Kostskolen

Dette er en historie inspireret af et rollespil.
En japansk pige bliver sendt hjemmefra af sin familie, faktisk bliver hun sendt helt til England på en form for kostskole. Her møder hun en flink og åben fyr, som tager godt imod hende. Dog er der noget mystisk og uforklarligt ved denne fyr...

1Likes
0Kommentarer
2194Visninger
AA

5. Kapitel 2, afsnit 2

Efter måltidet gik vi op til værelset uden at sige noget. Matthew stod uden for døren og ventede på os med et skævt smil og en jævn rødmen i ansigtet. En lille fnisen slap gennem mine læber og jeg gik direkte ind for at finde mit tegnehæfte og nogle blyanter hvorefter jeg gik ud for at lade de to være alene. Dette beklagede Ciel, men jeg viftede afvisende med hånden og lovede at jeg nok skulle klare mig. Jeg fandt en meget fint udskåren vindueskarm lavet til at man kunne sidde i den, hvorefter jeg begyndte at tegne. Det varede dog ikke længere før jeg gik i stå og bare sad og gloede på månen mens jeg tænkte på hvorfor Jasper havde slået Ciel og hvorfor Ciel bare havde taget det så let. Pludselig kom Guffe hen til mig og hoppede op i mit skød. Jeg lagde hurtigt hæftet og blyanterne ved siden af mig og begyndte at nusse katten mens jeg tænkte…

… der er noget galt? Skolen ligner godt nok sig selv, men hvorfor er alle så blege i ansigterne? Hvorfor ignorerer de mig? Det er som om de ikke kan se mig. Hvor er Ciel? DER!

”CIEL!” Hvorfor er han så bleg og.. er det blod han har på hagen? Hvad er der galt med ham? ”Hvorfor har du blod på hag… C-Ciel! Hvad er det du gør?! Hvad er der med dine tænder?!”…

Forskrækket satte jeg mig op og så på personen, som lige havde prikket mig på skulderen. Jasper. Hvor var jeg egentlig henne og hvorfor var han her?

”Det er dumt at sove på gangene. Man ved ikke hvad der kunne være af mystiske væsner,” mumlede han og så ned i jorden. Nåh ja! Jeg var jo faldet i søvn i vindueskarmen jeg havde tegnet i. Han bukkede sig ned og samlede mit tegnehæfte op hvorefter han satte sig ved siden af mig. Med en rystende hånd rakte jeg ud efter hæftet, men i stedet for at aflevere det gav han sig til at kigge det igennem. Et suk slap gennem mine læber og i stedet sad jeg og undrede mig over den drøm jeg lige havde haft. Pludselig løftede Jasper mine hænder og lagde hæftet i mit skød. ”De er flotte, men meget sørgelige. Hvorfor?” spurgte han ligegyldigt med en undertone af undren. Uden at tænke over det bed jeg mig i læben og så ømt ud af vinduet. Det var egentlig ikke noget jeg havde lyst til at snakke om. En tårer banede sig vej ud gennem min øjenkrog og alt jeg kunne gøre var bare at ryste på hovedet. Ufatteligt at minderne stadig brændte i mig som var det lige sket om igen. Han sagde dog ikke noget. Rejste sig blot og skulle til at gå hvilket jeg udmærket forstod. Dog tøvede han og tørrede tåren af min kind inden han forsvandt helt ind i mørket på gangen. Jeg sad helt stivnet og gloede ud i den tomme luft. Hvorfor havde han gjort det? Mit hjerte havde hoppet et slag ved hans berøring, men var så småt ved at falde til ro igen. Efter han var gået var her faktisk blevet ret koldt og jeg var bange for mørket. Kunne jeg overhovedet huske vejen tilbage til værelset? Febrilsk begyndte jeg at pakke mine ting sammen og småløbe tilbage. hvor var Guffe egentlig blevet af? Som ramt af et lyn stivnede jeg og lyttede efter om der var andre på gangen. Det havde lydt som om nogen fulgte efter mig, men da jeg stoppede var der ingen lyde. Jeg rystede hysterisk på hovedet og begyndte at gå igen. Endelig fandt jeg værelset og lukkede mig selv ind. Ciel sad i sengen og kiggede på mig med vrede øjne. Han rejste sig op og tog hårdt fat i min arm. ”Hvor i AL VERDEN har du været pigebarn?!” råbte han lige ned i mit skræmte ansigt. Grebet var så hårdt at jeg knap nok kunne tænke på et svar. Dette gjorde ham dog vredere og hans øjne lynede. Selv havde jeg ingen anelse om hvad jeg skulle stille op. ”Jeg… Det… Arv…” fik jeg fremstemmet og det sidse ord kom ud gennem et svagt hulk. Pludselig åbnede han forskrækket øjnene og grebet løsnedes og hans arme faldt dvask ned til hans sider. Uden at tænke over det sank jeg sammen på gulvet ved væggen, stadig hulkene af smerte og forskrækkelse. Han satte sig ved min side og lagde armen om mig. Normalt ville jeg have flyttet mig, men jeg var for træt og for bange til at gøre noget. Jeg kunne jo risikere at hidse ham op igen. ”Undskyld” sagde han, men jeg var egentlig ligeglad med om han undskyldte. Jeg ville bare gerne sove. Væk fra alt det her. Dagen var startet godt, men endt i forvirring, smerte og gråd. Dvask som en kludedukke rejste jeg mig og gik ud på toilettet for at skifte og børste tænder. Det trætte ansigt jeg mødte i spejlet så hærget ud. Kinderne var røde og opsvulmede af gråd, øjnene trætte og hængene og munden bævrede stadig i chok. Med en udmattet mine vaskede jeg mit ansigt i koldt vand, klædte om og børstede tænder. Ciel bankede lavt på døren og spurgte om jeg var ok, derefter undskyldte han en milliard gange. Det var faktisk lidt irriterende. Dog svarede jeg bare med et ”mhn” og ”det ok”. Da mit hoved endelig ramte puden faldt jeg i en dyb drømmeløs søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...