Et sidste farvel.

Det er sidste gang for kvinden. Aldrig mere menneske. Hun er ikke klar, men er tvunget. Hun siger farvel. Farvel til sin menneskelighed.

1Likes
0Kommentarer
913Visninger
AA

1. Det sidste farvel

Ude over sletten anerede kvinden et svagt lysglimt, lignende en smal ildflues udbredte vinger, som vækkede hendes enorme nysgerrighed. Men lyset forsvandt i den forkerte, dystre retning, væk fra tårnet i skovbrynet. Et langt og mildt suk brød den larmende stilhed. Kvinden tog små forsigtige skridt tilbage, stadig med front imod det minimale vindue. Mørket er forvirrende, trist og alligevel smukt. Men kvinden er for ensom til at beundre den dystre skønhed, som skoven bærer. En trykkende fornemmelse rammer kvinden dybt inde i hendes saftige hjerte, som en pil fra himlen, med det styggeste tryk. Hun falder ned på hendes nøgne knæ med et smæld, som overdøver de kredsene kragers skrig. Et svagt og klagende slag rammer det massive gulv. Kvindens blod lyser sølv i måneskindet, som solstråler der strømmer ind af vinduet. Tunge tåre dannes i hendes højre øjenkrog, blå som dråber fra himlen, men de når ikke at falde før de er tørret af med den blodige håndryg. Hun er til fare for alle, det er hun godt klar over. Hendes væsen er for stærkt og for ukendt. Folk sukker efter hendes ydre, men væmmes ved hendes mystiske indre. Et svækket ulvehyl minder kvinden om at det er tid.

Et dæmpet spring fra vinduet, fik fugle til at lette fra jorden med knivskarpe skrig. Himlen græd spildte tåre sammen med den tavse kvinde, da hun landede med et såret knæ. Hun forsøgte at rejse sig, men udviklingen var allerede sat i gang. Hun nåede ikke engang op på toppen af sletten, før hendes pupiller blev forstørret til den dobbelte størrelse. Huden på hendes hænder var allerede dækket med lange grå og sorte hår. Et forpint og tilbageholdt skrig undslap kvindens halvt forvandlede mund. Knoglerne i hendes spinkle krop forstørrede og knækkede over på midten inden i hende. Leddene blev sprængt, men nye, stærkere lede blev hurtigt dannet. Nu var den mindst smertelige del ovre. Hendes saftige hjerte var imod måneskinds væsken som løb gennem de ødelagte åre. De var begge dømt til døden. Med ét sprang det hele i hende, og hun var forvandlet til et næsten kulsort uhyre, på 4 slanke ben.

Mere var der ikke at fortælle, om den værst tænkelige nat i hendes liv. Det var hendes livs sidste forvandling. Hun var dømt til at rende rundt imellem skovbrynets enorme træer. Ikke engang himlen græd med hende mere. Hun følte sig ussel og var forpint ved tanken om en livstid på fire ben. Hun bankede den slanke pote imod de massive bjælker, som dækkede vinduet som et gardin. Ingen kredsene krager, var i nærheden til at holde hende med selskab. Selv de frygtede hende. Hendes sære mistænksomme blik hvilede på måneskindet, men kun for et øjeblik, inden et skarpt hyl slap forbi hendes spidse tænder. Og så var hun væk.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...