Bandelovende

Dette er en novelle til konkurrencen: Forbudt Kærlighed.
En ung pige ved navn Jessica bliver forblændet af den seje dreng Leo, som viser sig at lede til problemer. Han er leder af banden Raving Angels og hiver den arme Jessica med sig ind i banden. Hvad hun ikke ved er at alle bander imellem har deres love og én af dem der IKKE må brydes er forelskelse bander imellem.

0Likes
17Kommentarer
2251Visninger
AA

9. Kapitel 8, Undskyld

Jeg var holdt op med at ryste for noget tid siden. Nu lå jeg bare; død og slap – som en mus med brækket ryg, ventende på min død. Hvornår de var holdt op vidste jeg ikke. Ej heller vidste jeg hvor længe det havde stået på. Hvad jeg vidste; var at min krop var et virvar af små blødende rifter og koldere end gulvet jeg lå på. Hvorfor var det her sket? Det var noget med to fra min bande. De havde ladet mig i stikken. Hvorfor? Intet af det gav mening. Mit hoved dunkede voldsomt, men jeg tog ingen notits af det. Lå bare i den samme sammenkrøllede position som jeg havde gjort… Hvor længe siden var det de havde smidt mig herind?

 

Pludselig gik døren op og et mat lys krøb hen over gulvet. En person kom langsomt ind. ”Undskyld” hviskede en stemme, næsten lydløst, gennem mørket. Det var uklart for mig hvem personen var, men uanset hvem det var, samlede jeg de sidste kræfter jeg havde til at danne spyt nok til at lave en lille klat der landede få centimeter fra der hvor jeg lå. Personen gav et halvkvalt fnis fra sig og lukkede døren. ”Jeg går ud fra jeg fortjener det,” lød en rug drengestemme. Træt åbnede jeg øjnene på klem og så at det var den åndssvage Jace, som snakkede. Han havde noget ubestemmelig i hænderne, men det ene lignede en flaske. Da han kom hen til mig var det dog tydeligt at der var mad i den anden hånd. At dømme ud fra duften var det en tun sandwich. Alligevel var jeg åbenbart ikke sulten. Det vendte sig i min mave og jeg prøvede at ryste på hovedet. Famøst gjorde jeg forsøg på at holde det indenbords, mens han prøvede at få mig i oprejst stilling. Han havde stillet sandwichen fra sig og kæmpede med at få mig sat vertikalt. Idet jeg endelig sad op kunne jeg ikke holde det inde mere. Derfor knækkede jeg mig direkte ud over ham. Han sprang chokeret væk mens jeg blev ved med at sidde og kaste op. det var som om det ikke ville stoppe. Ligesom det var holdt op og jeg fik tørret munden begyndte det igen. Derefter befandt jeg mig i en pøl af galle blandet med noget af den toast jeg havde spist tidligere og lidt cappuccino fra Barazo. Han begyndte at grine. En klar og varm latter. Det generede mig og lyden fik det til at ringe for mine øre. ”Hold kæft” snerrede jeg og holdt mig for ørene. Dog hjalp det intet. ”Jeg formoder at du ikke føler for en sandwich” konstaterede han grinende.

Derefter rejste han sig og forlod rummet. Dog uden at lukke døren. Kort tid efter kom han tilbage med en spand vand og en klud og begyndte at tørre op. Alt dette skete i stilhed. Af en eller anden grund ønskede jeg heller ikke at tale til ham. Ikke engang for at svine ham til for hvad han gjorde mod mig. Han var det simpelthen ikke værd. ”Undskyld” sagde han igen, smed kluden tilbage i det lugtende vand og sparkede det blidt væk med foden. Dernæst satte han sig overfor mig og ventede på et svar. Et svar han nok aldrig ville få. Da han til sidst blev utålmodig sukkede han og kløede sig i nakken. ”Er du ok?” spurgte han så. Hertil kunne jeg ikke andet end at sende ham et ondt blik. ”Nej ok. Forståeligt… Hør, jeg ønskede ikke at de skulle behandle dig sådan. Men min leder er ham, der bestemmer. Hvis han siger noget kan jeg ikke andet end at makke ret” han prøvede at forklare sig ud af den, men der var intet at gøre. Jeg hadede ham simpelthen for meget til at kunne formulere et ordentligt svar. Da dette gik op for ham sukkede han og lagde hovedet håbløst ned i hænderne. Pludselig så han op på mig og rejste sig hurtigt. Jeg var for træt til at se efter ham og sukkede mildt ved tanken om at han endelig bare ville lade mig være. Der tog jeg grueligt fejl. Her stod han så bøjet indover mig med dynen fra den seng der stod i det ene hjørne og begyndte at lægge den rundt om mig. Det var først nu det gik op for mig at jeg frøs og faktisk havde gjort det længe. Derefter satte han sig ved siden af mig og lagde en arm om mig. Først hoppede jeg skræmt væk, men han holdt stramt fast om mig og lidt efter lidt opgav jeg kampen og lagde mit hoved på hans skulder. Derefter kom den reaktion jeg havde ventet på siden jeg blev smidt herind; de lydløse tårer banede deres vej ned over mine kinder og videre ned på hans skjorte. Han sagde ikke noget. Sad blot og nussede min arm mens tårerne ingen ende ville tage…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...