Den Nyfødte

En pige vågner op ude i en skov. Hvad laver hun der og hvorfor kan hun ikke huske noget? Hvorfor ser hun en familie når hun står i en lysning?
Det er mange spørgsmål, men der kommer flere.

3Likes
5Kommentarer
2468Visninger
AA

8. 8. Kapitel

Nu hvor jeg sad her inde i en lille og indelukket bil, sammen med en mand, og duften af menneske, tænkte jeg på at jeg godt kan leve sammen med mennesker. Ordet mennesker, fik mine tænder til at skyde frem og min mund til at løbe i vand. Nej, idéen er fuldkommen udelukket. Hvis jeg ikke engang kan tænke… ordet, uden at min mund løber i vand og mine tænder kommer frem, så kan jeg umuligt leve med dem. Min tanke gang nåede ikke meget længere end det, da manden ved siden af mig ville starte en samtale.
”Jeg hedder Jack. Hvad hedder du?”
Han holdt øjnene rettet mod vejen. Han ville stadig holde fast i samtalen, men han tænkte på noget andet.
”Mit navn er Eleanor,” svarede jeg, og kiggede på ham. Jeg kunne se pulsen under huden, ved halsen.
Han nikkede. Så hurtigt på mig. Vendte hoved mod vejen igen, og smilede.
”Det er et lidt specielt navn. Hvor gammel er du?” spurgte han
”Giv et skud,” sagde jeg med en glad stemme.
”Omkring de måske seksten eller sytten, ville jeg gætte på,” svarede han lidt overvejende. ”Fryser du ikke? Du har så lidt tøj på.”
Jeg frøs nu ikke, men jeg havde det heller ikke super varmt.
”Lidt. Jeg havde ikke stået der så længe, da du kom.”
”Nå, okay. Hvad skal du egentlig?”
”Jeg skal besøge en ven. Kan du ikke hjælpe mig med nogle andre ting? Hvis det ikke er for meget at bede om?” spurgte jeg. Det kunne være han kunne hjælpe mig med at finde noget tøj og et sted hvor jeg kan være.
”Det kommer an på, hvad jeg skal hjælpe dig med. Jeg skal altså også hjem til min kone og børn.”
”Har du børn? Hvor gammel er du?”
”Jeg har fire børn. Et fra et andet ægteskab, og tre fra mit nuværende. Jeg er syvogfyrre år,” svarede han. Nu ved jeg at jeg ikke skal dræber ham her. Det ville være synd for hans familie. Vi kørte forbi et byskilt. Jeg nåede ikke at se hvad der stod, før vi kørte forbi det.
”Hvor gamle er dine børn?” spurgte jeg.
”Gordon er min ældste søn. Han er atten. Jeg fik ham sammen med min ekskone. Maggie er femten. Hun har en lidt underlig interesse. Eller jeg ville sige besættelse. Hun elsker det overnaturlige,” svarede han med en lille latter til sidst. Maggie ville sikkert kunne lide mig.
Han forsatte: ”Så har jeg også mine tvillinger, Julie og Robert, de er syv. De ligner ikke hinanden i ansigterne, men de opfører sig ens.”
”Hvad mener du med at de opfører sig ens?” spurgte jeg
”Altså hvis den ene er sur er den anden det også, og omvendt. Ikke fordi jeg vil være uhøflig eller noget, men hvad var det du ville have mig til at gøre?” spurgte han lidt utålmodigt.
”Jeg ville spørge dig om du ville finde et sted jeg kan sove, fordi min ven forventer mig først om et par dage.”
Der er jo ikke nogen ven, men det behøves han jo ikke at vide.
”Jo, det kan jeg vel godt. Var der andet?” spurgte han i en hjælpsom tone.
”Hvis det ikke er for meget at bede om, kan du så ikke købe noget tøj til mig? Jeg har selv penge.”
”Hvorfor køber du det ikke selv?” spurgte han irriteret.
Fordi man ikke kan se mig, kun min silhuet. Folk ville kunne se at jeg var anderledes og stille en masse spørgsmål. Og hvis jeg skulle være helt ærlig, skulle jeg svare at jeg var en vampyr. Men det kan jeg ikke sige til ham. For det første er det uhøfligt, og for det andet bliver jeg nødt til at dræbe ham fordi han kender den dystre sandhed om mig.
”Fordi jeg er sikkert rigtig træt i morgen og sover hele dage. Så kan jeg ikke nå det inden butikkerne lukker,” jeg gabte for at vise at jeg var træt.
”Okay. Jeg kender jer teenagere der kan sove hele dagen lang. Selvfølgelig, jeg kan godt købe noget tøj til dig. Buks eller kjole?” spurgte han.
”Buks eller hvad?”
”Bukser eller kjole? Min Maggie foretrækker bukser, men det kan være at du foretrækker kjoler?” spurgte han.
”Jeg er ligeglad. Jeg kan lide begge dele. Men det skal være noget tøj som jeg kan bevæge mig meget i. Kan jeg betale dig i morgen?”
”Ja, selvfølgelig. Skal jeg bare komme klokken syv i morgen aften?”
Vi kørte ud af byen igen.
”Hvad med det sted du vil sove? Hvordan skal det være? Jeg kender det meste af byen og hvor hotellerne er,” sagde han og satte blinklyset til højre til.
”Det ville være fint nok med et motel. Jeg skal bruge en seng og et tv. Det er det hele,” sagde jeg.
”Hvad for en prisklasse?”
”Jeg har syvogtres dollars, men nogle af dem skal jo bruges på tøj.”
”I den prisklasse kan du ikke få noget for inde i centrum. Den billigste del er nordvest. Men det er et lidt skummelt kvarter. Jeg tror faktisk, at nordvest er den eneste del du ha råd til,” sagde han. ”Og med din skønhed bliver det svært for dig at gå på gaden, uden at blive… blive overfaldet.”
Jeg gled min tunge over mine tænder og tænkte at jeg nok ikke bliver ’overfaldet’. Det er nok mere overfalds manden der bliver overfaldet, af mig. Jeg kunne jo drikke hans blod. Ahh blod. Det dejligste ord i verdenen. Mine tænder kom frem, og min lugte og høre sans trådte markant frem. Jeg blev opmærksom på hver eneste ændring. Fokuserede på vejrtrækningerne, det ene hjertes hammeren og stemningen i bilen. Jeg skulle lige til at slå til, da han sagde:
_________________________________________

A/N: Ja... Jeg ved godt at den stopper et irriterende sted xD
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...