Forbudt - Færdig

Kayla er elver, og lever i en verden hvor alt er forbudt. I hvert fald for hende. Man ser aldrig mennesker, og hvis man endelig gør, bliver de straks ført et hemmeligt sted hen, og så ser man dem i hvert fald aldrig igen. Det har aldrig generet Kayla. Ikke indtil hun ved at uheld støder på en menneskedreng, som hun øjeblikkeligt føler en stærk forbindelse til. Hun vil ikke lade de andre elvere finde ham. Men betyder det at hun ikke selv må vide hvor han befinder sig? Og kan hun så nogensinde fortælle ham sandheden om hvad hun er?

5Likes
40Kommentarer
2580Visninger
AA

3. I lysningen

“Det gik fandme stærkt,” ler han, da vi endelig sidder i sikkerhed i lysningen. Jeg er aldrig blevet fundet før, så hvorfor skulle jeg blive det nu?
“Ej, du så godt hvordan han rendte på marken ikke? Se, dét gik stærkt,” smiler jeg.
“Ja okay… Hvad er det her egentlig for et sted?” spørger han, og kigger rundt, ligeså betaget af stedet som jeg var, første gang jeg så det.
“Mit sted,” siger jeg bare med et smil. Det er jo rigtigt. Det er ikke andet end en lysning i en skov. Det er bare en magisk lysning.
“Så du ejer det?” spørger han forvirret.
“På en måde… Der kommer i hvert fald aldrig andre,” smiler jeg.
“Smart…” mumler han, og en akavet tavshed sænker sig.
“Ehm… hvad laver du så til hverdag?” spørger han.
“Jeg… Jeg er vel mest herude. Jeg har ikke særlig mange nære venner,” mumler jeg. Det er er en underdrivelse, men det behøver han jo ikke vide. Jeg har faktisk ingen nære venner, for selvom jeg elsker at bruge tid sammen med min bedste ven Pailack, så stoler jeg ikke på ham. Det kommer jeg nok aldrig til. Man stoler bare ikke på andre, når man er elver.
“Jeg har tænkt på noget,” mumler han, og lyder pludselig usikker.
“Ja?” siger jeg spørgende. Jeg er virkelig nysgerrig efter at vide hvad der kan gøre ham så usikker. En dreng der sætter sig op på en fremmeds hest, som så bliver redet rundt midt ude i en skov, som han for resten ikke kan finde rundt i. Hvad kan gøre ham nervøs?
“Har du måske… En kæreste?” spørger han, og lyder utrolig usikker.
Det forstår jeg ikke. Der hvor jeg kommer fra, er kærester noget ens forældre vælger, og dem lever man med hele livet. Og hele livet er ret lang tid, når man er stort set udødelig.
“Nej, det har jeg ikke?” smiler jeg uforstående.
“Godt, for så får jeg ikke ham på nakken, hvis jeg gør det jeg har tænkt mig…” mumler han, og før jeg når at reagere, ja, før jeg så meget som når at tænke over det, læner han sig frem imod mig, og planter sine læber på min mund. Og selvom det er intet af hvad jeg havde forventet, lader jeg ham gøre det. For det er meget bedre.
Og måske går der 2 sekunder, måske 10 minutter, jeg ved det ikke. Jeg ænser kun, at da han endelig slipper mig, trækker sig væk, er der intet jeg ønsker mere inderligt, end at han ville lade være. At han ville fortsætte. Til evig tid.
Men det gør han ikke. Og det er nok meget godt.
For ikke mere en 2 sekunder efter, hører jeg hestehove. Tæt på. Og de kommer lige imod os.
Jeg har tre valgmuligheder, i det øjeblik:
1. Fortælle ham sandheden, håbe at han accepterer den, og gemmer sig i et træ sammen med mig.
2. Fortælle ham at vi hellere må komme af sted, og bringe ham ud af skoven på ryggen af Dawn. Hurtigt!
3. Håbe at de ikke opdager os. Og det virker bare lidt for risikabelt, for jeg har aldrig oplevet dem være så tæt på.
Der er intet interessant i det her område. Udover min lysning.
Og Dawn står uden for lysningen. Et godt stykke væk faktisk… og græsser.
Så hvis vi skal ud, skal det virkelig gå stærkt. Og så risikerer jeg at Dawn falder i rødderne, eller at Patch falder af.
Så det efterlader mig med en løsning. Sandheden.
“Patch, jeg… Der er noget jeg er nødt til at fortælle dig.”
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...