Afsked med en man elsker <3

Krigen skilte os ad, jeg er knust. Du sagde du ville komme tilbage, din løgner!

2Likes
2Kommentarer
973Visninger

1. drømmen

“Annabella, jeg er så ked af det. Men det er mit job, mit job er at være i hæren. Mit hjerte tilhøre dig og mit job.” Jeg lyttede stille efter lyden af hans stemme. Stemmen der havde såret mig så meget, men alligevel en så stor rolle i mit daglige liv. ”Nej, Nej det kan du ikke gøre mod mig Nate. Du ved ikke hvor meget jeg overhoved elsker dig” Jeg kunne tydelig høre min spinkel stemme. Så lavt, så ægte. Jeg prøvede ihærdig ikke at begynde at græde, men det ville jo alligevel ikke have nogle betydning. ”Annabella, stop nu. Du ved jeg elsker dig” mumlede han stille, og slog sit blik ned i jorden. Væk for ikke at se mit ansigt, der allerede lignede lort, men jeg var ligeglad.

 

 

Jeg skreg og skreg. Jeg lå stille inde i min seng, vores seng. ”Nate, kom tilbage” jeg kunne stille mærke noget enkel og varmt stille trille ned af mine brandvarme kinder. Jeg prøvede panisk at fjerne mine tårer, men ude held. Hver gang jeg tænker på dig, er det som om du stikker flere nåle i mit hjerte. Ind den kan holde til, mit hjerte er så skrøbelig. Så trist, når mine tanker falder på dig. Jeg lagde mig stille ned igen, og lukkede mine øjne. I håb om alt sammen bare var en drøm, en ond drøm.

 

 

Jeg sank stille og rolig ned i sengen. Sengen der stille forvandlede sig til en krigsmarke. En mark, fyldt med lig, med blod, med skrig. Jeg vendte mig panisk rundt, jeg kunne høre skrig over alt, skud over alt. Alt smerten over alt, smerten fra børn der mister sine forældre, forældre der mister sine børn. Soldater fra alle lande, smerten der er her. ”Nate pas på!” skreg en af de mange tusindvis af soldater der var der. Nate, hvor er Nate. Jeg kiggede til alle sider uden at opdage ham. Måske var han død, måske var han på vej hjem. Jeg håber virkelig inderlig at han er på vej hjem til mig, men selvfølgelig er han ikke det. Hans job er mere vigtig ind mig. Jeg traskede stille rundt, og kiggede på alle de tusindvis af døde lig. Men et fangede min opmærksomhed, en der lignede Nate utrolig meget. ”Nate. Er det dig?” mumlede jeg stille og mærkede tårerne stille og rolig danne sig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...