Kostskolen

Dette er en historie inspireret af et rollespil.
En japansk pige bliver sendt hjemmefra af sin familie, faktisk bliver hun sendt helt til England på en form for kostskole. Her møder hun en flink og åben fyr, som tager godt imod hende. Dog er der noget mystisk og uforklarligt ved denne fyr...

1Likes
0Kommentarer
2191Visninger
AA

4. kapitel 2, afsnit 1

Jasper var virkelig en sød dreng. Så høflig og stille på samme tid. Ciel virkede mut over at jeg havde Jasper med inde på værelset, men vi skulle jo have lavet den der tegneserie til avisen. Mens Jasper fandt på historien sad jeg bare og tegnede figurerne vi kunne bruge. Jeg havde tegnet fem forskellige personer der kunne deltage i tegneserien og bad derefter Jasper om at vælge. Det var egentlig ikke fordi den var specielt sjov vores lille tegneserie, men den fik smilet frem på læben og selv Ciel kunne se morskaben i den. Han havde egentlig forholdt sig meget passivt den sidste times tid, men han sagde det var fordi Guffe var løbet sig en tur. En klokkede ringede, men denne gang havde den en anden klang end den sædvanlige klokke når man skulle til time. Jasper skulle til at forklare mig at det var aftensmads klokken, men Ciel brød ind midt i det hele og forklarede mig det. Han opførte sig altså ret mærkeligt og jeg stod bare og stirrede uforstående på ham, men rystede så på hovedet og begyndte at gå ned til kantinen. Gangene duftede utrolig godt af lasagne og min mave rumlede svagt. Det virkede dog ikke som om nogen af drengene lagde mærke til det. Pludselig strøg noget pelset sig op af mit ben og jeg gav et lille hvin fra mig i forskrækkelse. ”GUFFE!” råbte Ciel glad da han så den lille orange klump pels på ben. Pludselig vendte Guffe sig mod Jasper og begyndte at hvæse. Det virkede dog ikke som om det rørte ham synderligt. Alligevel løftede jeg et øjenbryn og løftede ham – det var da en han ikke? – op og nussede ham på halsen. Da skete dog noget usædvanligt; mens jeg gik i mine egne tanker nappede Guffe mig i fingeren så jeg fór sammen og kastede ham fra mig i forskrækkelse. En lille rød bloddråbe trillede ned over min finger og begge drenge farede sammen om mig. Ciel begyndte straks at skælde ud på katten, men det lød dog ikke som om han var overdrevet sur. Alt imens kom jeg i tanke om hvorfor det kunne være at Guffe havde bidt mig. Måske fordi jeg havde haft min udelte opmærksomhed på Jasper? Jeg var faldet i dybe tanke mens vi gik og havde – uden at tænke over det – stirret på Jasper hvilket betød at Guffe ikke havde haft al min opmærksomhed. En rødmen steg i mine kinder og jeg skyndte mig at se ned på min finger. Pludselig tog Ciel fat om den og suttede blodet af. En skælven gik i gennem mig og jeg stirrede forskrækket op på ham. Han slap den kort efter som om intet var hændt. Pludselig så jeg mig forskrækket omkring efter Jasper og hørte derefter et ordentligt klask som om nogen havde givet én en lussing. Igen fór jeg sammen og så at det var Jasper – som i øvrigt så ret lav ud i forhold til Ciel – som havde givet Ciel en lussing. Vendt! Jasper havde givet CIEL en lussing?! ”HVAD har du GANG I?!” råbte jeg uhæmmet af Jasper. Dertil trak han bare på skuldrene og begyndte at gå igen. Hvad skete der lige for ham? Rasende skulle jeg til at følge efter ham, men Ciel hev blot fat i min arm og hviskede at jeg bare skulle lade ham gå. Han havde åbenbart været i sin fulde ret til at slå Ciel. Hvordan kunne nogen være i sin fulde ret til at slå en anden? Dette rørte dog ikke Ciel specielt eftersom han hurtigt smilede og hev mig med ned i kantinen. Maden var udsøgt selvom det blot var lasagne. Ciel var lige så sprælsk som han havde været i morges da jeg først lige havde mødt ham, trods at han lige havde fået en kæmpe lussing. Uden at tænke over det skævede jeg rundt i kantinen for at finde Jasper, men kunne ikke umiddelbart se ham. Guffe kom anstigende på mit skød midt i maden, men det gjorde ikke noget – så længe den holdt sine tænder for sig selv! Matthew var ikke kommet over til os denne gang, men Ciel sagde at han havde inviteret ham op på værelset senere. En svag rødmen bredte sig i hans kinder da han fortalte mig det og pludselig røg ordene ud af mig ”du er bøsse ikke?” Han stivnede og blev endnu rødere i ansigtet. Det var først nu jeg opdagede hvad jeg lige havde gjort og slog mig for munden. ”Undskyld!” fik jeg mumlet ud gennem min hånd mens mine øjne udstrålede at jeg virkelig var ked af at jeg havde sagt det. Hertil grinede han bare, men latteren endte i en rømmen hvorefter han forklarede at han dog var biseksuel, men at jeg godt måtte holde lidt tæt med det. Jeg nikkede blot og lovede højt og helligt at det blev mellem os.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...