En god start, men en dårlig slutning {Justin B} 2

Der er gået et halvt år siden sidst, og Justin og Isabella har ikke snakke eller set hinanden i al den tid. Isabella er flyttet væk, men bor stadig i Atlanta, men bare i den anden ende af byen. Isabella er stadig bedste venner med Caitlin, men har også fået en ny bedste ven Jaden Smith som går på samme skole som hende. Isabella har noget kørene med en dreng på hendes skole, som Justin bliver Jaloux over.......... Hvad gør Justin så? Og har Isabella glemt Justin?

21Likes
67Kommentarer
5390Visninger
AA

18. Turné

(Justin's syn) -3 måneder efter.


Jeg var lige blevet ringet op af Isabella, hun ville snakke med mig. Så lige nu var jeg på vej over til hende. Jeg vil indrømme at jeg var bange for at hun ville slå op, eller at hun skulle rejse væk. Jeg ville bare ikke miste hende igen, selvom jeg plejer at være skyld i det. HeHe.....
Jeg gik stille op til døren, efter jeg havde slukket min bil. Jeg blev mere og mere nervøs for hver gang mine fødder bevæger sig, mod døren.
Jeg tog stille en af mine hænder og lagde den på døren, og bankede forsigtigt på døren. Kort efter blev døren langsomt åbnet af Isabella, der stod med et lille og usikkert smil på læben. Hun lavede tegn til at jeg bare skulle komme ind, hun sagde ikke hej men bare et nik. Hun førte mig ind i stuen og satte sig på sofaen. Jeg satte mig ved siden af hende, og ventede bare på at hun vil sige noget.
"Justin. Ser du, altså jeg har jo..................Nej, Øhhhh. Okay jeg siger det bare lige ud" stammede hun. Jeg kunne se at hun virkelig var nervøs, men også glad?
"Isabella sig det nu?" sagde jeg til hende. Hun nikkede og pustede ud, mens hun sukkede.
"Jeg skal på Turné, i 3 måneder" sagde hun og kiggede ud i luften.
"Det er da godt shawty! Men hvornår tager du afsted?" jeg sagde det første glad, men kom så i tanke om at vi skulle være væk fra hinanden. Så det sidste blev sagt trist.
"Jeg skal afsted imorgen....." hvorfor sagde hun ikke det noget før? Jeg kiggede på hende med et lidt trist smil, men også et skuffet et. Hun kiggede bare på mig med et undskyldene smil, og kyssede mig på kinden.
"Jeg bliver nød til at gå nu. Undskyld" sagde jeg? Hvorfor sagde jeg nu også det? Jeg gik stille ud af værelset, men det var ikke mig der gik. Eller self. var det mig, men ikke mig mig. Det var ikke mig der styrede min krop, min mund.
Da jeg drejede ud af døren kunne jeg se hende side med tåre i øjnene, jeg fik bare så meget skyldfølelse lige nu.

Jeg kom jo først til at se hende om nogle måneder, og så gør jeg det her? Hun tager afsted på turné ked af det, fortabt og tror sikkert at jeg er sur på hende. Jeg håber vi overlever de 3 måneder!


Jeg ville bare ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage!
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...