A lucky one!

En nu 17 årig pige fortæller om en oplevelse fra hun kun var 15 år. Hun er en sur og muggen teenager. Hun er alene i familiens sommerhus, og hun kan straks mærke at der forgår mærkelige ting! Da resten af familen kommer hjem fra en tur til stranden, ligner alt ikke sig selv.

7Likes
5Kommentarer
802Visninger
AA

1. 1. juli - 2005 - 12:30

Jeg gad egenlig ikke med. Jeg var sur husker jeg. Jeg havde lige slået op med min kæreste. Det sidste jeg ville var, at sidde i rundkreds med en lunken kop te, i vores tussegamle sommerhus. Jeg ville til fest. Være sammen med mine venner, men mine forældre havde andre planer. Jeg gik med tunge skridt ud til bilen, der stod og ventede med grill, kano og strygejern på taget. Det skulle blive en noget så fantastisk familietur, mente mine forældre. Det regnede. Det var trist. Alt var trist, men dengang vidste jeg jo ikke bedre. jeg skulle have været mere optimistisk og glad overfor mine forældre, før det var for sent. De mente det jo godt. Det fortryder jeg nu.

 

14:16 

Vi kørte ind af indkørslen, og mine forældre begynde at pakke ud. Jeg blev i bilen. Jeg var sur. Stadig sur. Min mor var egentlig ret pæn dengang. Hendes mørkbølgede hår, der hang løst over skuldrene. hendes dybe brune øjne. ja, det er sådan jeg husker hende, og det er sådan jeg vil huske hende. Jeg fik langt om længe taget mig sammen til at gå ind. Mine forældre havde opgivet efter ca. en halv time husker jeg. Klogt nok, for jeg var stædig. stædig som et æsel. Nå, men jeg gik da omsider ind i vores lille lyseblå revnede sommerhus. " Den passer perfekt til dine smukke blå øjne", sagde min mor altid, hver gang jeg nytteløst forsøgede at få dem til at skifte mening.

 

15:31

"Vi kører nu!", råbte min mor. Hun havde sådan en skarbhed i sin stemme. Jeg fik gåsehud, men jeg ville ikke med. Dagen var kommet. Vi skulle alle på vores årlige strandtur ved Vesterhavet. Alle, bortset fra mig. Den mørkegrønne Toyota trillede ud af indkørslen. Jeg kiggede mig i spejlet. Min mundvige pegede nedad. Det havde jeg fra min far. Jeg kedede mig. OM jeg kedede mig. Jeg lagde mig ud på vores engang nyslået græsplæne. Den var fuld af ukrudt. ZZzzZzzzzzzzzzz

 

16:45

Jeg vågnede. Vejret var blæst op. Jeg husker det ikke helt tydeligt. Jeg lå helt stille. Det føltes som om, at jeg ikke længere var alene i huset. Min første indskydelse var selvfølgelig, at jeg måtte have sovet i lang tid, og at det nok bare var mine forældre var kommet hjem. Men nej, bilen var stadig væk. Jeg hørte en knirken, som når man stille åbner en dør der mangler olie. Jeg gemte mig i mine arme, som om jeg troede jeg ikke kunne ses. Men jeg kunne ses. selvfølgelig kunne jeg det, altså lad os lige se. Jeg ligger MIDT på en åben græsplæne, uden buske omkring. Kun ukrudt, men jeg var sej. Det mente jeg i vert fald selv. Hvis der var nogen, så kunne de bare komme an! Jeg listede op til døren, og kiggede ind. Der var ingen. Ingen overhovedet. Pludselig kunne jeg mærke en svedig hånd om min mund. Jeg gik i panik. Pænt sagt. Jeg sparkede og slog, og det viste sig, at de to år jeg havde gået til karate vist havde batalt sig. I min øjenkrog kunne jeg se noget blankt. Det var en kniv. Jeg fik vrikket mig fri, og jeg løb. Jeg siger dig jeg løb. Han råbte en masse efter mig, men jeg hørte kun nogle få ord: Mord, Kniv og familie. Da jeg hørte det sidste ord, stoppede jeg. Jeg vendte mig om. Mine forældre var kommet hjem, men de var ikke i bilen. Jeg begyndte at græde. Hvor havde jeg været dum.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...