge mig om hjælp? Og så mine forældre. Ja... Jeg betød da nok meget for dem. Men de hjalp mig ikke. De prøvede ikke på at se at der var noget galt. Du sagde det jo heller ikke. Jaja, Matt. Lige nu sidder du sikkert og siger at det er min egen skyld. Det ved jeg godt. Og jeg vil virkelig ikke have den skyldfølelse på mig. Jeg vil gerne bare væk. Som sagt, prøv ikke at finde mig, det nytter ikke noget. Jeg er jo bare væk. Det her bånd, er det sidste du hører af min stemme. Vi ses i en anden verden, hvis sådan noget findes. Når ja. Jeg glemte helt at sige, at det her er Freja der indtaler båndet. Det regner jeg med at du ved. Farvel. Jeg ventede på mere, men der var bare en skratte-lyd. Det var slut. Tårerne løb ubehersket ned over mine kinder, og havde gjort det under hele båndet, uden at jeg havde lagt mærke til det. Jeg løb ud af huset, hen af gaden, med kurs mod Frejas hus. Ja, jeg havde da hørt at jeg ikke skulle lede. Men hvad ragede det mig. Jeg ville derhen inden det var for sent, hvis det ikke allerede var det. Hendes dør var låst, så jeg kravlede op af et træ til hendes værelse. Jeg hamrede vinduet i stykker med min knytnæve, og det fik blodet til at løbe ned af min hånd. Mine fødder landede med et bump på hendes værelsesgulv. Hun var ikke der. Hverken død eller levende. Jeg ledte hele huset igennem, og jeg nåede til badeværelset. Da jeg var på vej ud, så jeg noget ud af min øjenkrog. Efter jeg havde vendt mig om, så jeg Freja. Hun lå i badekaret, som var fyldt til kanten. Kold og følelsesløs.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...