Ingenting kan være alt (JB)

Alison Jean Grey møder den berømte, søde sanger Justin Bieber, efter Ali's ulykke, som Scooter Braun stod bag. Justin hjælper Ali med at gå, da begge hendes ben har taget alvorligt skade, så hun skal køre i kørestol. De er begge blevet forbudt i at se til hinanden, fordi Ali's forældre sagsøgte Scooter for flere millioner, som skadede både Scooter og Justin's ry for næsen af hele verden, men også fordi Justin er to år ældre end Alison. Men Justin og Alison mødes alligevel i smug og flere følelser bliver skabt, selvom der er to års forskel mellem dem.

35Likes
185Kommentarer
7664Visninger
AA

12. 12

”Justin, har du en bærbar med eller?...”. Han nikkede i retning af sin kuffert og smilede svagt til mig. Vi gik en lille tur langs stranden, men gik hjem igen, da jeg var ved at flippe ud over mørket og mavesmerter. Stakkels Justin måtte bære mig halvtreds meter tilbage til hytten, fordi mine fødder tog livet af mig. Jeg tog hans sorte Macbook og tændte den. Der var kode på. ”Kan du ikke lige skrive koden?”, spurgte jeg lavt og kiggede på ham. Han så hen på mig fra fjernsynet og smilte igen. Hvorfor smilede han hele tiden? Det creepede mig ud… ”Justin Bieber is hot”, sagde han. Var dér hans kode? Jeg tog chancen og skrev den ind. Godkendt?! ”Selvglade bums”, grinte jeg og skubbede til ham. Han trak smilende på skuldrene og så hen mod fladskærmen igen. Hold kæft, den hytte måtte være dyr. Og den var mega stor til to personer. Den var nok egnet til femten mennesker, hvis nogle gad og sove i en King size seng. Jeg gik ind på min Twitter, Facebook og Hotmail, men intet nyt. Da jeg loggede ud af min Hotmail, fangede en overskrift min opmærksomhed. ’Alison Grey forsvundet?’. Jeg læste hele artiklen, men det skulle jeg ikke have gjort. Der stod, Justin havde kidnappet mig eller noget… Sikkert mine forældres værk. ”Hvad læser du?”, spurgte Justin stille. Jeg rystede på hovedet, trykkede kryds og lukkede computeren. Jeg vidste, det ville ske. Hvorfor gik de så langt? De vidste, jeg elskede Justin og var sammen med ham, fordi jeg ville, men alligevel ville de sige til hele verden, at han havde kidnappet mig eller noget? Det var latterligt, barnligt og en stor fed løgn! ”Hvad vil du have til aftensmad?”, spurgte han, imens hans fingre legede med mit hår. Jeg havde mistet min appetit. ”Aner det ikke. Jeg er ikke rigtig sulten”, mumlede jeg og rejste mig fra sengen. Halvdelen af værelset havde ikke en væg, så man kunne bare gå ud til haven. Det bløde og varme græs killede under mine tær, da jeg gik ud til poolen. Jeg kunne høre, Justin gik efter mig, men forstyrrede ikke ved at kramme mig eller at snakke. Der var store marmor sten få centimeter ovenpå vandet, som jeg gik på. Der var ingen vind, ingen lyde. Kun flammerne, der stod ud af faklerne, lavede blafrende lyde. Der var et mini vandfald til min venstre side, hvor Justin stod på græsset med korslagte arme. Vandet under mig, var faktisk poolen. Man kunne svømme under stenbroen og ned i det dybe vand. Det var virkelig smukt, men ærgerligt det ikke var vores hus. Justin’s og mit hus. Hvor var det dog latterligt! Jeg tænkte hele tiden på Justin som min mand, ikke som min kæreste. Jeg kunne ligeså godt indrømme det. Jeg ville aldrig blive gift med den popstjerne, for vi ville sikkert ende med andre kærester henne af vejen. ”Alison?”. Hans stemme var lav og sød. Jeg satte mig på stenene og vrikkede med tæerne i vandet. Det var lunt, ikke varmt, men lunt. Jeg kiggede på Justin, mens han gik rundt om vandet og stillede sig ved siden af mig. ”Hvorfor opføre du dig sådan?”, spurgte han stille og placerede sine hænder på mine skuldre. Han masserede mine skuldre og min nakke. ”Hvordan?”. ”Du er helt stille og går rundt uden at sige noget”, sagde han og satte sig på knæ bag mig. Han fjernede mit hår fra ryggen og nakken og begyndte at kysse min nakke. Jeg gøs og grinte et stille, falskt grin. ”Der er noget galt, Alison”, mumlede han mod mit øre. ”Der er ikke noget galt. Det er sikkert humørsving”. Min stemme var hård og lav. ”Vel er det ej. Jeg har kendt dig næsten seks måneder, Ali. Der er noget, der går dig på”, sagde han i en hårdere tone end mig. Han stoppede med at kysse mig. Hans fingre lukkede sig hårdt om min hage og drejede mit ansigt mod sit eget. Hans øjne var hårde, men stadig blide. De søde, adskilte læber fristede mig, men da jeg lukkede øjnene, mistede jeg fristen. Jeg kunne mærke hårene på armene og i nakken rejse sig, da hans bløde ånde nærmere sig min mund. ”Fortæl mig, hvorfor du er ked af det”, hviskede han og lod være med at kysse mig. Jeg åbnede mine øjne og opdagede han slet ikke havde lukket sine. ”Jeg er ikke ked af det, Justin. Jeg har det bare lidt dårligt”, løj jeg og kiggede ned i det turkisblå vandet. Han pressede sine varme og fugtige læber mod min hals, og jeg gøs igen. ”Du er ked af det, det kan jeg se på dig”, mumlede han mod min hals. ”Lad det nu ligge og kys mig”, sagde jeg sjovt og vendte mit hoved mod ham igen. Hans smilende læber ramte mine. Med hele sin krop, lænede han sig ind til mig og kørte sin hånd ned til mit skinneben, der var dækket med vand. Pludselig kunne jeg mærke noget vådt i mit ansigt. ”Justin!”, hvinede jeg og skubbede ham væk. Han grinte lumskt og sprøjtede endnu mere vand på mig. Det stank af klor og var lunt. Mit ansigt, hår og top var vådt, men jeg klagede ikke. Jeg svingede med mine ben, så han også fik vand på sig. ”Hvor er du tarvelig”, grinte jeg, da han holdt mig nede mod stenene med hele sin vægt. ”Du elsker det, gør du ikke?”, smiskede han og dyppede sin hånd ned i vandet, formet som en skål. Han drillede mig ved at lade vandet gøre min top våd. ”Jeg tror, jeg vil smide toppen”, sagde jeg, da han var færdig med at oversprøjte mig med vand. ”Det gør du bare!”. Jeg rejste mig op og lod, som om jeg ville trække min top af. Men i stedet løb jeg alt, hvad jeg kunne hen på græsplænen, igennem hækkene og ind på stranden. Han var lige i hælene på mig, så jeg spurtede langs vandkanten, indtil jeg ikke kunne mere. Hans krop bankede sig ind i min ryg, og hans arme holdt mig fast som et jerngreb. ”Fik dig”, grinte han højt og løftede mig op. Jeg snoede mine hænder rundt om hans nakke og fniste lidt. Jeg havde sidestik, men ignorerede det, så godt jeg kunne. ”Hvor skal vi hen nu? Ud i byen og spise?”, spurgte jeg, da vi kom ind i huset. Han satte mig ned, da han kom til trapperne. ”Det kan vi godt”, smilte han og tog min hånd.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...