Kostskolen

Dette er en historie inspireret af et rollespil.
En japansk pige bliver sendt hjemmefra af sin familie, faktisk bliver hun sendt helt til England på en form for kostskole. Her møder hun en flink og åben fyr, som tager godt imod hende. Dog er der noget mystisk og uforklarligt ved denne fyr...

1Likes
0Kommentarer
2192Visninger
AA

3. Kapitel 1, afsnit 2

Ingen tog notits af at jeg var kommet ind, men det passede mig også fint. Pludselig var der en pige der løftede hovedet og smilte til mig. Lidt usikkert smilte jeg tilbage og begyndte at gå igennem klassen for at finde læreren. Folk i denne klasse var virkelig gode til at male og jeg blev lidt nervøs for om jeg nu var god nok. Pludseligt stoppede jeg ved et virkelig flot maleri. Det var kun halvt færdigt, men allerede fabelagtigt. Det var en masse forskellige mønstre så som hjerter, stjerner, skelethoveder, roser og andet viklet sammen i et langt bånd. Mens jeg stod og betragtede de flotte mønstre hørte jeg en sagte stemme sige: ”kan du lide det?” Mine øjne rettede sig hurtigt mod stemmen og en rødmen bredte sig i mit ansigt. Det var en dreng, som havde malet dette mesterværk. Han var af normal højde og havde de klareste blå øjne. Hans hår var halvlangt, mørkebrunt og en anelse pjusket. Faktisk mindede han mig lidt om forsangeren fra Bring Me The Horizon. Uden at svare nikkede jeg blot med et genert smil og så derefter lige ned i jorden. Drengen grinte kort og takkede. Endelig fik jeg slæbt mig op til lærerens plads og det var ikke fordi det var svært at genkende selvom han sad ligesom eleverne og malede. Med en genert gang gik jeg hen til læreren og præsenterede mig. Læreren var rigtig flink og startede med at ville se nogle af mine tegninger. Jeg var egentlig ikke særlig god til at tegne og male, det eneste jeg kunne finde ud af var at tegne manga, men alligevel klappede læreren i sine fine små hænder af begejstring da han så det. De var vel nok ikke vant til manga tegninger her i England. ”Du kunne dog godt bruge lidt hjælp til det med anatomien, men det får vi hurtigt styr på! Ah, kunne det ikke være sjovt hvis du lavede en tegneserie hver uge til ugens avis?” spurgte han mens han skubbede brillerne længere op på næsen. Som svar nikkede jeg blot og smilte. Det ville da være meget sjovt, men jeg havde bare ingen fantasi til hvad det skulle handle om. Dertil knipsede han bare med fingrende og forklarede, at det skulle vi nok få styr på. Pludselig stod drengen fra før lige bag mig og jeg stivnede da jeg overhovedet ikke havde hørt ham komme. ”Undskyld Mr. Watts, men jeg har lige et problem angående mit billede” sagde han formelt og smilede respektfuldt. Vores lærer, Mr. Watts, forklarede mig at jeg skulle tage med ned til det smukke billede igen og hjælpe. Hvordan kunne jeg – af alle personer i rummet – hjælpe? Som sagt kunne jeg jo kun tegne manga. Dog smilede drengen blot til mig og sagde at han med glæde ville tage imod hjælp fra en japaner. Igen rødmede jeg kraftigt da han var den første til at opdage at jeg rent faktisk var fra Japan. Vi stod og summede lidt over billedet og han havde ret – det var som om der manglede noget på billedet, noget der udfordrede ham. Mr. Watts blev ved med at sige at han skulle male en person på billedet, men drengen benægtede. Han kunne ikke male personer forklarede han. Hm, det ødelagde mit forslag, men jeg ville lige lufte det for ham alligevel: ”du kunne jo male en engel i hjørnet af billedet. Som den der udstråler alle disse ting. Nu ved jeg godt du siger du ikke kan, men prøv? Det som om du mangler en udfordring i billedet.” Drengens ansigt var ligesom en pokerspillers; det gav intet udtryk for hvad han tænkte. Dog nikkede han til sidst med en lille rynke i panden. ”Det er faktisk ikke en dårlig idé” mumlede han og Mr. Watts klappede i sine tykke hænder af glæde. Da var det han foreslog noget der fik mig til at glo uhæmmet. Mr. Watts ville have os til at arbejde sammen om den mini tegneserie jeg skulle lave hver uge til avisen. Drengen nikkede blot og smilte med en udstrakt hånd: ”navnet er Jasper, hvad med dit – partner?” En let fnisen slap fra hans læber og jeg kunne ikke lade være med at smile igen. Han havde kaldt mig partner. Dette ophold her var allerede ved at blive bedre end hele mit liv tilsammen. ”Yuukanei” svarede jeg og tog hans hånd. Idet øjeblik ringede klokken og Jasper fulgte mig op til mit værelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...