Jeg har aldrig elsket dig

Jeg har aldrig elsket dig! du var et forsøg, jeg lavet med mine venner. Se hvor dum du kunne være, og det lykkes. Se dig selv, hvem ville elske dig? Se du er jo ingenting....

1Likes
3Kommentarer
1485Visninger
AA

1. Du er ikke god nok!

"jeg har aldrig elsket dig.! du var et vædemål jeg havde med mine venner. Du betyder virkelig intet for mig, om du så tager livet, der det ligemeget! råbte han surt, vredt og irretert på mig. Jeg kan tydelig huske orden der stille gav genlyd, hver gang jeg tænkte på "den" scene. Jeg sukkede stille og lydløs, og dumpede stille bed på det hårde trappe til skolen. Jeg tog træt, udmattet mine spinkel hænder op til hoved, bregravet mit hoved grædene ned i hænderne.  Der var ingen, der overhoved gad ænses mig bare et lille blik. Og hvis de gad var det nogle fremmede, der bare pegede grinede af mig, imens de traskede videre med deres venner. Folk grinte, smilte, talte, græd, skændes men ingen gad kigge op på en forladt klam pige, der ingen venner havde, ingen der se op på ingenting, mig.  Jeg havde været ingenting, i løbet af skolen. Men denne gang viste jeg det, jeg viste jeg var ingenting, blev ingenting for evigt.  Jeg rev hurtig og fint i min skoletaskede jeg havde ved siden af mig. Jeg trak den stille op og ligge på mine spinkel ben der ikke kunne holde til meget. Jeg kiggede grædene ned i den, imens jeg havde fundet alt det jeg skulle bruge til min ide, min løsning. Jeg begyndte stille at skrive nogle enkel fine ord, til en. En med så stor betydning for mig, en der gjorde mig til den jeg var. 

"kære Alexandre. Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive, hvem jeg skal skrive til. Men det bliver dig, du havde så stor betydning for mig, så meget at jeg ikke ved havde jeg skal sige. Men nogle enkel ord er der plads til. Jeg ved ikke om mine følelser er real, eller om det bare er noget jeg har drømt. Men en ting er sikkert, du såret mig dybt. Men der var noget anderledes over dig, noget de andre ikke havde. Noget jeg ikke kan sætte ord på.  Fra Anna"

Jeg viste det var det rigtige at gøre, selvom det ville gøre ondt. Jeg lod nogel enkel tåre falde stille ned, og fjerne skriften nogle steder. 

 

Jeg havde lagt papiret ned. Og trukket den næste ting op, den der ville fuldføre min løsning på livet. Kniven.

Jeg lukkede kort mine øjne, og rev ellers til. Jeg begyndte stille fra mine spinkel enkel ben, op og ned. Så mine arme, stille og roligt. Jeg begyndte stille og miste fokuset, kontrolen over mig selv. Jeg mærkede hvordan alt stille blev slørret. Først trappen, så muren, til sidst skolen. Inden alt blev sort, og stille. Alexandre syn:

Jeg gik med raske skridt, ned mod skolen, sammen med de andre. Sammen med mit crew. Jeg kiggede hurtig rundt, og ramte noget, mine øjne ikke kunne tro. Anna liggede livløs på trappen til skolen, og have blodet rundt om sig. Jeg blev hårdt skubbet væk, læger kom, doktore, en ligmand. Alle kom for at se om kun levede, men selvfølgelig gjorde hun ikke det, selv om jeg ønskede det af hele mit hjerte. 

 

Jeg lå stille inde på mit værelse, med alt det jeg skulle bruge. Et brev, et farvel brev. Jeg tog stille mig sammen og rev ligeså yndefuldt kniven op og ned af mine arme, mine ben. Imens jeg skreg, ikke fordi det gjorde særlig ondt. Men fordi mit hjerte skreg af sorgen. Skreg fordi jeg havde dræbt den jeg havde mest kært.  Jeg kiggede en ektra gang op i loftet. Inden alt stille blev sort, og jeg lå en en uendelig søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...