Mindet!

Mindet vil ikke forsvinde. Jeg ved jeg gjorde det forkerte, men hvem er du? hvorfor kan jeg høre dig, er jeg sindsyg?

1Likes
2Kommentarer
1062Visninger
AA

1. Du kan godt løbe fra alt, men sandheden vil altid følge dig.

Jeg satte i løb, uden af vide hvor hen. Jeg skulle bare væk, væk fra sandheden.  Jeg kunne intet se, intet høre. Det eneste lyd kom fra mig selv, min febrilske vejrtrækning. "jeg er her stadige!" jeg vendte mig forskrækket om, og stoppet med det samme med at løbe. Men mit blik stoppede ikke, den kørte febrilsk rundt, for at finde stemmen. Jeg kunne intet, jeg var så bange, du skulle også lige komme i vejen for mig, for mit liv. "Jeg er her stadige, mig. Kan du huske mig?" jeg skreg, min eneste reaktion der formulerede sig ud over mine små men smilende læber. Dem jeg havde elsket så meget, mit smil havde været mit kendetegn, den måde mine smilehuler tittet frem. Nu var det ikke andet ind højst en mine der ikke viste hvilken følelse der ville komme.

 

"Der ingen der kan høre mig, jeg er din samvigtighed. Sandheden." jeg kiggede panisk rundt, rundt i ingenting. Det eneste der var, tøget. Intet liv, ingen latter, ingen grin. Intet, hvor var jeg. "Stop nu, det var ikke med vijle. Jeg hader mig selv for det. Stop nu!"  Jeg mærkede hvordan tårene bare strømmet ud af mine smukke, men tome øjne. Jeg prøvede panisk at fjerne dem, uden held. "Jeg er her stadige." jeg græd, græd og græd. Jeg ville ikke have gjordt det, det var ikke med vijle. Jeg ville have ringet efter hjælp, men mine ben satte i løb, det er ikke min skyld. 

 

Jeg mærkede stille kuldegysningen stige hurtig frem i mig, smilet var så ægte mig.Skriget var så ægte, som at genleve dagen igen og igen. Det sidste jeg så til dig. Men alt var jo forkert, ingen havde søgt efter mig, ingen havde ringet efter mig. Alle var ligeglade med mig, men dig, du elsket mig. Jeg var for blind til at se det, det var ikke min mening at skubbe dig, skubbe dig ud af vinduet. Du var så kold så afvisning, du ænset ikke mig.

 

Kun sidste øjebliket, det sekundt alt sagde klik. Der hvor jeg ikke kun styre mig, der hvor jeg havde vreden i mig. Det skulle ikke gå ud over dig, det var ikke mening. Jeg mærkede stille noget, noget mod min hals. En vind, en kold fugtig vind.  Men intet rørte sig, ingen ting viste sig, ingen mennesker. "Løb, jeg er her, jeg kommer. Jeg ved hvad du lavede sidste sommers!" Jeg skreg, skreg alt det jeg havde lært. Imens mine ben satte i løb igen, løb. Hvorhen viste jeg ikke bare væk fra stemmen, stemme der fyldte hele mit hoved. "havet. Mod havet!" skreg stemmen igen, igen og igen. Men dog så skrøbelig, så fin, så blød... Jeg nåede endelig havet, havets dejlig lyd. Saltvandet rev i mine næse, så dejlig, så afslappen. Jeg tog mig kort op til min hals, da jeg mærkede smerten. Som om nogle stak noget skrapt i halsen på mig, og derefter et lille pust.  Jeg skreg, men intet kom ud over mine læber. Selv hvis jeg prøvede. Jeg mærkede hvordan nogle koldt, varmt stille begyndte at blande sig sammen. Ned af halsen på mig. "så løb ud, eller skal jeg hjælpe."  igen mærkede jeg den varme ånde. Mod min så kolde hud. Jeg faldt ligeså langt jeg var nået, og faldt stille ned i vandet. Vandets kolde hænder der bare rev mig rundt, rundt som en bold. Jeg skreg en enkel gang, inden jeg mærkede blodet strømme ud af min mund. Og alt stille sortetede for mig

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...