Kostskolen

Dette er en historie inspireret af et rollespil. En japansk pige bliver sendt hjemmefra af sin familie, faktisk bliver hun sendt helt til England på en form for kostskole. Her møder hun en flink og åben fyr, som tager godt imod hende. Dog er der noget mystisk og uforklarligt ved denne fyr...

1Likes
0Kommentarer
2157Visninger
AA

1. Prolog

Det så nu ikke ud af noget særligt. Bare en stor rød bygning der snoede sig lidt. Var det her jeg skulle bo det næste stykke tid? Åbenbart. Der var ikke rigtigt nogen vej tilbage. Mine forældre ville jo ikke kendes ved mig. Japan lå også ret langt væk og jeg savnede det lidt. Her var vejret bare gråt og trist. Jeg sukkede skuffet. Hvorfor kunne jeg ikke bare have haft en normal familie? Eller et normalt liv for den sags skyld? Med et ondt blik skulede jeg ind ad vinduerne til de andre teenagere, som boede her. Mange af dem lignede almindelige mennesker, mens andre så mere interessante ud. Jeg hankede op i min rygsæk og tog fat om min kuffert. Langsomt og vagtsomt gik jeg ind i bygningen. Mange af teenagerne stoppede med det de var i gang med og begyndte at glo efter mig. Jeg skjulte min rødmen under min Fedora hat som jeg havde trukket helt ned over øjnene. Uden at tænke over det bed jeg mig genert i læben. Pludselig mærkede jeg at nogen hev fat i min arm. Jeg vendte mig forskrækket om og kiggede op i et par meget blå øjne. En meget høj dreng kiggede ned på mig med et stort smil. Jeg måbede bare tilbage. Uf, hvor var han lækker! Jeg slugte en klump i halsen og kiggede spørgende på ham. Styr din rødmen! Skreg jeg inde i mit hoved. ”Du ligner en ny, har du brug for hjælp?” sagde han og smilede overdrevet venligt til mig. Jeg fik kuldegysninger ned af ryggen og måtte bruge alle mine kræfter på IKKE at skutte mig. Langsomt fremtvang jeg et smil; ”øh ja.. Hvor ligger lærernes kontor?” Drengen smilte til mig og førte mig ind på en lang gang. Han blev ved med at holde mig i armen og han havde endda taget min ene kuffert. Var han altid så venlig? For enden af gangen var døren ind til lærernes kontor. Han bankede stille på og holdt døren for mig. Med varsomme små skridt gik jeg ind af døren. Læreren var flink og smilende. Hun blev ved med at sige ”det skal vi nok finde ud af” og ”du skal nok få det rart her”. Jeg nikkede bare pænt og undlod at sige så meget. Bagefter førte hun mig op til mit værelse. Hun forklarede en masse ting om timerne og værelserne. Jeg måtte hele tiden have øjnene med mig for hun pegede hele tiden rundt og forklarede hvordan drenge og piger delte værelser. Jeg skulle heldigvis være på et to mands værelse og skulle bo sammen med en meget flink dreng. De havde allerede skemalagt mine timer og jeg skulle have sang allerede om en time. Jeg begyndte næsten allerede at blive forpustet over hvor meget jeg skulle skynde mig. ”Nå, men så vil jeg sige farvel og hel og lykke!” sagde Fru. Teesley og vendte sig om og gik med en viftende hånd. Jeg stod lidt med fødderne ind mod hinanden og åbnede stille døren. Med et nysgerrigt blik kiggede jeg ind af en sprække og så til min store forbavselse den dreng, som havde været så venlig ved mig før. Han sad med en lille rød kat i skødet og et stort headset om ørerne. Det lignede faktisk lidt mit – bare uden pelsen og med en anden farve. Katten hoppede af hans skød og gik roligt over mod døren. Den stak hovedet ud og fik skubbet døren helt op. Drengen løftede sit ansigt og smilede op til mig. Han flåede nærmest sit headset af og rejste sig op. ”Velkommen! Ja, jeg hedder Ciel… Ser ud som om vi skal være roomies – kommer ud ind?” han smilede hele tiden. Hvordan kunne han smile hele tiden? ”Ehm… Hej igen. Jeg hedder Yuukanei,” svarede jeg og gik ind og smed min kuffert på sengen og rygsækken på gulvet. Han vrængede ansigtet og fnes lidt ved mit navn. Et dybt suk slap gennem mine læber – det skete bare hver gang nogen hørte det. Bare fordi jeg var fra Japan. Jeg begyndte at pakke stille ud. Han kiggede lidt intenst på min udpakning af min computer, mit tøj, mit tilbehør og hvad jeg nu ellers havde i min kuffert. ”Yuu-pigen er emo? Nizzle!” sagde han pludseligt og jeg kiggede forskrækket op. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at smile: jeg havde fået et kælenavn! Om jeg var emo eller ej var virkelig ikke af betydning, jeg var lidt ligeglad med hvordan folk så mig. Da jeg var færdig var det tid til at smutte til time. Ciel tog igen fat om min arm og ledte mig ned til lokalet. Han var rigtig sjov faktisk; han snakkede hele tiden og pjattede meget. Der var dog noget over ham. Noget jeg ikke rigtig kunne bestemme mig for hvad var.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...