Kostskolen

Dette er en historie inspireret af et rollespil.
En japansk pige bliver sendt hjemmefra af sin familie, faktisk bliver hun sendt helt til England på en form for kostskole. Her møder hun en flink og åben fyr, som tager godt imod hende. Dog er der noget mystisk og uforklarligt ved denne fyr...

1Likes
0Kommentarer
2193Visninger
AA

6. Kapitel 3, afsnit 1

Jeg kunne egentlig ikke huske hvordan jeg vågnede andet end at jeg blev irriteret over lyset fra solen der strømmede ind gennem vinduet. Med en irriteret bevægelse vendte jeg mig om og kastede dynen over hovedet. Da hørte jeg en lille fnisen. ”Du kan tro nej sovetryne! Timerne begynder om ikke så længe,” hørte jeg Ciels fløjlsbløde stemme sige. Han var vel i et super godt humør. Med et smil vendte jeg mig om og slog øjnene op hvorefter jeg løftede hånden for at klø mig i håret da jeg så Ciels skræmte ansigt. Uden at tænke over det fulgte jeg hans øjne til nogle meget store blå mærker på min arm. Hold da op. Hvordan havde jeg fået dem? De begyndte så småt at gøre ondt jo længere tid jeg stirrede på dem og pludselig huskede jeg det hele. Hvordan Ciel havde råbt af mig og holdt utroligt stramt om mine arme. Frygten for vreden i hans øjne og hvad han kunne finde på at gøre ved mig… Pludselig sad han helt henne ved mig og hev fat i mine hænder hvilket gjorde mig så forskrækket at jeg hev dem til mig med det samme. ”Undskyld Yuu-pigen! Undskyld, jeg er virkelig ked af det! Jeg ved ikke hvad der gik af mig – jeg blev bare så urolig!” sagde han næsten for hurtigt til at jeg kunne opfatte ordene. Dog kunne jeg se på hans øjne at han virkelig mente det. En underlig følelse skød igennem min mave. Han havde virkelig været urolig for mig. Det var helt underligt at nogen rent faktisk var urolig for en. Tit havde jeg selv været urolig for andre – specielt min mor, men aldrig havde jeg prøvet at nogen var urolig for mig så jeg havde ingen anelse om hvordan jeg skulle gribe det her an. Dog befandt jeg mig på mystisk vis i hans arme i løbet af ingen tid mens jeg forklarede ham at han var tilgivet.

Efter det havde morgenen bare været akavet og jeg glædede mig til at komme til time. Dog havde jeg lykkeligt glemt alt om duetten med Ciel, så da vi skulle i gang måtte jeg stammende protestere. Dette synes at irritere Ciel, men jeg var ligeglad. Til sidst fik læreren og jeg forhutlet os frem til at det ville være bedre hvis hele koret skulle synge med og alle fik sunget lidt. Vi skulle jo faktisk også snart til at i gang med en musical for skolen så det ville være godt hvis alle fik øvet og tæmmet deres stemmer. Efter timen blev Ciel ved med at spørge ind til hvorfor jeg havde protesteret, men mit svar var blot at det ikke var fair over for de andre at det kun var os der skulle synge. Kort tid efter stod jeg igen alene uden for billedkunst døren. Denne gang var modviljen mod at gå derind dog en tak stærkere. Jasper ville nok sidde derinde og male på sit exceptionelle billede – og det var der selvfølgelig intet galt i – men jeg havde vidst ikke helt tilgivet ham at have slået Ciel. Endelig fik jeg mig selv til at tage i håndtaget og træde indenfor. Der var ikke helt så mange mennesker herinde i dag og rummet synes en del mindre. Uden at tænke over det kiggede jeg faktisk forventningsfuldt efter Jasper, men han var ingen steder at se. Pludselig prikkede en mig på skulderen og det viste sig at være den pige, som havde smilt til mig forleden. ”Leder du efter Jasper? Han er i maler skabet for at finde farver til sit maleri, han sagde jeg skulle sende dig derud” sagde hun smilende og da hun nævnte Jaspers navn blinkede hendes øjne på en helt speciel måde. Undrende løftede jeg det ene øjenbryn og lagde hovedet på skrå. ”Men hvorfor kunne han ikke bare vente med at snakke med mig til han var færdig?” spurgte jeg og pigen trak bare på skuldrende. Derefter stak hun mig sin hånd og fortalte mig at hun hed Syra. Hun var faktisk utrolig sød og snakkede meget, men det gjorde mig ikke så meget da jeg var vant til bare at lytte. Dog snakkede hun en del om Jasper og hver gang fik hun det der glimt i øjet. Hun var meget fascineret af hans kunst og hans stilfærdighed. ”Er du forelsket i ham?” røg det ud af mig og hun rødmede og blev relativt stille. Det var faktisk meget kært når man tænker over det. Pludselig stod han lige bag hende og jeg kunne ikke lade være med at fnise da hun stivnede. ”Syra, hvorfor sendte du ikke Yuukanei ud til mig?” spurgte han i en ligegyldig tone og hun prøvede stammende at undskylde. Et fnis slap gennem mine læber. De ville være sådan et godt par. Dog måtte jeg skære ind, det var jo trods alt mig der ikke ville gå derud. Han blev ikke ligefrem overrasket over min reaktion på Syras besked om at sende mig ud til ham, men det synes alligevel at genere ham. ”Jeg havde brug for din hjælp til at vælge farver, men bare glem det. Jeg har fundet dem jeg ville bruge” sagde han i den der ligegyldige tone. Jeg trak kun på skuldrene som svar. Det var jo ikke mit billede så hvorfor skulle jeg være med til at vælge farver? Da Mr. Watts endelig kom, fik jeg et lærred og nogle pensler stukket i hånden og så var det ellers bare at gå i gang. Men jeg kunne jo ikke male? Det ville han dog ikke høre på og bad mig gå i gang ligesom alle de andre elever. Han virkede temmelig vred i dag, men jeg kunne jo ikke gøre andet end at gå i gang som han bad om.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...