Vampyr kostskolen.

Da Victoria pludselig bliver forvandlet til en vampyr bliver hendes tilværelse vendt op og ned. Pludselig er det "den stærkeste overlever". Pludselig handler det om begæret til blod - og til Oliver.

9Likes
29Kommentarer
3091Visninger
AA

1. Forvandlingen

Hun fortrød den aften så slemt. Hun skulle aldrig ha' taget op på bakken sammen med Oliver - især ikke efter at han var begyndt at opføre sig så underligt. De havde slået op, men var stadig stærkt tiltrukket af hinanden. Victoria var ihvertfald stærkt tiltrukket af Oliver. Der var et eller andet om ham. Han havde ændret sig rigtig meget efter de havde slået op. Det var som om han var blevet mere ked af det - men mystisk og charmerende. Hun kunne ikke fortælle om Oliver stadig var tiltrukket af hende. Han pjækkede for tiden, hvilket bare gjorde ham mere mystisk. Han kiggede bare på hende i aftenskæret.

-"Oliver.." fremstammede Victoria endelig. Der var et eller andet underligt omkring ham. Var han blevet højere? Måske tydeligere kindben? Nej, han var ændret. Det var hele ham der havde ændret sig. Han lignede sig selv, bare en flottere mere guddommelig version af ham selv. Han kiggede over mod hende. De var en meter fra hinanden. 

-".. Victoria. Jeg kan mærke hvordan du vil ha' mig. Jeg kan mærke hvordan du længes efter mig. Det går ikke Victoria. Det hele er forandret nu. Min verden er forandret. Jeg er forandret. Dit ønske om at få mig går ikke længere." Sagde han ædelt. Han kiggede derefter ud i luften, som om Victoria havde gjort noget forkert. Hans halvlange brune hår gik ned i panden på ham.

-"Oliver har du det svært for tiden? Jeg har lagt mærke til at du pjækker hele tiden, og du siger jo du er forandret. På hvilken måde søde, søde Oliver?" Spurgte Victoria - oprigtigt bekymret. Det ramte nogle knapper inden i ham. Han kiggede på hende igen. Han følte sig som en såret løve der ikke engang havde sin stolthed tilbage - og det var nemt at se for Victoria.

-"Nej. Victoria, det er bare bedst hvis vi ikke ses mere.. Overhovedet." sagde Oliver, denne gang mindre ædelt. Denne gang var han mere såret. Derefter tog han et par skridt ned af bakken, men blev stoppet af Victoria.

-"Oliver! Jeg vil ikke stoppe på den her måde. Hvis vi aldrig skal ses igen skal det her ikke være vores sidste minde" sagde hun, og kiggede op mod ham. Han var højere end hende. Hun tog hendes hånd op i mod hans hoved og skubbede det ned mod hendes. Oliver strittede ikke imod. De kyssede. Det var himmelsk, det var fantastisk. Det blev voldsommere og voldsommere. Victoria syntes det bare blev mere og mere fantastisk, mere og mere guddommeligt. Det tog overhånd. I deres kærligheds rus tog adrenalinen over for Oliver. De ville ha' hinanden lige der. Oliver kyssede Victoria's hals. Hun nød det, og lagde bare hovedet tilbage. Så bed han. Hun blev overrasket, lavede et lille hvin. Smerten var egentlig ikke så slem - indtil det kom som et brag. Hun skreg meget pludselig, luften blev svær at trække ned i lungerne, smerten i hver muskel, hvert eneste lille led. Hun faldt om på jorden af ren smerte. Hun lagde ikke mærke til Oliver som stod helt forskrækket og kiggede på hende. 

-"nej, nej, nej, nej, nej Oliver din idiot hvad har du GJORT?" Hørte hun som et ekko. Hun havde tunnelsyn og kunne ikke se andet end himlen. Hun prøvede at hive efter vejret. Nu ville hun dø, det var hun helt sikker på. Frygten om døden ramte hende så hårdt, så en tåre faldt ned af hendes kind. Så forsvandt alting. 

 

Hun vågnede med hovedpine, og alle musklerne gjorde stadig ondt. Hun blev båret som var hun en let fjer. Oliver bar hende. Han snøftede. Græd han? - Nej Oliver græd aldrig. Det kunne ikke passe. Hun fandt det komfortable der i hans arme. Alle verdens smerter var ikke så slemme lige der. Så hostede hun. Hun hostede i sit ærme, for derefter at finde ud af at hun havde hostet blod op. Oliver kiggede på hende. Han lagde hende på en bænk han fandt. Han nussede derefter hendes hår og ansigt. Nu kunne hun se det; han havde grædt. Hans indtørrede linjer af tårer afslørede det, men hans røde øjne gjorde også en del.  -"Undskyld Victoria." sagde han snøftende. Han nussede hendes hår.  -"Hvad... snakker du... om Oliver?" fremstammede hun. Hun havde stadig problemer med at trække vejret ordentligt.  -"Jeg ville ikke ha' du var en del af det her. Undskyld.. Undskyld Victoria" gentog han. Han tog hende derefter op i armene igen, og gik som var hun verdens skrøbeligeste fjer. Hun hostede igen, det var stadig fyldt med blod. Hun gav op, måske ville hun slet ikke vide hvorfor han gik og snøftede over hende. Hun lagde sig tæt ind til hans kolde brystkasse, og faldt stille og roligt i søvn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...