The JB hater! 3<3

Det her er så 3'eren, hvor Justin og Sam, skal finde frem til deres følelser for hinanden, og finde ud af, om de vil gå et skridt videre, hvis de da kommer sammen igen? Vil Sam overhovedet kunne tilgive ham?

18Likes
88Kommentarer
3902Visninger
AA

6. Mareridt eller drøm?

Jeg kiggede rundt, i det mørke rum. Hvor var jeg? Der var en lyskegle, lidt længere fremme, ikke større end at min hånd kunne blive belyst, hvis jeg satte den ind under. Jeg gik langsomt hen mod den. Jeg stoppede op, 3 meter fra den, da der pludselig stod en person, under lyskeglen. Damen var klædt i en helt hvid kjole, der gik til gulvet. Ærmerne var lange, og rørte også næsten gulvet. Hendes hår var brunt, men hendes ansigt gemt i skygge. Jeg stod stivnet, jeg turde ikke bevæge mig. Damen kiggede op, og jeg blev mødt, af de flotteste, blide, varme blå øjne. Hendes læber havde en flot, rosa farve, og trækkene, mindede lidt om mine. ”Samantha,” hviskede hun, med en blid, englestemme. En svag brise, legede med mit hår. ”Samantha,” gentog hun, og så blev brisen til en vind. ”Samantha,” sagde hun endnu en gang, og så blev vinden kraftigere. ”Samantha!” råbte hun, og så blev vinden så kraftig, at jeg knap nok kunne stå fast. Jeg satte mine arme foran mit ansigt, og kæmpede imod den stærke vind. ”min Samantha,” sagde hun, med en grådkvalt stemme, og så stoppede vinden. Jeg sank mine arme, og glippede med øjnene, da jeg så, at vi stod ude på en flot blomstereng. Græsset var højt, det gik mig til hoften. Solen skinnede kraftigt, og lidt længere væk, var der en skov. Damen, der før havde set uhyggelig ud, lignede overhovedet ikke sig selv. Hendes flotte, brune hår, bølgede, og hendes blå øjne, glimtede. Hendes læber var formet i et stort smil, og hendes kjole, var en flot, blomstret sommerkjole, der gik hende til lige over knæene. ”min dejlige Samantha,” sagde hun, og krammede mig. Jeg kunne mærke, hvordan min skulder blev våd, af hendes tårer. Jeg lagde trøstende en arm om hende. Hun trak sig væk fra mig, lidt efter. ”Samantha, endelig fandt jeg dig,” sagde hun, og tog mit hoved i begge hendes hænder. Så kyssede hun mig på panden, og trådte et skridt tilbage. ”hvem er du?” spurgte jeg, og blev overrasket, over hvor blid min stemme lød. ”du er min datter, burde du ikke kunne genkende mig?” sagde hun, med et stort smil. ”mor?” sagde jeg, næsten gispede. ”ja,” sagde hun, og gik langsomt baglæns. ”mor, bliv hos mig,” sagde jeg, og trådte tættere på hende. Hun gik længere, og længere væk fra mig. ”mor, du må ikke gå fra mig, bliv hos mig,” sagde jeg, og faldt hulkende ned på knæ. ”jeg vil aldrig forsvinde, jeg bliver i dit hjerte,” sagde hun, og så forsvandt hun, ind i skoven. Da jeg ikke længere kunne se hende, begyndte der at bliver overskyet, og lidt efter regnede det voldsomt, mens blæsten tog til i styrke. Jeg gjorde ikke andet, end at vende hovedet op ad, og lukke mine øjne. Jeg lod regnen ramme mit ansigt, og trille ned af min hals, og gøre mig helt gennemblødt. Jeg slikkede mine saltede læber, og tog en dyb indånding. Blæsten rev i mit hår, og tøj. Jeg kunne mærke, hvordan det blev koldere og koldere, men jeg blev siddende. Jeg nød, hvordan kulden overtog min krop, hvordan blæsten rev i mit hår, og den saltede smag på mine læber.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...