Kærlighed ved første blik♥JDB 3

Ramona er blevet ramt af en lastbil og ulykken har ikke direkte taget gode drejningen. Der er sket det at Ramona nu ligger i koma, og efterhånden har gjort det i et år. Justin er helt ude af sig selv og kan ikke klare noget som helst. Han aflyser tit sine koncerter og for hjælp af hans venner, han vil nemlig ikke miste Ramona. Men da han en dag høre en virkelig dårlig meddelelse, går Justin virkelig sort og kan nærmest ikke klare at leve..

75Likes
539Kommentarer
13525Visninger
AA

27. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre

”Jeg elsker dig, Justin” sagde jeg og kyssede ham så på munden. Om han kunne føle det eller ej, var jeg ligeglad med. Bare at jeg fik gjort det en sidste gang, var det som betød mest for mig. Jeg sukkede stille, og ville forlade rummet, men pludselig kom der en lille lyd fra Justin. En lyd som fik mig til at vende mig om. Hans øjne var stadig lukkede, men jeg var næsten sikker på, at jeg havde hørt ham sige noget. Men jeg blev mere panikslagen, da han blidt trykkede min hånd. Det gav et chok, og hurtigt trykkede jeg på knappen, som fortalte at nogen skulle komme. Der kom også hurtigt fire læger derind, og begyndte at spørge Justin om alt muligt. Han svarede stille med nogen ’ja’ og ’nej’.
”Ramona, hvis du går ud imens vi finder ud af mere” sagde en af de kvindelige læger, og skubbede mig blidt. Stille sukkede jeg og forlod rummet. Jeg var slet ikke glad endnu, for intet var sikkert om han ville overleve. Men at høre hans stemme, var noget som betød meget for mig.
Straks som jeg kom ud, kom Pattie over og krammede mig. Hun havde nok set lægerne komme ind til Justin, men vidste jo ikke, hvad som var galt. De fleste mennesker, som havde siddet her ude og ventet, var taget hjem eller andet. De var i hvert fald ikke til at se. Justin forældre, bedsteforældre, Ryan og Chaz var der dog stadig. Jeg kunne ikke få øje på Caitlin eller Christian, men nu når jeg tænkte over det, så havde jeg ikke set dem siden, at Caitlin forlod gangen med Christian.
”Hvordan har han det?” spurgte Pattie stille, mens tårerne løb ned ad hendes kinder. Hun krammede mig ikke mere, men vi havde nu sat os på en bænk.
”Han..” sagde jeg, men gik lidt i stå. ”Han sagde nogen lyde, og han klemte min hånd” sagde jeg og bevægede mundvigen opad. Allerede efter hvad jeg havde sagt, så Pattie meget gladere ud, men hun havde stadig frygt i ansigtet.
”Jeremy, han lever stadig” sagde hun glad, men ikke hyper glad, da hun løb over i Jeremys favn. Af hvad jeg kunne se, var de skilt, men at de stadig kunne sammen, uden at råbe af hinanden, som nogen forældre gjorde, var bare godt. Jeg var heldig at mine forældre ikke var skilt, men jeg ved nu ikke om de vil holde lang tid endnu. Siden ulykken med mig, er alt der hjemme gået ned af bakke. Mine forældre skændes hele tiden, og det eneste sted Rosalie befinder sig, er på hendes værelse. Rosalie og jeg må aldrig se nogen venner, eller bekendte, og måtte sjældent gå af sted uden nogen med os. Det var næsten til at blive syg af, men de passede jo bare på os. Min far var også begyndt at drikke, da han virkelig var fra forstanden. Min mor klarede det en lille smule bedre, men jeg gad godt vide, hvor lang tid der ville gå, før hun bukkede under. Rosalie havde det heller ikke for godt. Hun følte sig truet, ved at være i hus med vores forældre, og ville gerne flytte et andet sted hen. Egentlig var jeg enig. Et nyt sted, med en ny familie kunne være dejligt. At starte på ny, uden nogen alkoholiker far, og en skrigende mor.

”Vi tager stadig prøver, vedrørende hukommelsestab, men i må komme ind og se på ham” sagde en læge, og gik så ind på værelset igen. Jeg signalerede at Jeremy og Pattie skulle gå først, da det var det de fortjente. Pattie nikkede taknemmeligt, da hun vidste, hvor meget jeg gerne ville se ham. De gik ind sammen, og vi sad nu kun få mennesker tilbage. Alle så helt udkørte ud, men det havde også været mange timer, man havde siddet her.
”Han kan huske os” sagde Pattie forsigtigt, da de kom ud af rummet. Jeg rejste mig for at gå ind. Men da jeg var kommet ind i stuen, blev jeg stoppet af en læge.
”Har han mistet hukommelsen om mig?” spurgte jeg svagt, men der kom nu noget lyd ud. Lægerne kiggede på hinanden, og kiggede så på mig.
”Det skal vi til at tjekke, så hvis du går udenfor, så giver vi dig besked hurtigst muligt” sagde hun og skubbede mig blidt, efterfulgt af, at jeg selv gik ud af rummet. Jeg sukkede stille. Hvis Justin ikke huskede mig, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...