Den Nyfødte

En pige vågner op ude i en skov. Hvad laver hun der og hvorfor kan hun ikke huske noget? Hvorfor ser hun en familie når hun står i en lysning?
Det er mange spørgsmål, men der kommer flere.

3Likes
5Kommentarer
2419Visninger
AA

1. 1. Kapitel

Jeg vågnede med hoved vendt ned imod jorden. Jeg kunne lugte lugten af harpiks og jord. (Ikke en speciel god kombination). Jeg kunne hører vinden tage fat i bladende og en udtørret å, som gav genlyd. Jeg løftede hoved og så en skov, så rød og orange som en solnedgang. Jeg vil gætte på at det var midt om efteråret, selvom det ikke var så koldt endnu. Jeg havde ondt i halsen, men kunne ikke sige hvorfor. Jeg satte mig op af træet ved siden af. Det tøj jeg havde på, var revet i stykker, og dækkede kun lige det mest nødvendige. Mit hår var blond, og havde en masse blade, lidt her og der. Jeg frøs ikke, selvom mit tøj ikke dækkede så meget. Den smerte jeg havde i halsen, var begyndt at blive ulidelig. Jeg rejste mig. Det skulle jeg aldrig have gjort. Smerten delte sig fra halsen og ud i kroppen. Der kom nogle instinkter frem i mig, som jeg aldrig havde fået før. Jeg lukkede øjnene og lugtede til luften. Jeg lugtede som en gal. Jeg ved egentligt ikke hvorfor jeg gjorde det. Det føltes bare som det rigtige. Jeg kunne mærke trangen komme. Jeg vidste hvad jeg ville have. Blod. Jeg snuste og snuste, og så kunne jeg lugte en kanin eller måske en bæver? Lugten kom fra sydøst. Jeg ved ikke hvorfra jeg kunne sige det så præcist. Mit indre kompas måske? Nej, jeg havde aldrig hørt, at et menneske kunne have et indre kompas, kun fugle og andre dyr. Nu kunne jeg ikke holde det ud mere. Jeg løb sydøst efter dyret. Jeg løb så hurtigt som jeg aldrig har gjort. Det var umenneskeligt. Jeg så træerne komme forbi mig, jeg ved ikke hvor hurtigt. Lugten blev kraftigere og kraftigere. Jeg kunne mærke min sult. Eller rettere sagt, tørst. Da jeg havde løbet femhundrede meter længere, jeg ved stadig væk ikke hvorfor jeg kan svarer så præcist hver gang, men når jeg kom hen til dyret, fandt jeg ud af at det slet ikke var en kanin eller bæver. Det var en bjørn. En grizzly bjørn. Jeg gemte mig bag et træ, sikker på at vinden ikke skiftede retning. Bjørnen var foran en busk med bær. Så vidt jeg kunne se, var det solbær. Jeg listede mig ind på bjørnen helt lydløst. Og når jeg mener helt lydløst, så mener jeg helt lydløst. Man kunne ikke engang hører de knasende blade under mine bare fødder. Når jeg var seks meter fra bjørnen stilede jeg mig i angrebs stilling. Det tror jeg i hvert fald det var. Jeg talte ned fra tre og sprang på den. Jeg kunne mærke at den fik et kæmpe chok. Mine tænder kom frem. Wow, mine tænder kom frem, hvad er meningen med det? Helt automatisk brækkede jeg hoved på bjørnen og jog mine tænder ind igennem det tykke lag fedt, den havde fået for at klarer sig til vinter. Jeg fik et kæmpe stød da jeg smagte på blodet. Jeg havde aldrig forstillet mig at man faktisk godt kunne drikke blod. Da jeg kunne mærke at bjørnens krop begyndte at blive slap, kunne jeg også mærke at blodet kom i mindre og mindre doser. Til sidst blev jeg nødt til at suge så meget jeg kunne, og så kunne jeg ikke hører dens hjerte slag mere. Der stod jeg med en kæmpe bjørns lig. (Det var lidt underligt at jeg kunne bærer en kæmpe grizzly bjørn helt alene). Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af liget. Så derfor smed jeg den ind i solbær busken. Nu kunne jeg mærke blodet løbe gennem min krop. Jeg var blevet mæt. Men vent nu lige lidt. Den ulidelige smerte. Den kom igen. Jeg kan ikke forstå det. Hvordan kan det lade sig gøre? Har jeg ikke lige stået og tømt en grizzly bjørn for blod? Jeg lukkede øjnene i igen og snuste til luften. Jeg lugtede den samme lugt som grizzly bjørnen udsendte. Denne her gang bare syd på i stedet for sydøst. Så er det i gang igen. Jeg spurtede syd på og lugten blev kraftigere og kraftigere. Jeg stoppede. Hvorfor stoppede jeg? Lige her? En lille lysning, med en masse sollys var lige foran mig. Jeg stilede mig i skyggen lige før sollyset. Jeg stak hånden frem i sollyset. Og til min store forbavselse så jeg jorden under den. Det så lidt underligt ud, men jeg var fascineret. Både min hånd og den lille lysning foran mig. Jeg gik ud i lysningen og stoppede op lige i midten. Lige pludselige så jeg en familie sidde på et picnic tæppe. En mand og en dame. To børn, en pige og en dreng. Jeg så på ansigterne. Alle havde et kæmpe smil på læben, undtagen pigen. Hun så ikke ud til at more sig. Gad vide hvorfor? Og så forsvandt billedet lige så hurtigt som det kom. Så kom den tanke som har ligget og summet i mit baghoved hele tiden. Hvad er jeg? En der kan løbe helt vildt stærkt. Jeg kan bære en bjørn. Jeg kan lugte, hører og se bedre end jeg nogen sinde har kunnet før. Er jeg et monster? Nej. Og så kommer det sidste. Jeg drikker blod. Det er faktisk ret ulækkert at tænke på. Men det smagte nu altså helt vildt godt. Jeg stivnede. Jeg er et monster. En vampyr.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...