Paranoia

Det at være paranoid.

2Likes
2Kommentarer
872Visninger

1. PARANOIA

Tasken klaskede mod min ryg for hvert enkelt skridt jeg tog, og mine fødder dundrede mod jorden. Sådan var det hver morgen. Det var som om at folk greb ud efter mig. Hev i mit tøj, og rev i mine arme. Så på mig med sultne blikke. Nogle gange kom jeg til at skubbe til dem, hvis de rørte mig det mindste. Jeg var altid forpustet når jeg nåede ind på skolen, og helt rød i hovedet. De andre fra klassen kiggede misbilligende på mig når de så mig. ”Yes” sagde de med ironi i stemmen da jeg gik forbi dem. Jeg gled ned på min sædvanlige plads i klassen. Helt nede bag ved. Jeg blev aldrig spurgt om noget, så jeg satte mig bare til at tegne. Og drømme. Var altid helt i en tredje verden. Hver dag klokken elleve i skolen, præcis, skulle jeg på toilet. Jeg skulle gøre det på det tidspunkt, ellers ville det hele gå galt. Og lige før jeg gik ind på toilettet, skulle jeg sige syvtabellen højt, så sikrede jeg mig at toiletdøren ikke gik i baglås. Jeg gik også præcis klokken to hver dag, for jeg ville ikke gå sammen med de andre. Der ville sikkert være nogle fra skolen der ville følge efter mig.  Husene i denne gade var høje og mørke, og de kastede skygger over én. Jeg gøs. Der gled en skygge hen over gaden. Det var helt sikkert ikke bare noget jeg forestillede mig. Det rislede ned over ryggen på mig, med en forfærdelig kulde. Jeg kunne ikke gå hjem nu. Ikke når der var noget der var efter mig. Vinden brølede, og skubbede mig rundt. Så kraftig var den. Den skubbede mig ind imod en dør, som så gik op. Der lugtede mærkeligt herinde. Helt vammelt. Det fik det til at snurre i mit hoved. De mennesker der sad rundt i hjørnerne kiggede på mig, og grinte lumsk. Pludselig faldt jeg, og slog kæben mod gulvet.

Jeg vågnede op med et tungt hoved. Der stod en dreng eller pige lænet hen over mig. Jeg kunne ikke se det. ”Hey, du. Du lå bare dét på jorden, og var helt nede. Vi gav dig lige et skud heroin. Håber det er ok. Når ja, for resten. Jeg hedder Danni. Mit syn blev langsomt klarere, og jeg så ham dybt ind i øjnene. Hans helt sorte øjne. ”Du må nok hellere smutte hjem. Det hér er ikke et rart sted, for en som dig.” Jeg nikkede forsigtigt, og smuttede ud. Det virkede næsten som om at han fulgte efter mig, da jeg hele tiden kunne høre skridt efter mig. Jeg fortsatte ind igennem parken i byen. Der var mørkt, men månen skinnede direkte ned fra den klare himmel. Uden at tænke over det, stoppede jeg op. Stod og kiggede op på den flotte himmel. Jeg kunne mærke at der var en der åndede mig i nakken. Jeg satte i løb, men personen hev fat i min arm så jeg stoppede. Personen tog så hårdt at jeg næsten faldt. Danni stod og kiggede på mig. ”Hm. Synes ikke du skulle gå hjem alene.” Han grinte for sig selv. Han hev mig ind til sig. I en varm omfavnelse. Det virkede helt trygt at stå sådan. Indtil jeg mærkede et voldsomt stik i ryggen. Det fik mig til at knække sammen. Der sad en kniv i min ryg, der havde boret sig helt ind i kødet. Blodet strømmede ud af min ryg. Jeg følte kulden overtage min krop. Danni hviskede. ”Farvel. Det har været hyggeligt at følge dig i alle disse år.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...