Kostskolen

Dette er en historie inspireret af et rollespil.
En japansk pige bliver sendt hjemmefra af sin familie, faktisk bliver hun sendt helt til England på en form for kostskole. Her møder hun en flink og åben fyr, som tager godt imod hende. Dog er der noget mystisk og uforklarligt ved denne fyr...

1Likes
0Kommentarer
2199Visninger
AA

12. Kapitel 6, afsnit 1

Jeg stoppede forpustet ved indgangen ned til træningsbanerne og lyttede til folks råb. Der var åbenbart stor stemning omkring det der skulle ske, men jeg havde en utroligt dårlig fornemmelse i maven. Pludselig strøg noget sig op af mit ben og forskrækket puffede jeg igen Guffe væk og tog en dyb indånding inden jeg løb hen til mængden af mennesker. Forpustet, men med bestemt gang, masede jeg mig gennem mængden af mennesker. Da jeg endelig kom helt frem var jeg ved at blive svimmel. Jeg var nok ikke blevet helt rask. Dog fandt jeg at jeg havde kæmpet mig frem til at stå lige ved siden af Syra. Hun var helt bleg i ansigtet og jeg rømmede mig svagt og spurgte ”hvad skal der ske? Hvorfor står Ciel og Jasper der?!” Hun så bare tavst på mig og en tårer trillede langsomt ned af hendes smukke kind. Hun snøftede lavt og forklarede mig at Jasper havde udfordret Ciel til en dyst. Til døden. Lærerne var blevet enige om at Ciel skulle dø, men at det skulle ske på retfærdigvis. Derfor havde Jasper udfordret ham da han var den eneste der var i stand til at se… at se døden i øjnene. Hertil måbede jeg bare. Hvad var det for et forfærdeligt sted jeg var endt? Den her skole var jo syg i hovedet. Hvad med Jaspers forældre? Hvad med hans liv? Var de bare ligeglade? Arrigt slog jeg i gelænderet mens tårerne strømmede ned af mine kinder. ”GØR DET IKKE JASPER!” skreg jeg hysterisk. Dette fangede Jaspers opmærksomhed og han kiggede sørgmodigt på mig. I dette øjeblik slog Ciel til. Jeg så ikke hvordan det skete, men pludselig lå de begge på jorden, Ciel ovenpå Jasper. Et skrig røg fra mine læber, men også fra Syras. Hvad var Ciel for et bæst? Hvor kunne han finde på det og så bare grine af det?! Det morede ham gevaldigt hvilket fik mine knyttede næver til at ryste. Pludselig blev der helt stille da Ciel åbenbart sagde noget til Jasper. Pludselig skar han en flænge i sin arm med en negl og lod blodet dryppe ned i munden på Jasper. Han vrængede ansigt, men slugte det til trods for at det var vampyr blod. Dette virkede som om det gjorde ham stærkere for pludselig slyngede han den grinene Ciel af sig og rejste sig op. Da fortsatte det bare med at de kastede hinanden rundt og slog og sparkede hinanden og der var blod over det hele. Det var forfærdeligt at se på – det man nu kunne se af det, da de bevægede sig utroligt hurtigt.  Pludselig holdt Ciel noget der glimtede i sin hånd. Jeg skreg alt hvad jeg kunne til Jasper at han skulle passe på. For sent. Han lå på jorden med en kniv i skulderen. Lige over hjertet. Da rev noget sig fra hinanden inden i mig. Uden at tænke over min reaktion sprang jeg over gelænderet og hev mig fri af Syras greb. Med min sidste energi spurtede jeg hen og kastede mig selv på Ciel så vi tumlede rundt. Han endte oven på mig og satte sig med et smil. Det skræmte mig ikke synderligt at hans tænder var sprunget ud, men han blev dog overrasket over min reaktion. Uden at tænke slyngede jeg min hånd op i hans ansigt flere gange til han til sidst gled af mig og jeg kunne rulle mig op at sidde. Jeg sprang op og satte mig grædende hen til Jasper. Han lå helt bleg og smilede op til mig. Det gik ikke rigtig op for mig at jeg græd før mine tårer faldt ned på hans pande. Med en rystende hånd strøg jeg ham over panden og kyssede hans kind. ”Ikke dø… Du må ikke dø” messede jeg hele tiden mens jeg strøg ham over panden og lagde den anden arm om ham. Da bad han mig med sagte stemme at tage kniven ud. Med rystende ustyrlige hænder lagde jeg fingrene om kniven i hans bryst da noget flåede mig brutalt væk fra ham. Det var Ciel. ”DU SKULLE ELSKE MIG! IKKE HAM! MIG!” skreg han hysterisk og jeg kunne se vanviddet i hans øjne da han vendte mig mod sig. Jeg skreg og sparkede med benene efter ham. Hans greb i mine arme gjorde ondt. Pludselig blev jeg dvask og hang bare i hans arme mens jeg hulkede højlydt. De andre elever var blevet helt tavse og de eneste lyde der var, var min hulken og Jasper der begyndte at hoste voldsomt. Tag dig nu sammen Yuukanei! Du er stærkere end det her! Skændte jeg på mig selv og følte hvordan jeg holdt op med at hulke. Med brændende øjne så jeg op i hans blå øjne og hvæsede ”hvordan skulle jeg nogensinde kunne elske en som dig?!” derefter spyttede jeg og sparkede mig ud af hans arme med al den kræft jeg kunne mønstre mens jeg skreg. Herefter væltede han omkuld og jeg vendte atter min opmærksomhed på Jasper. Med hurtige snilde hænder hev jeg – forsigtigt, men hurtigt – kniven ud af hans skulder og i en vending stak jeg den ind i Ciels bryst, som hurtigt var kommet på benene og hen til mig. Han stivnede over hele kroppen og så på mig med sårede øjne. Mine hænder slap rystende kniven og jeg faldt sammen ved siden af Jasper. Derefter så jeg hvordan lyset i Ciels øjne slukkedes og han faldt dvask ned ved siden af mig. Der lå vi så. Tre på stribe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...