Glæden Ved At Ro Kajak

I hovedet på en som mig.

2Likes
0Kommentarer
996Visninger
AA

1. Glæden Ved At Ro Kajak

Mange mennesker tror at kajaksporten handler om at sidde i en lille båd og trække sig frem ved hjælp af en pagaj, men de har ingen anelse om hvad de snakker om. Kajak er meget mere end det. Kajak er en fantastisk livsstil. En treenighed mellem naturen, sport og fællesskab. Har man først roet i kajak en gang, bliver man ved, indtil man ikke kan holde på pagajen længere. Kajak er noget man aldrig vil fortryde og altid glæder sig til.

Det er nu fem år siden, jeg startede til kajak. Selvom jeg kender søerne ud og ind, venter der alligevel en ny og spændende naturoplevelse, hver gang jeg igen sætter mig ned i kajakken. Når man ror, er det som om, at man ikke længere er noget menneske, men i stedet et vildt dyr. Man bliver opslugt af naturens univers, ligesom man kan blive så opslugt af en bog, at den virkelige verden forsvinder og kun bogens univers eksisterer. I kajakken bliver alle ens sanser skærpet, man kan lige pludselig høre fugle, som før var uden for ørets hørevidde og lugte de forrådnede alger på søens bund. Ens hjertepumpen bliver til pagajens tag i vandet. Man glider frem ad, som en tiger på rov. På højre side af kajakken dukker endnu et kajakvæsen frem. Man kommunikerer med væsenet, og det ler sammen med en.
Det er fantastisk så mange ting, man kan opleve inden for et så lille område som Silkeborgsøerne, når bare man har en hurtig kajak og en god romakker.

Min yndlingskajak er rød på toppen og hvid på bunden. Langs spidsen af kajakken står Zedtech med tykke, gule bogstaver. Den er næsten helt ny, og der er derfor altid kamp om hvem der skal ro i den. Kajakken er smal, og derfor lidt svær at holde balancen i, men den er hurtig og let, hvilket jeg synes er det vigtigste.

I kajakkens verden er der ikke noget der hedder ”Min bedste rotur”. Alle ens gode minder og naturoplevelser fra roture er dybt forskellige, og kan derfor ikke sammenlignes med hinanden. Vil man derimod finde ens dårligste rotur, kan roturene sagtens sammenlignes, men det er heller ikke spor svært, da der typisk ikke er særlig mange roture, hvor man oplevede noget negativt. Har man alligevel over ti dårlige oplevelser med kajakken, har man ikke prøvet at ro ordentligt. For at have roet ordentligt skal man have været medlem af en rigtig kajakklub med et stort udvalg af kajakker, pagajer og romakkere. Dertil kan jeg anbefale Silkeborg Kajakklub, som er en velfungerende klub, både socialt og socialt.

Min dårligste rotur, må nok have været min første. Dengang var jeg meget uerfaren og vidste ikke rigtig hvad jeg skulle forvente, og hvordan jeg skulle forholde mig under roturen:
Det skvulpende vand. Den vippende båd. Lugten af rådne alger. Mig, siddende i båden. Usikkert og langsomt gennem blæsten, bange for at falde i det kun 10 grader varme vand. Bare ro fremad. Et køligt pust, nakkehårene rejser sig. Båden drejer, vinden tager fat i pagajen. Den paniske jeg, der prøver at få kontrol over bevægelserne, men for sent. Vinden skubber drillende båden ind til bredden. Jeg går i panik og kan ikke styre. En tyk lodden gren i hovedhøjde. Et lille puf og både grenen, båden og pagajen forsvinder. Jeg får et stød i ryggen fra noget koldt og slimet. Rystende af kulde svømmer jeg op til overfladen, vender båden om og råber på hjælp. Adrenalinen pumper stadig gennem årene, da jeg for anden gang sætter mig i båden. Den vipper først lidt, nærmest som om den griner af mit lille stunt, men da jeg endnu en gang sætter pagajen i vandet ligger den stille.
Første rotur var ikke nogen succes, men alligevel var der noget ved kajakroningen, som trak i mig, jeg har aldrig helt fundet ud af om det var naturen, samværet eller måske noget helt tredje, men det vigtigste er, at jeg blev ved med at ro, som jeg er utrolig taknemlig for i dag.

Jeg kan huske, da vores trænere arrangerede en overnatning i telt med kajakken. Mit kajakhold og jeg startede med at ro klokken ni. Det var godt vejr. Solen skinnede ned fra himmelen og blev kun afbrudt af små skyer, der engang imellem strøg forbi. En frisk brise strøg hen over vandoverfladen og skabte små bølger. Kajakken vuggede stille og roligt fremad. Det var meningen at vi skulle overnatte på en campingplads tæt på Julsø, 14 kilometer fra kajakklubben. Efter at have roet syv kilometer, kom vi til Julsø. Desværre var der vildt store bølger på søen, og vi blev nødt til at vende om. Vi skulle jo nødig falde i vandet alle sammen, for hvem skulle så fiske os op, når vi alle sammen skvulpede rundt i vandoverfladen?
Vi roede langs kanten af Borresø, mens vi spejdede efter en campingplads. Da vi endelig fandt en lysning, hvor der kun var et eneste telt camperet, fortalte teltejerne os, at de ville holde fest hele aftenen. Det gik jo ikke, da vi skulle være friske til at ro hjem igen næste morgen. Vi hoppede igen i kajakken og roede videre. Tem-peraturen var faldet et par grader, og det var blevet lettere overskyet. Vinden havde taget til, og man skulle nu være opmærksom på kajakkens bevægelser, da man let kunne dratte i vandet, hvis man mistede fokus i bare et par sekunder.
Vi gik i land ved en lille sti, der førte ind til Slåensø. Jeg kan huske, hvordan jeg hoppede rundt i brændenælder og krat på bare tæer, for ikke at træde på fliset, som dækkede det meste af stien, og gjorde pokkers ondt, hvis man trådte på det. Vi fandt hurtigt ud af, at man ikke måtte campere rundt om Slåensø, og gik triste ned til vores både igen. Vi begyndte at diskutere, hvad vi ville gøre, hvis vi ikke kunne finde noget sted at campere. Jeg syntes at vi skulle overnatte inde i kajakklubben, mens nogle andre mente vi alligevel skulle ro ud på Julsø.
Lettere anspændt drejede vi ind af en lille kanal til Brillerne. Vandet var fyldt med brune alger i Brillerne, man kunne derfor ikke se sin pagaj, når man stak den mere end 20 centimeter ned i vandet. Ens ører fyldtes med fuglesang uden motorstøj og andet irriterende i baggrunden. Helt automatisk begyndte man at slappe af og nyde naturen. Der var næsten ingen bølger, på grund af de mange træer, som omkransede den lille sø. Fyrretræerne svajede let i vinden, mens bøgetræernes blade brusede som et vandfald, hvert gang vinden pustede på dem. Et andepar fløj over vores hoveder, mens de rappede løs til hinanden.
Vi satte kursen mod bredden. Det eneste sted, hvor man nemmest kunne komme op på land, var også det sted med de fleste åkander. Selvom åkander er fredet og ikke må røres, roede vi alligevel over dem. Vi stak et ben ud på hver side af kajakken og plantede fødderne på søbunden. Vandet var ikke koldt, så det gjorde bestemt ikke noget at få våde tæer. Da vi havde trukket bådene op på land, slæbte vi os hen til et par bænke og satte os ned. De fleste af os var for udmattede til at snakke, og sad derfor bare og stirrede ud i luften. Vi rejste os først, da nogle frivillige forældre kom kørende med vores telte og mad.
Jeg skulle sove sammen med min gode veninde Esther i et lille topersoners telt. Da hele vores rohold var færdige med at pakke ud og rejse telte op, havde vi samtidig fået mere energi. Nogle af mine rokammerater og jeg tog derfor ud at bade. Selvom vandet var brunt af alger, var det forfriskende og rart at få et bad. Da jeg steg op af vandet, blev jeg hurtig kold, dels på grund af, at temperaturen var faldet, fordi det var ved at blive aften og dels på grund af vinden, der som en kat sneg sig rundt om de mange træstammer, og blæste ind på mig. Inden vi gik i seng, spiste vi mad på bål, og spillede et sjovt kortspil. Det havde været en god og meget overraskende tur, som jeg med glæde ville prøve igen.

Om sommeren hoppede mine rokammerater og jeg efter roturen i vandet. Det var varmt, og vi legede tit vandkrig eller smed hinanden i vandet. Vi grinede og havde det fantastisk sammen. Hen imod efteråret, da vandet begyndte at blive koldere, og vi var holdt op med at bade, fik min yndlingstræner, Nina, lokket mig med i vandet. Hun var vinterbader og savnede selvskab i det kolde vand. Jeg tøvede meget, men jeg er i dag glad for, at jeg sprang i. Vinterbadningen er en del af at ro kajak om vinteren. Sådan er det bare. Har man ikke prøvet at vinterbade efter roturen, har man heller ikke prøvet at ro om vinteren.
Det første år stoppede jeg allerede med at vinterbade midt i november, men her i 2010 kunne jeg blive ved helt indtil slutningen i december, og måske endnu længere, hvis ikke vores trænere besluttede sig for at holde en vinterpause, da jeg var den eneste, der trofast mødte op hver gang.

Uden at jeg har lagt mærke til det, er jeg blevet afhængig af kajakken. Det er kommet til udtryk, da jeg har måttet undvære roturene i snart tre måneder, pga. af vinterpausen. I den første måned, blev jeg hurtigt doven og rastløs, hvilket bestemt ikke var rart, men efterhånden har jeg vænnet mig til, at jeg ikke skal ud at ro hver lørdag morgen, som jeg plejer. Så kan jeg da også endelig få lov til at sove længe. Jeg må dog indrømme, at jeg gerne stod op klokken fem hver lørdag morgen for at ro i en lille times tid.

Kajaksporten er og bliver min livsstil. Jeg har selv sagt ja, og er i dag sikker på, at jeg aldrig vil fortryde mit medlemskab i Silkeborg Kajakklub. Gennem kajaksporten har jeg oplevet den fascinerende natur fra naturens egen vinkel. Jeg har forstået, hvor fantastisk og detaljeret hvert et lille blad på hvert et træ i hele verdenen er. Jeg har mødt fantastiske mennesker, skabt venskaber for livet, og selvom jeg kun er 14 år, har jeg allerede oplevet nogle af de bedste øjeblikke i hele mit liv. Alt sammen på grund af kajaksporten.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...